Flaskesamleren Mike blev i maj anholdt og pålagt at betale en bøde for at opholde sig på en skole på Nørrebro. Nu skal ni mænd fra en lignende sag fra sidste år frifindes.
Foto: ANDERS RYE SKJOLDJENSEN (arkiv)

Flaskesamleren Mike blev i maj anholdt og pålagt at betale en bøde for at opholde sig på en skole på Nørrebro. Nu skal ni mænd fra en lignende sag fra sidste år frifindes.

Danmark

Københavns Politi beder retten frifinde hjemløse, som politiet selv har anklaget

Betjente måtte ikke anholde og tage penge fra hjemløse flaskesamlere.

Danmark

Det var en fejl, da en flok hjemløse flaskesamlere i august sidste år blev anholdt, idømt bøder og straks afkrævet betaling, fordi de opholdt sig i en skolegård på Nørrebro.

Det erkender advokaturchef Helle Just Krag fra Københavns Politi, der ellers har rejst tiltale mod ni af mændene for ulovlig indtrængen. Men politiet har en dårlig sag, erkender anklageren, der derfor beder Københavns Byret om at frifinde de tiltalte, fordi der ikke er juridisk belæg for at konkludere, at mændene handlede ulovligt.

»Jeg mener ikke, at jeg kan løfte bevisbyrden om, at de har haft forsæt til at overtræde straffeloven«, siger Helle Just Krag til Ritzau.

»Efter min mening kan man ikke forlange af de mennesker, at de ved, om man må opholde sig det ene eller andet sted i en skolegård«.

Kritiseret af Statsadvokaten

Sagen er endt i byretten, fordi mændene har klaget over politiet. Tidligere har Statsadvokaten i København, der fører tilsyn med politiet, også kritiseret politiets håndtering af sagen.

De ni mænd blev anholdt og taget med på stationen, hvor de måtte tilbringe flere timer i en celle, inden de blev afkrævet 750 kroner i bøde for ulovlig indtrængen. Efterfølgende gik de ni til en advokat for at få hjælp til at klage over politiet, men Københavns Politi fastholdt, at mændene ved at have betalt bødeforlægget havde accepteret bøden, hvorfor sagen ikke kunne indbringes for retten.

20. marts i år afviste Statsadvokaten imidlertid Københavns Politi og bestemte, at det er retten, som skal vurdere, om flaskesamlerne skal straffes med bøde eller ej. Der er nemlig tvivl om, skriver Statsadvokaten, »hvorvidt de pågældende har forstået konsekvenserne og indholdet af bødevedtagelserne«.

Flere af de anholdte forstod ikke engelsk, politiet havde ikke skaffet en tolk, og vicestatsadvokat Gyrithe Ulrich sagde i marts, at som »tilsynsførende myndighed i forhold til Københavns Politi mener vi, at der er begået en fejl i sagen«.

Efterfølgende blev det besluttet, at politifolk ikke må rode i en borgers lommer eller taske og på den måde indkassere en bøde.

Forsvarer: Fast praksis hos politiet

Ifølge anklageren, der altså nu har droppet sagen helt, gjorde indretningen af skolegården det svært for mændene at vurdere, om det var et frit tilgængeligt sted - især med tanke på, at de ikke kunne læse dansk. Derfor skulle politiet stille og roligt have bedt dem om at forlade stedet i stedet for at anholde dem.

»Man skal gå ud og forklare dem, at de ikke må være der. Via tolke skal de have det at vide på et sprog, de forstår. Hvis de så opholder sig der igen, vil der være tale om en bevidst handling, der kan straffes«, siger Helle Just Krag.

Mændene får nu de penge, de blev afkrævet, tilbage.

I maj i år blev yderligere syv hjemløse flaskesamlere udsat for en lignende behandling af Københavns Politi. De blev anholdt for at opholde sig samme sted og blev ligeledes pålagt bøder, som de blev afkrævet betaling for på stationen.

»Dansk politi har optrådt som pirater og bare taget mine penge, selv om jeg udtrykkeligt gjorde opmærksom på, at jeg ikke kunne acceptere bøden og ville have den prøvet hos en advokat«, sagde en af de anholdte efterfølgende til Politiken.

Advokat Christian Dahlager fra Advokatfirmaet Foldschack & Forchhammer repræsenterer de hjemløse i begge sager.

»At der er to sager er dobbelt groft. Det viser i virkeligheden, at politiet har haft en fast praksis, som nu er blevet helt undermineret. Det er helt, helt usædvanligt, at politiet ikke bare dropper en sag, men rent faktisk frifinder de tiltalte«, siger han.

Juridisk er der ikke stor forskel, siger han:

»Men det giver betydelig mere oprejsning, at politiet indrømmer, de skal frifindes«.

Han forventer, at politiet nu også vil droppe sagen mod de mænd, der blev anholdt i maj.

Redaktionen anbefaler:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce