Niels Helveg Petersen (R) og Mogens Lykketoft (S) vidnede i dag i sagen om Berlingske Tidendes artikler om Forsvarets Efterretningstjenestes trusselsvurderinger af Saddam Husseins regime i Irak.
Foto: THOMAS BORBERG

Niels Helveg Petersen (R) og Mogens Lykketoft (S) vidnede i dag i sagen om Berlingske Tidendes artikler om Forsvarets Efterretningstjenestes trusselsvurderinger af Saddam Husseins regime i Irak.

Top-politikere i retten: FE-lækage har været til gavn

Mogens Lykketoft (S) og Niels Helveg Petersen (R) vidnede til forsvar for to journalister og chefredaktør Niels Lunde fra Berlingske Tidende i retten i dag.

Danmark

»Der er masseødelæggelsesvåben i Irak. Det er ikke blot noget, vi tror. Vi véd det«.

Statsministerens ord forud for invasionen i Irak har mange gange vakt genklang i debatten om det danske grundlag for sammen med USA og Storbritannien at gå i krig mod Irak.

I dag blev Anders Fogh Rasmussens ord så trukket frem igen, da de to forhenværende udenrigsministre Mogens Lykketoft (S) og Niels Helveg Petersen (R) vidnede i sagen mod tre Berlingske-medarbejdere - de to journalister Michael Bjerre og Jesper Larsen og deres chefredaktør, Niels Lunde.

De to journalister er tiltalt for at have videregivet oplysninger fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), selv om informationerne stammede fra hemmelige dokumenter. Rækken af artikler blev bragt i løbet af 2004.

Stor almen interesse De to top-politikere vidnede for forsvaret, og som den første satte Niels Helveg Petersen sig i vidnestolen for at fortælle, hvad sagen havde betydet for den politiske verden.

Efter hans mening var artiklernes oplysninger af stor almen interesse - ikke mindst stod det klart, at den danske efterretningstjenestes »nøgterne og afdæmpede« vurderinger af Saddam Husseins mulige masseødelæggelsesvåben, stod i klar kontrast til den retorik, der blev brugt forud for beslutningen om at invadere Irak uden FN.

»111 gange blev ordet masseødelæggelsesvåben brugt. Folketinget skulle have været forelagt den danske efterretningstjenestes trusselsvurdering«, sagde Helveg. Anklageren fik dog pointeret, at Folketinget ikke var blevet spurgt specifikt efter FE's vurdering i sagen.

Oplysningerne var ikke nye
Derudover mener hverken Helveg Petersen eller Mogens Lykketoft, at oplysningerne i Berlingske Tidende var nye - de var allerede til heftig debat i USA og i britiske medier, da avisen trykte artiklerne, som fik den tidligere efterretningsofficer Frank Grevil dømt og fyret for lækage.

Mogens Lykketoft mener ikke, at artiklerne havde afsløret noget, som kunne være til skade for Rigets sikkerhed.

»De eneste, der har lidt skade ved artiklerne, har været Anders Fogh Rasmussens og regeringens troværdighed. Jeg kan ikke forestille mig, at det har været skadeligt for hverken de danske tropper eller for samarbejdet mellem den danske og de internationale efterretningstjenester«, sagde den forhenværende formand for Socialdemokraterne.

Risikerer fængselsstraf

Da retssagen begyndte i går i byretten i København afviste de tre Berlingskemedarbejdere den tiltale, som blev rejst mod trioen i kølvandet på avisens artikler om grundlaget for Danmarks deltagelse i Irakkrigen.

De mener ikke, at oplysningerne var hemmelige og heller ikke at de hang sammen med rigets forsvar. Derudover siger de, at de ikke var bekendt med den paragraf, de er tiltalt efter.

Findes de skyldige, vil anklageren kræve dem idømt en fængselsstraf. Retssagen ventes afgjort mandag 27. november.

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce