Her kan det ses, at de mange bycykler Københavns Kommune har investeret i, står fuldstændig urørte. Kilde: politiken.tv / Foto: Lasse Kofod, klip: Mikkel Stoumann Fosgrau

København dropper prestigeprojekt: Bycyklerne lægges i graven

Teknik- og miljøborgmesteren i København erkender for første gang, at million-projekt ikke kan blive en succes.

Danmark

I april måned skulle der have stået præcis 1.860 by- og pendlercykler i elektriske cykelstativer over alt i København og Frederiksberg Kommune.

Det milliondyre prestigeprojekt har været flere år undervejs og har dannet grundlag for heftig debat blandt andet på Københavns Rådhus. For det har ikke kun været dyrt, det har også været forsinket.

Gang på gang har Københavns teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) forsvaret projektet. Men nu, med stadig kun lidt over 400 cykler på gaden, meddeler han, at projektet vil blive lagt i graven.

Det siger han til Politiken.

»Jeg troede ærlig talt på projektet indtil for nylig. Men nu må jeg indse, at det ikke engang i den nære fremtid vil komme til at lykkes. Og det må vi så drage konsekvensen af ved at smække pengekassen i for at begrænse tabet. Det er det eneste ansvarlige«, siger han.

»Jeg er meget ærgerlig«.

Firma holdt ikke leverance-løfterne

Årsagen er firmaet, der skal levere cyklerne.

GoBike hedder det, og GoBike skulle også stå for at driften og vedligeholdelsen af de relativt dyre cykler, der er udstyret med blandt andet el-motor og en tablet med GPS bag panserglas.

Projektet er finansieret i et samarbejde mellem Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og DSB, og sammenlagt har parterne afsat 88 millioner kroner til bycykelsystemet over otte år.

Men By- og Pendlercykelfonden, der varetager Københavns, Frederiksbergs og DSB’s interesser over for GoBike, har nu opbrugt al sin tålmodighed.

På et møde i dag er det blevet besluttet, at fonden over for GoBike vil kræve, at firmaet leverer resten af de over 1.000 cykler inden for 14 dage, hvis aftalen ikke skal ophæves og projektet droppes.

GoBike har lovet mere, end de kunne holde. De har ikke haft styr på økonomien og ikke leveret, hvad de skulle. De har simpelthen ikke været deres opgave voksen

Et ultimatum, GoBike umuligt kan leve op til, og som derfor vil ende med, at fonden vil erklære GoBike konkurs og forsøge at få tilbagebetalt så mange penge fra firmaet som muligt.

Hvor meget det kan lykkes parterne at få tilbagebetalt er endnu uvist. DSB har allerede betalt 7,8 millioner til GoBike, Frederiksberg Kommune 2,5 millioner kroner og Københavns Kommune over 5 millioner. Derudover betalte Københavns Kommune 1,5 millioner kroner for en såkaldt tesperiode.

»Nok er nok«

På Københavns Rådhus havde politikerne efter testfasen øremærket i alt 40 millioner kroner til projektet. 35 er tilbage. Morten Kabell fortæller, at parterne nu skal beslutte, hvad pengene i stedet skal bruges til.

Ikke et nyt bycykelsystem, er teknik- og miljøborgmesteren selv nået frem til.

Og det er heller ikke realistisk, at de nuværende cykler bliver ved med at være i bybilledet. De bliver formodentligt fjernet, siger Morten Kabell.

»Nok er nok. Vi har reelt set det scenarie, at vi har et konkursbo, altså GoBike. Vi kunne som kommune selvfølgelig selv udvide, udvikle og drive bycykelsystemet. Men realistisk set er det ikke en kommunal opgave«, siger Morten Kabell.

»Det mener jeg, man skal tage konsekvensen af og i stedet sige: Hvordan bruger vi pengene mest forsvarligt på en anden måde. Eksempelvis på bedre cykelstier«.

Hvorfor har det taget dig så lang tid at nå til den erkendelse? Projektet har jo mildest talt modtaget voldsom kritik fra en række politikere på rådhuset.

»Jeg troede indtil for nylig, at de 1.860 ville komme på gaden. Også for to måneder siden, da jeg blev interviewet af Politiken. Nu tror jeg ikke engang på det i en nær fremtid, og så bliver man på et tidspunkt nødt til at drage konsekvensen og lukke pengekassen. Det er det mest ansvarlige«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men har det på noget tidspunkt været et ansvarligt projekt?

»Ja. Vi har fra starten forsøgt at håndtere projektet ved at sende opgaven i udbud for at være sikre på, at firmaet bag kunne håndtere opgaven. Og vi har forsøgt at få bankgarantier, som sikrer, at kommunens værdier sikres ordentligt. Så jeg mener, vi har forsøgt at gardere os på alle mulige måder. Derfor har vi også afvist, når GoBike har sagt, at de ville have alle pengene på én gang. At vi i stedet har insisteret på en rateordning har netop gjort, at der stadig er 35 millioner kroner i fonden«.

Jeg troede ærlig talt på projektet indtil for nylig. Men nu må jeg indse, at det ikke engang i den nære fremtid vil komme til at lykkes. Og det må vi så drage konsekvensen af

Erkender du, at projektet med GPS-skærme og ladestandere måske var en for stor mundfuld?

»Nej. Det er en moderne løsning. Cyklerne skal jo være robuste. Og turister har brug for de services, som lå i cyklen. Ligesom bilen bliver produktudviklet, skal cykler også – derfor synes jeg, det var nødvendigt, at vi valgte en moderne løsning«.

Men det rigtige projekt var det vel så ikke alligevel?

»Havde der stået de cykler, der skulle i dag, så havde jeg også forsvaret projektet på samme måde, som jeg gjorde for to måneder siden, og sagt, at det det var det rigtige projekt. Men GoBike har lovet mere, end de kunne holde. De har ikke haft styr på økonomien og ikke leveret, hvad de skulle. De har simpelthen ikke været deres opgave voksen«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce