Snart bliver sorg en diagnose

Sorg, som ikke aftager i intensitet et halvt år efter tabet af en elsket, kan udvikle sig til en sygdom, der kræver professionel hjælp. WHO arbejder på ny sorgdiagnose, som forventes i 2018.

Danmark

Man kan sørge så meget over et dødsfald, at man bliver syg af det.

Faktisk bliver sorg en diagnose på linje med influenza og depression, når Verdenssundhedsorganisationen (WHO) kommer med sit næste katalog over sygdomsdiagnoser i 2018. Det præcise navn på diagnosen ligger endnu ikke fast, men den omtales som både forlænget sorg, vedvarende sorglidelse eller simpelt hen bare kompliceret sorg.

»Ét af de vigtigste karaktertræk ved den kommende sorgdiagnose er, at der er tale om sorg, som i intensitet ikke er aftaget seks måneder efter tabet«, forklarer post.doc Mai-Britt Guldin, der forsker i sorg på Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital. Hun har fulgt processen omkring den kommende diagnose tæt over de seneste år.

I øjeblikket finjusterer forskerne i WHO, hvad det er, der karakteriserer tilstanden. Umiddelbart er symptomerne på forlænget sorg de samme, som dem andre sørgende oplever. Men er man syg af sorg, kan sorgen efter seks måneder opleves lige så intens, som efter man lige havde mistet. Konkret kan det betyde, at man har svært ved at spise og sove, eller at man isolerer sig socialt. Livet forekommer meningsløst. Man grubler over det, der er sket og over den afdøde.

»Sådan vil flertallet reagere efter et dødsfald. Spørgsmålet i forhold til den kommende diagnose er, hvornår symptomerne er invaliderende for den sørgende«, forklarer Mai-Britt Guldin.

Større gruppe gennemgår kompliceret sorgforløb

Særligt gennem de seneste 10-15 år har forskningen haft fokus på sorgsymptomer hos mennesker, der mister en nærtstående. Omfanget af undersøgelser er nu så omfangsrigt, at der er grundlag for at fastslå, at en større gruppe gennemgår et meget længere og mere kompliceret sorgforløb end flertallet.

De foreløbige undersøgelser viser, at omkring otte procent af alle, der mister et nærtstående menneske, rammes af forlænget sorg i en grad, så de har behov for professionel hjælp. Det svarer til omkring 16.000 danskere årligt.

I Danmark har de danske politikere forberedt sig på den kommende diagnose ved blandt andet at afsætte otte millioner kroner til et center for kompliceret sorg via satspuljemidler, der gælder fra 2016-2019.

Der vil være forskel på sorgen, alt efter hvem man er, og hvem man har mistet

Fra efteråret skal lektor Maja O’Connor fra Psykologisk Institut på Aarhus Universitet være en del af et projekt, som skal kortlægge, hvor udbredt den vedvarende sorglidelse er blandt ældre efterladte. Hun forklarer, at den nye diagnose skal hjælpe dem, der ikke er i stand til at komme over sorgen selv.

»Man skal ikke være i sorg hele tiden, når man har mistet. Er man det, slides man op. Denne diagnose gælder dem, der ikke selv er i stand til at komme over det«, siger hun.

Voldsomme konsekvenser

Projektleder på sorgprojektet ’Sorg - når ægtefælles dør’ under Palliativt Center, Jorit Tellervo, hilser den kommende diagnose »meget velkommen, fordi konsekvenserne af kompliceret sorg er voldsomme«.

Forskning har vist, at hvis man er pårørende i mere end et halvt år, øges risikoen for at udvikle kompliceret sorg efterfølgende, forklarer hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»For lidt søvn gennem lang tid, ansvar for kontakt til sundhedssystemet, mange uvante opgaver og manglende social kontakt til andre under sygdomsforløbet betyder, at man har øget risiko for at udvikle kompliceret sorg. Derfor gælder det også om at være opmærksom på, hvad de pårørende kan holde til allerede under sygdomsforløbet«, siger hun.

Et af de mest omdiskuterede punkter i forhold til den kommende diagnose er tidsrammen på seks måneder.

Sognepræst i Bramdrupdam ved Kolding, Lone Vesterdal, har selv oplevet at miste sin mand og siden skrevet bøger om sorg. Hun glæder sig over, hvis diagnosen kan sikre hjælp til dem, der har behov. Men samtidig frygter hun, at tidsrammen på de seks måneder vil betyde, at sorg, der strækker sig længere end det, bliver sygeliggjort.

»I det gamle begreb om et sørgeår, hvor man gik i sort eller med sørgebind det første år efter tabet, signalerede man til sin omverden, at man på en særlig måde havde brug for fællesskabets hjælp det første år. Jeg kan være bekymret for, at den kommende diagnose vil være med til at gøre sorgen til individets problem, og at den sørgende dermed i højere grad overlades til sig selv«, siger hun.

Tidsrammen er et springende punkt

Sorgforsker Mai-Britt Guldin forstår bekymringen, »for sorg forsvinder jo ikke i løbet af et halvt år«. Derfor bliver netop tidsrammen i diagnosen et af de springende punkter, når diagnosen skal benyttes i praksis, forudser hun.

»Der vil være forskel på sorgen, alt efter hvem man er, og hvem man har mistet. Udfordringen for behandlere bliver at finde ud af, hvornår man sidder overfor et menneske, der er almindeligt sørgende i den konkrete situation, og hvornår der er tale om et menneske, som har brug for hjælp for at komme ud af sin tilstand«, siger hun og fortsætter:

»Som forskere har vi et arbejde foran os med at få kortlagt, om kriterierne for diagnosen skal være mere fleksible, så den sørgende og det tab, man har lidt, kommer med i betragtning«, siger hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Nye diagnoser bliver imidlertid til på baggrund af statistik, forklarer hun.

»Statistisk set får de fleste mennesker i sorg det bedre efter et halvt år. De, der ikke ha fået det bedre indenfor seks måneder, har en dårligere prognose for at komme videre uden hjælp«, siger hun.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Viden

Forskere skaber tråd med superstyrke

FOR ABONNENTER

Annonce