flaskesamler. 36-årige Mike er kommet til Danmark for at samle flasker ved Roskilde Festivalen. Han havde næsten 2000 euro i pungen, indtil politiet tog nogle af pengene. Opsparingen sender han hjem til sin kone og sit et-årige barn i lejligheden i hjembyen i Spanien. Her har han permanent opholdstilladelse.
Foto: Anders Rye Skjoldjensen.

flaskesamler. 36-årige Mike er kommet til Danmark for at samle flasker ved Roskilde Festivalen. Han havde næsten 2000 euro i pungen, indtil politiet tog nogle af pengene. Opsparingen sender han hjem til sin kone og sit et-årige barn i lejligheden i hjembyen i Spanien. Her har han permanent opholdstilladelse.

Hjemløse frataget penge af politiet

Københavns Politi uddelte bøder og inddrog penge på stationen fra hjemløse flaskesamlere, men det har politiet ikke hjemmel til, siger juraekspert.

Danmark

Københavns Politi tiltrækker sig igen opmærksomhed med en kontroversiel anholdelse af tre hjemløse afrikanere fra Nigeria, som natten til onsdag overnattede under et halvtag på Nørrebro Park Skole i København.

Nigerianerne, alle med lovligt ophold i Danmark, blev sigtet for ulovlig indtrængen på skolens område, taget med på politistationen, pålagt en bøde, hvorefter politiet, ifølge de anholdte, fratog dem penge til betalingen.

Det betyder, at de hjemløse nu er afskåret fra at klage over bøderne, fordi politiet har registreret dem som betalt, hvorved de juridisk set anses for accepteret. Det harmer en af nigerianerne, den 36-årige Mike, som netop ønsker at klage over politiets fremgangsmåde.

Optrådt som pirater

»Dansk politi har optrådt som pirater og bare taget mine penge, selv om jeg udtrykkeligt gjorde opmærksom på, at jeg ikke kunne acceptere bøden og ville have den prøvet hos en advokat«, fortæller Mike, der ikke ønsker sit efternavn offentliggjort. Han er for nylig kommet til Danmark for at samle flasker.

Sagen er identisk med en lignende anholdelse, som fandt sted under skybruddet i København 31. august sidste år. Her blev 9 hjemløse flaskesamlere anholdt under halvtaget på nøjagtig samme skole, taget med på stationen og frataget penge til betaling af de af politiet udstedte bøder for ulovlig indtrængen.

Efterfølgende gik de 9 til en advokat for at få hjælp til en klage over politiet, men Københavns Politi har fastholdt, at de 9 har betalt bødeforlægget og dermed accepterede bøden, hvorfor sagen ikke kan indbringes for retten.

20. marts i år har Statsadvokaten imidlertid afvist Københavns Politi og bestemt, at det er retten, som skal vurdere, om de 9 flaskesamlere skal straffes med bøde eller ej. Der er nemlig tvivl om, skriver Statsadvokaten, »hvorvidt de pågældende har forstået konsekvenserne og indholdet af bødevedtagelserne«.

Flere af de 9 forstod ikke engelsk, politiet havde ikke skaffet en tolk, og vicestatsadvokat Gyrithe Ulrich sagde i marts, at som »tilsynsførende myndighed i forhold til Københavns Politi mener vi, at der er begået en fejl i sagen«.

I den nye sag bliver den 36-årige Mike onsdag morgen klokken 4.30 anholdt sammen med 39-årige Anthony og 44-årige Jim under halvtaget på skolen på Nørrebro. De tre, som ikke kender hinanden på forhånd, havde aftenen før forgæves søgt ly for natten på herberget for hjemløse udlændinge i Stengade på Nørrebro.

Som tilsynsførende myndighed i forhold til Københavns Politi mener vi, at der er begået en fejl i sagen

Her var ikke plads, og eftersom det regnede, besluttede de hver især at gå til Parkskolen, hvor der er åben adgang ind til skolens halvtage. Mike fandt et sted, fejede lidt skidt til side og lagde sig i sin sovepose oven på et papstykke.

Ved anholdelsen bliver de bedt om at pakke deres sager sammen og finde pas og identitetskort frem. Politiet konstaterede, at papirerne er ægte, ligesom deres cykler ikke konstateres stjålne. Herefter bliver de tre kørt med ejendele samt et mindre lager af flasker til Station City ved Halmtorvet i København.

De bliver fotograferet, får taget fingeraftryk og bliver, ifølge deres forklaringer til Politiken, herefter beordret klædt af til skindet og lyst i skridtet. Tøjet bliver gennemsøgt og iført underbukser og T-shirts får de tildelt en celle.

Undervejs taler de engelsk med betjentene, og efter cirka 45 minutter bliver de tre præsenteret for sigtelsen for ulovlig indtrængen af en engelsktalende tolk via højttaleren på en af betjentenes mobiltelefon.

Tager 500 kroner til offerfond

Efter endnu et ophold i cellerne bliver de kaldt ud og får udleveret deres ejendele og tegnebøger. De får ikke, stadig ifølge egne forklaringer, lov til at tælle deres penge efter, men bliver informeret om, at betjentene har tilbageholdt 750 kroner til betaling af bøde for ulovlig indtrængen samt 500 kroner til den såkaldte offerfond, der er oprettet af Folketinget med det formål at støtte ofre for forbrydelser og trafikofre.

En betjent forklarer Mike, at han har taget 160 af de næsten 2.000 euro i pungen.

»Jeg sagde, det kan I ikke. Jeg har en familie, jeg skal forsørge. Jeg sagde til dem, at jeg ikke ville acceptere bøden. Jeg ville gerne tage bødeforlægget med, så jeg kunne gå til en advokat for at få verificeret bøden«, fortæller han.

Jeg sagde, det kan I ikke. Jeg har en familie, jeg skal forsørge. Jeg sagde til dem, at jeg ikke ville acceptere bøden

Også 39-årige Anthony nægter at skrive under.

»Betjentene optrådte som både politi, anklagere og dommere og tog vores penge uden vores tilladelse. Hvis det havde været en dommer, ville jeg have accepteret det, men de opførte sig værre end et korrupt afrikansk politi. Det var virkelig ydmygende, og vi er ikke kriminelle«, siger han.

De bliver herefter gennet ud af politistationen. Mikes bødeforlæg er stoppet ned i hans rygsæk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Næppe nogen hjemmel

Ifølge juraprofessor Eva Smith har Københavns Politi næppe haft hjemmel til at inddrage bøderne, sådan som nigerianerne fortæller om det.

»Folk skal altid have mulighed for at sige, at de ikke vil betale den bøde, og så er man nødt til at afvente, at sagen kommer for en domstol. Jeg kan forestille mig, at politiet gør det, fordi de frygter, at de ellers aldrig ser de penge, men så vidt jeg kan se, er der ikke nogen hjemmel til det«, siger hun.

Eva Smith er også formand for Rådet for Offerfonden, og hun afviser, at politiet kan inddrage penge til fonden på den beskrevne måde: »Det har aldrig været meningen, at ulovlig indtrængen og fredelige mennesker skulle afgive penge til offerfonden. Det er en forkert måde at anvende loven på«.

Ifølge nigerianerne informerede en kvindelig betjent dem undervejs om, at begrundelsen for bøden til offerfonden er, at eleverne på Nørrebro Park Skole indirekte er ofre, fordi de hjemløse har sovet under halvtaget.

Det kalder Eva Smith noget »sludder«.

»Meningen var ikke, at man var et offer, fordi nogen gik ind i ens have eller ens grund. Man er et offer for vold eller i trafikken. Det var det, der var meningen«.

Nigerianerne har henvendt sig til ngo-organisationen Gadejuristen, og her mener Maja Løvbjerg Hansen, at bødeforlæggene er med til at kriminalisere fattigdom.

»Man går målrettet efter de hjemløse udlændinge, men man bliver ikke mindre hjemløs af at få en bøde. Snarere tværtimod«, siger hun.

Politiets anholdelse for ulovlig indtrængen på Nørrebro Park Skole kan ske, fordi økonomiforvaltningen i Københavns Kommune sidste år afgav en såkaldt påtalebegæring til Københavns Politi vedrørende skolen. I en mail til politiet anmoder forvaltningen om, at personer, som overnatter på skolen, må sættes ud og blive »sigtet, tiltalt og straffet«, skriver forvaltningen.

Politiet tiltager sig en magt som både udøvende og dømmende magt, og det er ikke værdigt for en retsstat

Det undrer Maja Løvbjerg Hansen fra Gadejuristen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»En forvaltning opretter nødherberg til de hjemløse, mens en anden beder politiet om at straffe dem«.

Advokat Dorthe Kynde repræsenterer de 9 klagere i sagen fra august og regner også med at overtage den aktuelle sag.

»Politiet tiltager sig en magt som både udøvende og dømmende magt, og det er ikke værdigt for en retsstat«, siger hun.

Betjenten, som skriver bødeforlægget, optræder også i den sag, som nu skal for retten. Københavns Politi har fredag ikke ønsket at kommentere sagen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Live: Støjberg i samråd om ulovlig instruks

    Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg forklarer sig nu på det andet samråd i sagen om ulovlig tvangsadskillelse af alle mindreårige fra deres samlevere på danske asylcentre i februar 2016.

    Se om Inger Støjberg holder fast i, at der er blevet administreret korrekt eller om hun igen ændrer forklaring og kommer med nye indrømmelser i sagen, som du kan blive klogere på i denne guide.

    Hvad bliver årets sommerhit?

    Justin Bieber koncert  i Aarhus juni 2017
    Politikens Poptillæg:

    Hvilken sang kommer vi alle sammen til at få på hjernen denne sommer? Og hvilken sang kommer til at dominere højtaleranlæggene på Roskilde Festival og de trådløse højtalere på sommerhusterrassen? Politikens Poptillæg mindes de solbeskinnede klassikere og irriterende ørehængere og kommer med et bud på, hvordan denne sommer kommer til at lyde.

Annonce