Danskerne har rekord i lav levealder

I Danmark dør vi tidligt. Det er folkesjælens skyld, siger sundhedsministeren.

Danmark

De seneste 50 år har danskerne fået bedre sygehuse, der tilbyder nye, effektive behandlinger, samtidig har politikerne spændt et fintmasket socialt sikkerhedsnet ud under os.

Alligevel lever vi kortere end indbyggerne i samtlige andre vesteuropæiske lande.

»Det er helt forrykt, at vi har tabt så meget terræn. Der er blevet råbt om op om det her i 20 år, men ingen politikere har for alvor gjort noget ved, at vores middellevetid er i bund«, siger Knud Juel, der er forskningsleder ved Statens Institut for Folkesundhed og landets førende ekspert i levealder.

Skraber bunden Med 78,4 leveår i snit får vi en bundplacering blandt de 15 vesteuropæiske EU-lande, vi normalt sammenligner os med.

Vi drikker så ofte som sydlændinge, og vi drikker så vildt som vikinger

Og når man udvider blikket og ser på, hvor længe de lever i de 30 lande, der er medlem af den økonomiske samarbejdsorganisation OECD, så opnår vi en beskeden plads som nummer 23, viser nye tal.

Dermed har Danmark været på en gevaldig rutsjetur ned ad listen siden 1960, hvor vi med 72,4 år kunne prale med den femte højeste levealder i OECD.

Faktisk kan kun Ungarn og Slovakiet mønstre en ringere fremgang end os siden 60’erne.

Vi vil selv bestemme
Danskerne dør for tidligt, fordi vi ryger og drikker for meget, siger forskere. Selv om mange rygere har slukket deres sidste cigaret, så ryger fortsat omkring hver femte dagligt. Det koster 14.000 liv årligt. Og så er danskerne et folkefærd, der kigger dybt i flasken.

»Vi har et alt for frit forhold til alkohol med det største forbrug i Europa. Vi drikker så ofte som sydlændinge, og vi drikker så vildt som vikinger«, siger sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K).

Han afviser blankt, at regeringen gør for lidt for at forlænge danskernes liv.

Ministeren nævner rygeloven, de hævede aldersgrænser for køb af spiritus, stigende afgifter på smøger og alkohol samt den aktuelle kampagne, hvor konsekvenserne af rygning bliver smækket lige op i hovedet på seeren.

En del af nationalcharmen
Ministeren tror, at lovændringerne og mere oplysning til befolkningen vil gøre det muligt for regeringen at holde sit løfte om, at levealderen skal være i topti om ti år.

Han holder fast i det håb, selv om adskillige eksperter, herunder regeringens egen Forebyggelseskommission, har advaret om, at prisen på usunde varer som cigaretter skal hæves langt mere.

Det afviser Jakob Axel Nielsen og peger på beregninger fra Skatteministeriet, som viser, at danskerne så vil hente cigaretter i Tyskland. Den lave levealder skyldes i virkeligheden vores folkesjæl, mener ministeren.

»En svensker er tro mod autoriteter og retter sig efter, hvad myndighederne siger. En dansker vil selv bestemme. Det er en del af vores nationalcharme, men det har altså en pris«, siger han.

På den anden side af Øresund kan svenskerne glæde sig over, at de i snit bliver 81 år, hvilket giver dem en placering højt på listen over befolkningernes levealder.

Dansk undtagelse

En forklaring på det er ifølge læge Inger Heimerson fra den svenske sundhedsstyrelse, at det er meget mere besværligt at købe alkohol i Sverige, hvor Systembolaget står for salget.

Samtidig begyndte svenskerne at kvitte smøgerne langt tidligere end danskerne. »Men både Frankrig, Spanien, Island og flere andre europæiske lande ligger oppe på vores niveau i levealder. Så i virkeligheden er Danmark undtagelsen, fordi I ikke er fulgt med op«, siger Inger Heimerson, der er ekspert i folkesundhed.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce