Optur. Adoptionsprocessen har først og fremmest været en positiv oplevelse for Thomas (tv) og Rasmus. Foto: Privatfoto
Foto: Privatfoto

Optur. Adoptionsprocessen har først og fremmest været en positiv oplevelse for Thomas (tv) og Rasmus. Foto: Privatfoto

Danmark

Kapitel 4: Den sociale graviditetstest

Hvordan er man forældre som homoseksuelle? Og hvad hvis bøssers børn selv bliver homoseksuelle? Adoptionsprocessen giver Rasmus og Thomas tanker om at være en alternativ kernefamilie på en »sober og 2014-agtig måde«.

Danmark

Den 8. marts 2013, ret præcist ni måneder efter bryllupsnatten, skrev Rasmus Holm denne opdatering på Facebook.

»1/3 gravide«.

Som konstatering af, at Statsforvaltningen netop havde sagt god for hans og Thomas Møller Lassens kandidatur til rollen som forældre, og at de dermed havde gennemført den første af adoptionsprocessens i alt tre faser. En opdatering, der kastede 106 ’likes’ af sig.

Med første fase bag sig havde parret overstået et omfangsrigt papirarbejde, hvor deres privatøkonomi, straffeattester og lægejournaler var blevet endevendt, mens både kommune og Skat også skulle sige god for dem som forældre.

Herefter var Thomas og Rasmus klar til at påbegynde adoptionsprocessens fase to bestående af to weekendkurser afholdt af Ankestyrelsens Familieretsafdeling. For Thomas og Rasmus’ vedkommende foregik det på Kaløvig Kursuscenter på Djursland sammen med 10-12 andre adoptivforældre in spe og to psykologer som ledede kurset.

Ikke bare forældreforberedende

Formålet er at forberede deltagerne på, hvilke forhold adoptivbørn kan komme fra, og hvordan de typisk reagerer på omvæltninger både på kort og lang sigt.

»Det blev meget tydeligt, at kurserne er adoptionsforberedende og ikke bare forældreforberedende. Udgangspunktet er, at vi arbejder sammen om at blive rigtig gode forældre for et barn, som allerede har oplevet et svigt«, siger Thomas.

Selv om det var en stor mundfuld at skulle forholde sig så direkte til, at det er noget helt andet at adoptere et barn end at få et biologisk barn, var weekendkurserne først og fremmest en positiv oplevelse, fortæller parret.

»Overordnet var det virkelig fedt at komme så tæt på andre, kommende forældre i samme situation«, siger Rasmus.

De påpeger samtidig, at de ikke på noget tidspunkt har følt sig overvåget i mødet med adoptionsmyndighederne, som de ellers havde frygtet.

»Vores kontaktperson fra Statsforvaltningen er jo reelt en kontrolmekanisme, men det har vi på intet tidspunkt følt. Det har virkelig føltes som et samarbejde, og som om det først og fremmest drejede sig om at sikre, at vi blev rustet til opgaven som adoptivforældre«, fortæller Rasmus.

Ansøger og ansøgerinde

I november 2013 var Rasmus og Thomas klar til at begynde tredje og sidste fase, som dels består af grundige beskrivelser af adoptivforældrenes liv fra den tidlige barndom til deres nuværende liv sammen, dels består af to tre timer lange samtaler hos Statsforvaltningen og et hjemmebesøg, hvor en sagsbehandler vurderer, hvordan hjemmet afspejler ansøgerne.

Adoptionsforløbet hos Statsforvaltningen er ens for heteroseksuelle og homoseksuelle par, og Thomas og Rasmus har været igennem præcis de samme kontrolinstanser, som hvis et af deres cpr-numre endte på et lige tal.

Det betyder dog ikke, at deres homoseksualitet ikke har været berørt i forløbet. Det har den, og det skal den også, mener de. Foranlediget af deres sagsbehandler fra Statsforvaltningen har de talt meget om det at være homoseksuelle, og hvad det betyder for forældreskab. Men på en »2014-agtig og sober måde«, som Thomas udtrykker det.

»Det ville jo være et problem, hvis Thomas og jeg havde sagt, at vi kun færdes i bøssemiljøet og slet ikke ser eller taler med heteroseksuelle, og at vores barn ikke skal introduceres til den heteroseksuelle kultur. For hvor sundt ville det så være for et barn, der i forvejen er sårbart, at komme til os«, spørger Rasmus.

»Vores sagsbehandler har faktisk spurgt om alt. Også udspringshistorierne. Fordi det har en afsmittende effekt på vores barn, om vi hviler i os selv og vores seksualitet. Så selvfølgelig skal han spørge ind til det«, siger Rasmus.

Kun breve med formuleringer som ’ansøger og ansøgerinde’ og ’hr. og fru’ – som parret demonstrativt har streget over og erstattet med ’ansøger 1 og ansøger 2’ – har mindet Thomas og Rasmus om, at de er blandt de første homoseksuelle, der går gennem adoptionssystemet. Og ikke mindst derfor håber de at kunne være et godt eksempel.

»Jeg har da tænkt: Hvad hvis vi får en søn, som selv er bøsse? Bliver det så en bekræftelse af alle de fordomme, der findes? Hvis vi får et homoseksuelt barn, så er det jo sådan, det er. Men skal jeg tage mine aktivistiske briller på, så håber jeg det ikke ... For når nu vi er nogle af de første, vil det bare være så fint at få vist, at det ikke er noget problem«, siger Thomas.

»Man kan jo ikke presse børn ud i en seksuel observans, som de ikke selv har. Men derfor tænker man, at det kunne bekræfte fordommene hos folk, som er uvidende«, siger Rasmus og uddyber: »Så selvfølgelig føler vi også et ansvar i forhold til at vise, at vi er lige så gode forældre som alle mulige andre«.

Pause i papircirkusset

’Et skørt rumvæsen’ står der med lyseblå tusch på en tegning i entréen. I glas og ramme hænger fire tegninger, som venners børn har lavet til Rasmus og Thomas.

På sofaen i stuen ligger køretøjer bygget af Lego.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Denne mandag aften i februar 2014 fungerer det farverige legetøj med hjul som en slags hjemmearbejde for Thomas, der er designer hos legetøjsvirksomheden.

Men parret drømmer om, at de små klodser inden længe er byttet ud med lidt større Duplo-klodser, som små barnehænder kan samle og skille ad.

Ugen forinden landede nemlig en kuvert i postkassen tilhørende ’Holm og Lassen’. Den indeholdt et længe ventet budskab: Statsforvaltningens endelige godkendelse og blåstempling af de to mænd som et værdigt forældrepar. Og selv om godkendelsen ikke som sådan kom bag på Rasmus og Thomas, var det brev alligevel stort at modtage.

Aftalen mellem de to har været, at når der kom et brev, der lignede noget, som havde med adoptionen at gøre, skulle de begge to være til stede, når det blev åbnet.

Og sådan blev det; mens Rasmus sad i sofaen, læste Thomas højt af brevet, som på formel vis henviste til paragraffer og mødedatoer, før de endelig nåede pointen om, at »Ansøgerne godkendes som adoptanter til et barn i alderen 0-36 måneder«.

For en stund er papircirkusset ovre, og det fortsatte arbejde for familieforøgelsen er for nu ude af deres hænder.

Minder fra fremtiden

Går det, som parret håber, kommer deres fireværelses lejlighed på tredje sal midt i Aarhus inden længe til at danne rammen om et nyt kapitel med et tredje familiemedlem som midtpunkt. De to mænd ved godt, hvor tremmesengen skal stå. Og de forestiller sig allerede, hvordan weekenderne kan være.

»Jeg glæder mig til sådan at tage dem med over på legepladsen. Og med op på Naturhistorisk Museum. Det glæder jeg mig vildt meget til«, siger Thomas.

»Altså, jeg har minder allerede. Og de kommer sikkert til at se helt anderledes ud i virkeligheden, men jeg har minder på forhånd. Billeder af små, fine situationer, der kommer til at opstå«, forklarer han.

»Det taler vi tit om, når vi ligger i sengen om aftenen: Ej, det kan være om et halvt år, at der ligger en lille en imellem os. Eller står en og hiver i dynen tidligt lørdag morgen«, siger Rasmus.

»Det bliver så sjovt at være familie. Det bliver simpelthen så skægt. Det bliver det mest sindssyge projekt, vi nogensinde har kastet os ud i ...«, siger Thomas og kigger eftertænksomt ud i luften.

»Men ja. Det er mine fremtidsminder. Det er dem, der giver mig lyst til at blive forælder. I første omgang ligger de her forestillinger mest, imens barnet er lille, men en dag kommer der jo også en kæreste, man skal møde«, siger han.

»Og en dag bliver vi bedsteforældre«, tilføjer Rasmus.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Ja, det er simpelthen så mærkeligt at tænke på«, svarer Thomas og ler.

Mellem tanker om stort og småt, forestillinger og forhåbninger, opstår også spontane bekymringer.

»Hvad gør jeg, hvis min søn vil spille fodbold hele tiden«, spørger Rasmus.

»Ja. Jeg har aldrig interesseret mig for det. Sådan en regnvåd søndag ...«, siger Thomas: »Men det hører med«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce