Sundhedshjælp. Det er uvist, hvor mange asylansøgere der opsøger frivillig sundhedshjælp. Men i Trampolinhuset i København, hvor læger frivilligt tilbyder konsultation af asylansøgere, har man det seneste år oplevet øget tilgang. Eksperter mener, at det er farligt med to sundhedssystemer.
Foto: Mads Nissen

Sundhedshjælp. Det er uvist, hvor mange asylansøgere der opsøger frivillig sundhedshjælp. Men i Trampolinhuset i København, hvor læger frivilligt tilbyder konsultation af asylansøgere, har man det seneste år oplevet øget tilgang. Eksperter mener, at det er farligt med to sundhedssystemer.

Danmark

Flygtninge gambler med deres helbred, når de går uden om det officielle sundhedsvæsen

Vigtig information om asylansøgeres sundhed risikerer at gå tabt, advarer eksperter. De mener, at asyl- og sundhedsloven er for stram.

Danmark

Det kan i sidste ende få konsekvenser for asylansøgeres sundhed, hvis de opsøger lægehjælp uden om det officielle sundhedssystem. Sådan lyder advarslen fra flere eksperter.

»Problemet er, at det frivillige sundhedssystem er et parallelt system, som ikke taler sammen med det officielle sundhedssystem«, siger Signe Smith Jervelund, lektor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, der forsker i asylansøgeres og indvandreres sundhed.

»Derfor kan vital information gå tabt, når asylansøgeren først modtager behandling det ene sted og derefter det andet«, siger hun.

Man skal have én læge og ét forløb, for med to forløb risikerer man at blive behandlet med to forskellige medikamenter, som ikke matcher

Det er uvist, hvor mange asylansøgere der opsøger frivillig sundhedshjælp. Men i Trampolinhuset i København, hvor læger frivilligt tilbyder konsultation af asylansøgere, har man det seneste år oplevet øget tilgang, så man nu hver uge får besøg af mellem fem og syv asylansøgere. Og på facebookgruppen ‘Venligboerne – sundhedspersonale’, der har over 5.500 medlemmer, kan man via opslag efterspørge frivillig sundhedshjælp fra læger og sygeplejersker til blandt andre asylansøgere.

Men hvis der med tiden opstår et uofficielt sundhedssystem ved siden af det officielle, kan det risikere at gøre mere skade end gavn, frygter Morten Sodemann, som er overlæge på indvandrermedicinsk klinik på Odense Universitetshospital og professor på Syddansk Universitet.

For kommunikationen mellem asylcentrenes sundhedssystem og det almene sundhedssystem er allerede »et frygteligt morads«, fordi asylansøgeren først får et cpr-nummer, når personen får asyl, siger Sodemann:

»Hvis man så har frivillige organisationer ved siden af, bliver det pludselig mange systemer, man skal ud og lede i, hvis en asylansøger for eksempel bliver indlagt med en plet på lungen, som man så ikke ved, om er tuberkulose eller kræft«, siger han.

Farligt med to sundhedssystemer

Selv har Morten Sodemann haft en patient, der som følge af dårlig kommunikation stoppede før tid med sin tuberkulosebehandling, da han fik asyl og blev flyttet fra asylcentret til en kommune: »Det tog mig næsten trekvart år at få rekonstrueret, hvad der egentlig var sket inden for det offentlige system. Hvis man så kobler et ekstra system på, begynder det at blive næsten umuligt for sygehusene at genskabe en almindelig journal«, siger han.

Også på Røde Kors’ frivilligt drevne klinik i København for udokumenterede migranter, altså personer uden lovligt ophold i Danmark, har man det seneste år oplevet øget tilgang fra almindelige asylansøgere – og nogle gange har venligboere fulgt dem til klinikken.

»Det har jeg fået stoppet og sagt, at det er ikke sådan, man hjælper dem«, siger klinikkens projektleder, Vibeke Lenskjold, der kalder det »farligt«, hvis der opstår to sundhedssystemer: »Man skal have én læge og ét forløb, for med to forløb risikerer man at blive behandlet med to forskellige medikamenter, som ikke matcher. Derfor bør asylansøgere holde sig til det tilbud, de får i asylcentret«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ikke ret til fuld sundhed

Asylansøgere i Danmark har kun ret til sundhedsbehandling efter det såkaldte nus-princip: Nødvendig, uopsættelig og smertelindrende behandling. Og har de brug for en operation eller andet, der kræver hjælp uden for asylcentret, skal centret søge om bevilling til det hos Udlændingestyrelsen.

Derfor er det ikke dem, der tilbyder frivillig sundhedshjælp, der er galt på den, mener Morten Sodemann:

»Det er årsagen til, at de gør det, der er gal. Det er langt ude, at man i Danmark er nødt til at have et paramedicinsk sundhedsvæsen, fordi asyl- og sundhedsloven er for stram«, siger han.

Det er Allan Krasnik, professor og leder af Dansk Forskningscenter for Migration, Etnicitet og Sundhed (Mesu) på Københavns Universitet, enig i:

»Der kan være et problem i, hvorfor asylansøgerne overhovedet har behov for at opsøge hjælp uden om det officielle system. Det tyder jo på, at systemet åbenbart ikke kan dække behovene fuldstændig«.

Han stiller sig dog også kritisk over for det tilbud, som uddannet sundhedspersonale frivilligt tilbyder.

I Trampolinhuset erkender koordinator af lægegruppen Jacob Antonsen, at man ikke kan tilbyde den samme hjælp, som man er i stand til i det officielle sundhedssystem, ligesom han bekræfter, at der er et problem med informationstab:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Derfor opfordrer vi altid asylansøgerne til i videst mulig udstrækning at bruge de læger, der er ude på centrene«, siger Jacob Antonsen og understreger, at de frivillige læger i Trampolinhuset altid skriver journaler, som patienterne bliver bedt om at give til sundhedspersonalet på asylcentret.

»Men der er bare nogle begrænsninger inden for systemet, som jeg ikke har hernede. Og så længe asylansøgere opsøger os for at få hjælp, bliver vi ved med at hjælpe dem«, siger Jacob Antonsen.

På regeringens finanslovsforslag for 2016 fremgår det, at der er afsat 9.654 kroner til almen sundhedsbetjening per helårsperson på asylcentrene, mens der afsættes 15.764 kroner per helårsperson til de særlige social- og sundhedsydelser, der kræver forudgående godkendelse fra Udlændingestyrelsen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce