Foto: Ehrbahn Jacob

»Det er ude af kontrol«. Hvad gør vi?

På villavejene i Gentofte er mange forældre rådvilde, efter de seneste uges sager om nøgenbilleder blandt unge. Politiken gik en tur i kvarteret for at høre, hvad forældrene tænker.

Danmark

Det skulle have været en aften i byen. I stedet blev det en aften, hvor den 16-årige Sofie blev filmet, mens hun dyrkede sex og lagde krop til seksuelle eksperimenter med fire drenge. Filmen har floreret på sociale medier og er set af tusindvis af unge.

Sagen har været en mediehistorie gennem et par uger. På villavejene i Gentofte har mange kendt til den i månedsvis, siger de. Mange kender også andre eksempler på teenagere, der sender pikante billeder af sig selv med mobilen.

Frygter ukontrollabel situation

De har set dem på deres børns mobiler, eller de har hørt deres børn fortælle om dem og om, hvordan billeder og videoer bliver delt i stor stil.

»Det er ude af kontrol«, siger en. De vil have, at det stopper. At de unge opfører sig ordentligt simpelt hen. Og de frygter, at deres børn risikerer at ende i en ukontrollabel situation som den 16-årige Sofie havnede i. De er med på, at de også selv delte nøgenbilleder med kærester, da de var unge - og de husker det som noget meget intimt og hyggeligt. Med det må være slut med det - risikoen er blevet for stor, lyder ræsonnementet.

LÆS OGSÅ

Men mange aner ikke, hvad de skal stille op. De vender håndfladerne op ad i frustration.

De fleste af forældrene vil gerne sige et par ord om deres tanker i døråbningen. Langt færre vil lade sig interviewe. Ingen vil stå offentligt frem og lægge ansigt til ordene.

I en villa i Dyssegårdskvarteret bor 52-årige M. med sine børn. Han er tilflytter, men har boet i området i en årrække og haft sine børn i de lokale skoler. Hans datter, 18-årige A. er i gang med aftensmaden i familiens køkken, da Politiken ringer på døren. Hun har set masser af nøgenbilleder flyde mellem de tidligere skolekammerater - hun droppede ud af det lokale gymnasium, fordi hun ikke brød sig om det sociale miljø, fortæller hun.

Op i hierarkiet

»Det var modbydeligt. Det hele handlede om at få opmærksomhed, så man kunne komme op ad i hierarkiet, og der herskede en villighed til at gøre drastiske ting for at stige i graderne«.

Det kunne for eksempel være at sende billeder af sig selv, hvis man er pige, forklarer A.

Hvad er det for nogle billeder, der typisk bliver sendt af sted?

»Det er nøgenbilleder«, siger A.

»Arh, det kan du jo ikke vide...«, bryder M ind.

»Det ved jeg med 130 procents sikkerhed, far. Jeg har jo siddet og kigget, mens de gjorde det. Jeg kunne let nævne de første mange navne på piger, der gør det«.

Hvorfor bliver man populær af det?

»Nøgenbilleder handler om sex, det interesserer alle drenge sig for - så det giver opmærksomhed. Det er socialt accepteret, at man kan stige i popularitet, hvis man sender nøgenbilleder«, siger A.

I virkeligheden er det ikke de unges skyld, at de er havnet, hvor de er med nøgenbilleder og sexvideoer, synes hendes far. Han oplever, at der blandt forældrene i området findes en dominerende minoritet, der har travlt med at positionere sig på bekostning af andre. Det er den opførsel, der er kimen til det hele, mener han.

»De tillader sig næsten hvad som helst - har deres børn fiflet med narko, bruges krudtet på at sikre, at barnet kan blive i skolen, i stedet for at tage fat på den unges problem. De har så travlt med sig selv, deres position og en ydre perfekthed, at de ikke får lært deres børn, hvordan man skal opføre sig. Det ræs kører videre i børnene - og de bliver jo nærmest normløse af det«, siger M.

Og så er de moralske grænser væk i et kapløb om opmærksomhed.

»Hvis de hele tiden føler sig presset til at skulle differentiere sig socialt for at komme op ad, mister de på et tidspunkt det moralske kompas. Empatien forsvinder. Og nej, måske var det moralske kompas heller ikke i topform, da vi andre var yngre. Men selv et lille moralsk skred er fatalt, når det mikses med sociale medier, hvor ingen når at tænke sig om, fordi det hele er ude af dine hænder på et splitsekund«, siger han.

Datteren synes, det er unfair, at debatten ofte har placeret skylden hos de drenge, der sender billederne videre rundt. For pigerne er lige så ofte selv skyld i, at det sker, synes hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Blandt pigerne kører snakken jo om, hvem man nu er interesseret i, og hvad man kan gøre for at skabe interesse om sig selv. Og når billederne ryger af sted, bliver de som regel sendt meget bredt ud - og ikke kun til en kæreste. Og så lander det jo også i hænderne på drenge, der ikke føler sig følelsesmæssigt forbundet med pigen på et billede. Og så er der altså ikke den samme skyldfølelse forbundet med at sende noget videre. Drengene elsker det. Pigerne elsker opmærksomheden. Ingen synes, det er synd for nogen. Det er det spil, der kører hos mange«, siger A.

På en af nabovejene bor 17-årige C. Han går i et af gymnasierne i nærheden og er en af dem, der har fået tilsendt nøgenbilleder af piger fra skolen. Ikke fordi han har bedt om dem.

»Ekstremt krænkende«

»Mine venner sender dem bare. Jeg tror, at de sender dem til mig, fordi de gerne vil blære sig med, at de har fået dem. Sådan lidt 'wow, jeg har faktisk et billede af hende her'«, forklarer han.

Han er klar over, at hans kammerater sender billeder rundt til hinanden på den måde, men han kunne ikke drømme om at sende noget videre af den slags, understreger han.

»Jeg synes, det er ekstremt krænkende at sende sådan noget videre. Jeg kan faktisk ikke rigtig se nogen mening med at gøre det«, siger han.

Hans mor, 52-årige M., sidder ved siden af og lytter med med. C. fortæller, at de færreste drenge har mange følelser involveret, når de sender billeder videre.

»Måske ligner billederne også noget, I er vant til at se på nettet og i film?«, forsøger hun sig.

»Ja, man ser nok ikke så tungt på det, når man ser et nøgenbillede længere. Det er, som om vi har vænnet os lidt til det - vi har lidt mistet empatien, tror jeg. Altså, det er lidt lige meget, hvem der er på billedet, tror jeg«, siger han.

Tager drenge også nøgenbilleder af sig selv og sender til pigerne?

»Nogle af mine venner har gjort det, men de viser ikke alt. Så dækker de måske deres skridt med et eller andet«, siger C.

»Pigerne tager måske også mest billeder af deres bryster?«, spørger M.

»Nej, de er som regel fuldnøgne«, siger C.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Gjort holdning klar

Før hendes søn dukkede op i stuen, forklarede M. at hun synes, at hun lidt har mistet fornemmelsen af, hvad børnene går og laver, efter de er startet i gymnasiet.

»Jeg ville jo ikke vide det, hvis mine børn var med til at poste nøgenbilleder af nogen, for de ved udmærket godt, at den slags skal de ikke fortælle mig. Jeg har gjort min holdning fuldstændig klar for dem i forhold til, hvad jeg mener om den slags. Og det er vel det, man kan gøre på dette tidspunkt i deres liv. Man kan blande sig, men man kan ikke bestemme over dem. Men jeg er nu ikke bekymret for mine egne«, siger hun og fortsætter:

»Vi har længe talt med ungerne om, hvad det vil sige at have medansvar. At man også har medansvar, hvis man ser på uden at gribe ind. Dybest set handler det vel om at give dem selvværd nok til, at de tør stå ved sig selv, også når de er i en større flok«, siger hun.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce