Dannebrogsflag. Danmark stillede både op med et herre- og kvindelandshold ved dette års VM i hjemløsefodbold, der blev afholdt i Poznan i Polen.
Foto: PER FOLKVER (arkiv)

Dannebrogsflag. Danmark stillede både op med et herre- og kvindelandshold ved dette års VM i hjemløsefodbold, der blev afholdt i Poznan i Polen.

Hjemløse kvinder klarer VM i fodbold »over al forventning«

Hjemløsekvindelandsholdet vinder fire ud af ni kampe ved VM i Polen.

Danmark

Det blev til en samlet 11. plads til de otte danske kvinder, der i aften vender hjem efter at have repræsenteret landet ved VM i hjemløsefodbold i Polen.

Det lyder måske ikke imponerende at være blevet nummer 11 ud af i alt 13 hold, men cheftræneren for hjemløselandsholdene, Frank Brodde, er tilfreds med kampindsatsen.

»Det er gået over al forventning. Specielt kvindelandsholdet, som ikke har været de bedste fodboldspillere fra begyndelsen har klaret det fremragende, hvis man tænker over, at de kun har trænet få gange sammen inden VM i Polen«, siger han.

De otte kvinder var sammen med otte hjemløse mænd blevet valgt ud blandt 1.300 danske hjemløse og udsatte til at dyste mod de andre landes hjemløse i dette års 'Homeless World Cup'.

Mens kvinderne landede på en 11. plads, indtog mændene en samlet 23. plads ud af 46 opstillede hold. Dermed klarede mændene det bedre end sidste år, hvor de kom på en 27. plads.

LÆS OGSÅ

Det var første gang, at det danske kvindelandsholdet deltog ved VM i hjemløsefodbold. Kvinderne vandt samlet fire ud af ni kampe, og selvom de var nervøse ved kampstart, klarede de det ifølge cheftræneren over al forventning:

»Kvindelandsholdet har virkelig formået at sætte Danmark på landkortet. Nu ved resten af verden, at Danmark også har et kvindelandshold. Og når man vinder over sådan nogle store nationer som Wales og USA og taber knebent til Argentina, så er det klart, at vi har gjort os bemærket«, siger han.

Men kvinderne har ikke kun gjort sig bemærket på den internationale bane. Også på de danske gader, herberg og varmestuer er kvinderne i fokus.

»De kvindelige landsholdsspillere udgør et forbillede for andre udsatte og hjemløse kvinder i Danmark, som kæmper med en hård tilværelse i dagligdagen og som hverken har overskud eller mod til at involvere sig i hjemløsefodbold«, siger Frank Brodde.

Organisationen 'Ombold', der udtager landsholdsspillerne hvert år, vil fremover sætte mere fokus på kvindedeltagelsen i hjemløsefodbold efter dette års verdensmesterskaber.

Sekretariatsleder i Ombold Martin Pedersen håber, at både den nationale og internationale eksponeringen af VM vil gøre det nemmere for organisationen at søge penge til fremtidige projekter for hjemløse kvinder:

»Det er klart, at deltagelsen i VM har givet større eksponering til organisationen samtidig med, at det har sat fokus på, hvilken forskel idræt og i særdeleshed fodbold kan gøre for udsatte og hjemløse. Når vi kommer hjem, vil vi begynde at søge om flere penge til deciderede 'kvindeprojekter' for at få flere hjemløse kvinder og udsatte til at spille hjemløsefodbold. Det kræver en ekstraordinær indsats«, siger han.

Herrelandsholdets indsats
Mændene vandt samlet fire ud af 13 kampe. De kvalificerede sig til at spille i A-klassen ved begyndelsen af verdensmesterskaberne efter et par hurtige sejre mod Schweiz, Nordirland og England.

Derefter tabte de de resterende kampe undtagen mod Italien.

»Det er klart, at det blev lidt hårdt med de efterfølgende nederlag. At mændene kvalificerede sig til A-klassen betød, at de gjorde sig egnet til at konkurrere mod nogen, der træner hver dag, og det var en udfordring for herrelandsholdet«, siger Frank Brodde.

Det var blandt andet de afrikanske hold, der forhindrede herrelandsholdet i at nå toppen ved dette års VM.

»Sammenligner vi os med Mexico, Chile og de afrikanske hold, så er der lang vej. Især de afrikanske hold, der kommer fra slumbyerne er utrolig professionelle. Men i forhold til den danske præstation klarede vi os bedre end sidste år, og det er vi tilfredse med«, siger Frank Brodde.

Fremtiden for kvindelandsholdet
De danske landsholdsspillere er trætte og mætte efter oplevelserne i Polen og ser frem til at tage af sted i aften. Inden da bruger de den sidste tid på at sige ordentligt farvel til de andre deltagere.

»De udveksler Facebookprofiler og bytter trøjer med de andre deltagere fra hele verdenen, som de er blevet venner med over disse dage. Så det er også vemodigt at tage hjem«, siger Frank Brodde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Han fortæller, at deltagerne i kvindelandsholdet efter dette års VM vil blive spredt rundt i landet, når de kommer hjem med flyet i aften, og de vil ikke træne sammen mere.

»Men det er ikke det, det drejer som om. Det er deres oplevelse i VM og de oplevelser, de har fået med fodboldsspillet, som er i centrum. Når de har klaret det her, kan de også klare andre problemer, de tumler med i deres liv« siger Frank Brodde.

Vinderne ved 'Homeless World Cup 2013'

Dette års VM i hjemløsefodbold blev afholdt i Poznan i Polen og varede fra den 11.-18. august. 'Homeless World Cup 2013' var dette år den 11. udgave af verdensmesterskaber i hjemløsefodbold.

Brasilien vandt årets 'Homeless World Cup', mens Mexico vandt 'Women's Homeless World Cup'.

Verdensmesterskaberne vil blive afholdt i Chile i 2014, hvor det fortsat er tvivlsomt, om hjemløselandsholdene vil stille op på grund af mangel på penge og resurser.

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce