Bordskik. Fødevareminister Dan Jørgensen (S) vil udfordre danskernes madvaner, som han mener står i vejen for en sund livsstil.
Foto: MIRIAM DALSGAARD

Bordskik. Fødevareminister Dan Jørgensen (S) vil udfordre danskernes madvaner, som han mener står i vejen for en sund livsstil.

Madminister angriber »kyniske« købmænd

Supermarkeder spekulerer »kynisk« i at tjene penge på usund mad, mener Dan Jørgensen.

Danmark

Kort efter at have lanceret ønsket om en »madrevolution« ved middagsbordene går fødevareminister Dan Jørgensen (S) nu kraftigt i offensiven mod detailhandlen.

Ifølge ministeren lukrerer landets supermarkeder på danskernes hang til søde og usunde sager: Eksempelvis med slik i børnehøjde ved kassen og tilbudsaviser fyldt med vin og kager. Det vil han sætte sig i spidsen for et opgør med.

»Detailhandlen skal presses til at se på, hvordan vi får folk til at træffe sundere valg. I dag bliver der spekuleret kynisk i at sætte meget usunde varer på tilbud. Jeg synes ikke, detailhandlen gør nok. Der er rigtig mange fine ord og csr-strategier (om virksomheders samfundsansvar, red.), men det kniber med at leve op til det samfundsansvar«, siger ministeren, der direkte svarer »ja« til, at detailhandlen skader danskernes sundhedstilstand.

Er det ikke kun naturligt, at en butik først og fremmest tænker på bundlinjen?

»Bestemt. Men hvis en købmand med åben pande siger: Jeg har en forretning, og jeg kunne lige så godt sælge landminer, men nu sælger jeg så fødevarer, og jeg skal bare tjene penge, så vil jeg sige: Fint, du og jeg har ikke mere at diskutere. Så må jeg se, hvordan jeg kan regulere dig. Men hvis man anerkender, at man har et samfundsansvar, skal man også presses til at levere på det«, siger han.

Ud over anderledes indretning ønsker Dan Jørgensen et bredere udvalg af sunde varer på butikkernes hylder. Ministeren har nu indkaldt detailhandlen til et topmøde i stil med det, han gennemførte med landmændene i foråret om grisenes forhold.

Det skal munde ud i konkrete aftaler om anderledes indretning. Gennemføres ændringerne ikke ad dialogens vej, er ministeren parat til at tage lovgivning i brug for at nå målet. Hvad der eventuelt skal til af regulering, vil han dog lige nu ikke konkretisere nærmere.

I 2009 lancerede Socialdemokraterne et udspil i lighed med Dan Jørgensens, og enkelte butikker har prøvet sig frem på forsøgsbasis med sundere varer. Men der er aldrig lavet regler på området.

Fødevareministeren vi starte en madrevolution, der skal få danskerne til at få øjnene op for det sunde måltid. Kilde: Politiken TV / Miriam Dalsgaard og Henrik Haupt

Danmarks største detailvirksomhed, Dansk Supermarked, der omfatter Bilka, Føtex og Netto, vil høre på Dan Jørgensen, men de ser hans udmelding som et »kraftigt angreb«, de ikke kan forstå.

»Vi er jo en erhvervsvirksomhed, og vores opgave er at være dagligvarehandel for alle danskere. Det ikke er vores opgave at være løftet pegefinger over for danskerne«, siger Helene Regnell, csr-chef i Dansk Supermarked. Fra supermarkedskæden Coop med butikkerne Kvickly og Fakta tror man ikke på, at begrænsninger af usunde varer virker, men man vil tage mødet med Dan Jørgensen »med et åbent sind«.

Vrede hos de borgelige

Ministerens melding vækker voldsom vrede hos Folketingets borgerlige partier.

»Man skulle tro, det var en minister fra Nordkorea, der talte til masserne i megafon. Det er ufatteligt unuanceret og nærmest stupidt. Selvfølgelig driver virksomhederne deres forretning for at tjene penge, og selvfølgelig laver de markedsføring, så det har en effekt. Det er jo et personligt ansvar, hvad vi putter i indkøbskurven og i munden«, siger Venstres erhvervsordfører, Kim Andersen.

De konservatives Mai Mercado er enig, og Liberal Alliances politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll, siger: »Det er skandaløst, at vi har en minister, der erklærer detailhandlen krig. Det er jo afpresningsmetoder«. Til gengæld får Dan Jørgensen ros og opbakning fra regeringens parlamentariske grundlag, Enhedslisten og SF.

Lektor Marcus Schmidt, der er ekspert i detailhandel på Institut for Marketing ved CBS, mener ikke, at forbrugerne skal forvente sig det store af frivillige aftaler mellem detailbranchen og ministeren.

»Hvis man vil styre forbrugerens adfærd, så er der kun en vej, og det er at nedsætte eller hæve afgifter eller for den sags skyld variere momsen«, siger han.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce