Kontrovers. I kølvandet på aflivningen af giraffen Marius har direktør for København Zoo Bengt Holst modtaget omkring 3.000 hademails. Men det får ham ikke til at ændre holdning.
Foto: JOACHIM ADRIAN

Kontrovers. I kølvandet på aflivningen af giraffen Marius har direktør for København Zoo Bengt Holst modtaget omkring 3.000 hademails. Men det får ham ikke til at ændre holdning.

Danmark

Zoo-direktør: »Det nytter ikke noget, at vi laver verden om til en Disney-verden«

Direktør for Københavns Zoo ryster ikke på hånden trods kritik efter aflivningen af giraffen Marius.

Danmark

Hademails og dødstrusler er blevet hverdagskost for Bengt Holst, videnskabelig direktør i København Zoo, siden den raske giraf Marius søndag blev aflivet, obduceret foran et publikum og kastet for løverne.

En række handlinger, der har vakt harme verden rundt og sat øjeblikkelig fokus på direktøren.

»Det har været langt mere hektisk, end vi nogensinde kunne have forestillet os«, siger han med rolig stemmeføring i et kontor nær indgangen til Købehavn Zoo.

»Men det nytter ikke noget, at vi laver verden om til en Disney-verden, hvor alle dyr er gode ved hinanden, og hvor ingen dør, men kun bliver født. Det er jo en helt forvansket verden«, uddyber han.

Debat styret af følelser Indtil videre er der tikket omtrent 3.000 primært sure mails ind fra alle kanter af verden. De seneste to dage har hans job hovedsageligt bestået af at holde den ene forsvarstale efter den anden over for både nationale og internationale medier, der har fokuseret på det følelsesmæssige aspekt.

»Jeg er lidt ked af, at debatten har taget den drejning, fordi jeg mener, at det er en væsentlig debat, som man bør diskutere på et niveau, hvor den hører hjemme«, siger han.

Han har dog forståelse for de mange følelser, situationen skaber i folk. Men samtidig mener han, at man bør respektere den videnskabelige data, der ligger til grund for alle beslutninger på København Zoo.

»Så skal fagfolk selvfølgelig også respektere, at det vækker følelser ved folk. Og det kan vi også sagtens«, siger han.

Folk skal have et realistisk forhold til naturen
I over 30 år har Bengt Holst haft sin daglige gang på København Zoo. Han har arbejdet sig sin vej op i systemet fra ung nyuddannet biolog i 1983 til nu at være en af havens prominente skikkelser.

Et af hans vigtigste ærinder er at skabe viden om naturen og dyreverdenen.

»Hvis ikke folk får et realistisk forhold til naturen, så kan vi godt glemme alt om naturbevarelse. Naturbevarelse handler ikke om, at alle individer skal bevares, men det drejer sig om, at man skal bevare nogle sunde dyrebestande. Og det gør man altså også ved at bruge de her metoder«, siger han med henvisning til aflivningen af Marius.

Den erfarne biolog har i mange år haft et markant internationalt fokus og søgt at skabe mere åbenhed om zoologiske havers procedurer. Også dem, som folk måske ikke bryder sig om at høre.

En mangeårig kollega husker en konference i 1995 i USA, hvor Bengt Holst argumenterede selvsikkert for, at man skal fodre rovdyr med kadavere. Det var på daværende tidspunkt en kontroversiel påstand. I mange amerikanske zoologiske haver gav man nemlig oftest rovdyrene hakket kød, hvilket resulterede i, at dyrene fik løse tænder.

Bengt Holst holdt både dengang og i den nuværende debat på, at dyrene skal leve et så realistisk og naturtro liv som muligt.

Twitter både hepper på og forkaster direktøren
Tidligere i dag blev Bengt Holst live-interviewet på britiske Channel 4, hvor han sagligt argumenterer for handlingerne i København Zoo.

SE VIDEOGiraffe Copenhagen Zoo chief: 'I like animals'

Det har ført til et stemningsskifte i Danmark. Flere på Twitter udtrykker blandt andet anerkendende kommentarer for måden, han gebærder sig på.

@sunejakobsen

Der er dog ikke lutter glade dage på det sociale medie. Mange forsøger at mobilisere sig mod Bengt Holst med den hensigt at få ham fyret. Indtil videre har næsten 60.000 underskrevet en digital underskriftindsamling med netop det formål.

Det lader direktøren sig dog ikke gå på af. Slet ikke, når han føler, at samtlige medarbejdere under ham støtter hans beslutning, hvilket kan ses i entreen inden hans kontor. Her hænger et tv, der med korte mellemrum skifter mellem forskellige informationer. Et af dem takker Bengt for godt arbejde med venlig hilsen fra medarbejderne.

»Det er jo dejligt at møde ind til«, siger han med øjnene rettet mod skærmen.

København Zoos omdømme er ikke svækket

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Trods den internationale kritik vil København Zoo ikke ændre på den praksis, som de efterhånden har ført i mange år, og som er ens i mange andre zoologiske haver verden over.

Det er endnu uvist, hvilket dyr der kommer til at lide samme skæbne som Marius.

»Vi har ikke nogen dødsliste. Folk forestiller sig, at der er en lang liste af dyr. Vi gør det igen, næste gang det bliver nødvendigt«, siger han og uddyber, at det både kan ske om en uge eller et halvt år.

LÆS OGSÅ

Han føler ikke, at virakken har svækket København Zoos omdømme. Tværtimod bekræfter den heftige debat, hvorfor flere zoologiske haver bør gå åbent ud og vise eller fortælle om deres procedurer.

»Det understreger bare over for mig, at der er et stort behov for at formidle budskabet omkring en rigtig naturforståelse. I bund og grund er det jo fantastisk, at aflivningen af en enkel giraf kan gå hele verden rundt som en kæmpe begivenhed. Især når jeg ved, at det er en normal måde at forvalte en dyrebestand på, som er dagligdag over hele verden«, siger han.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce