Kilde: DR1

Mand har været sigtet i over 400 dage for påstået chikane mod lesbisk par i Mariager

DR-dokumentar sår tvivl om opsigtsvækkende chikanesag.

Danmark

En mand fra Mariager har i over 400 dage været sigtet for at stå bag hærværk begået mod et hus, hvor et lesbisk par boede med deres børn i efteråret 2014.

»Og jeg er stadig fuldstændig uvidende om, hvorfor jeg er sigtet i den her sag«, siger Carsten Anhøj, der søndag stod frem på Danmarks Radio og fortalte sin version af sagen, der har fået stor mediebevågenhed.

Hærværket, som han fortsat er sigtet for, skal ifølge politiet have bestået i, at der er kastet poser med hundelort mod det lesbiske pars hus og smidt skrald i deres have. Derudover skulle Carsten Anhøj have overrasket parret en nat i deres have.

Men i en dokumentar, som bliver sendt i aften, sår DR tvivl om baggrunden for sigtelsen mod Carsten Anhøj, og om hvorvidt chikanen mod det lesbiske par overhovedet har fundet sted.

Medierne begyndte at interessere sig for sagen, da Tulle Krøyer, den ene kvinde i det lesbiske forhold, stod frem i offentligheden og fortalte, at hun og hendes partner blev chikaneret i Mariager, hvor de dengang boede. Det vakte stor opsigt, og der blev efterfølgende arrangeret et mangfoldighedsoptog, hvor hundredvis af lokale, politikere og kendisser mødte op og bakkede op om familien.

Ekstremt lang tid

Over for Danmarks Radio undrer flere eksperter sig både over baggrunden for, at Carsten Anhøj i 2014 blev sigtet, og over at sagen stadig ikke er afsluttet.

Trine Baumbach, lektor i strafferet ved Københavns Universitet, vil ikke udtale sig om den konkrete sag, men siger:

»Der må være en forventning om, at politiet kan afslutte sagen forholdsvis hurtigt, hvis sagen overhovedet kan opklares. Og 400 dage lyder som ekstremt lang tid«.

Desuden er der ifølge DR indikationer på, at Tulle Krøyer vidste, hvem Carsten Anhøj var, inden hun ved en fotoidentifikation udpegede ham over for politiet. Det fremgår af en mail og en beskedudveksling på Facebook, som DR fremlægger i dokumentaren. Hvis det er tilfældet, er selve udpegningen værdiløs, vurderer juraprofessor Eva Smith.

Ikke en almindelig sag

Nordjyllands Politi forklarer over for DR, at sagsbehandlingen har været lang, fordi politiet også skal undersøge, om der ligger en hadforbrydelse bag hærværket.

»Det er ikke en helt almindelig hærværkssag, for det er en sag, der har politiske og religiøse undertoner, og det betyder, at den bliver efterforsket helt anderledes end en almindelig hærværkssag, siger Anne Marie Svendsen, chefanklager ved Nordjyllands Politi.

Er der nogen afklaring på vej i sagen?

»Ja, det skulle der gerne være. Men det har også taget noget tid at få fat i sagens parter og få efterprøvet de løbende oplysninger, der er kommet, så det har også været med til at trække sagen ud«.

Dokumentaren 'Løgn eller chikane' bliver sendt på DR1 mandag klokken 20.45.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce