tragisk. For en måned siden endte det tragisk, da en 57-årig social- og sundhedsassistent blev dræbt af en psykotisk og amfetaminhøj beboer på Bocenter Lindegården.
Foto: Rasmus Flindt Pedersen

tragisk. For en måned siden endte det tragisk, da en 57-årig social- og sundhedsassistent blev dræbt af en psykotisk og amfetaminhøj beboer på Bocenter Lindegården.

Efter fem drab: Tvang skal genindføres på ny type botilbud

Stigende problemer med vold og misbrug får nu Danske Regioner til at foreslå en ny type psykiatrisk institution.

Danmark

Fem drab på medarbejdere på fire år, problemer med stofmisbrug og en hverdag præget af vold og trusler på landets socialpsykiatriske bosteder får nu Danske Regioner til at reagere.

De foreslår, at man opretter en ny type institution til de psykisk syge borgere, der på grund af deres sygdom, misbrug og voldelige adfærd ikke kan være på bostederne.

Psykisk syge bliver i dag behandlet på psykiatriske hospitaler og overført til enten egen bolig eller socialpsykiatriske bosteder, når de vurderes klar til det. Problemet er, at personalet på bostederne i mange tilfælde mangler værktøjer til at håndtere de mest syge. Her skal den nye type institution aflaste bostederne ved at være en institution mellem det psykiatriske hospital, hvor de psykisk syge behandles, og bostedet, hvor de har egen bolig og støttes i hverdagen.

Adskillige hundrede har brug for en mere håndfast tilgang

Det er Danske Regioners ambition, at man med den nye institutionsform kan sikre forholdene for både medarbejdere og beboere, samtidig med at man fastholder de sidstnævnte i deres behandling for både psykisk sygdom og misbrug.

»Adskillige hundrede har brug for en mere håndfast tilgang, ellers bliver de holdt fast i deres misbrug, og så kommer de ingen steder. Vi er nødt til at introducere det lille ord, som ingen danskere bryder sig om: tvang«, siger formanden for Danske Regioner, Bent Hansen.

For en måned siden endte det tragisk, da en 57-årig social- og sundhedsassistent blev dræbt af en psykotisk og amfetaminhøj beboer på Bocenter Lindegården ved Roskilde. Ifølge personalet er der mellem 10 og 12 beboere her, som reelt er for syge til at være der.

LÆS MERE

»Gruppen af meget psykisk syge beboere på Lindegården vil være en oplagt målgruppe for den nye institution. Der er kommet et gab mellem psykiatrien og bostederne, og vi har længe talt om behovet for den her type mellemstation«, siger Kirsten Devantier, regionsrådsmedlem og formand for udvalget for psykiatri og socialområdet i Region Sjælland.

Forslaget er en velkendt idé blandt de ansatte på Bocenter Lindegården, fortæller socialpædagog Mia Kristina Hansen.

»Det er et skridt i den rigtige retning, og noget af det, vi snakker om i personalegruppen«, siger hun.

Vi ser alt for mange psykisk syge, som ikke er færdigbehandlet på afdelingerne på de psykiatriske hospitaler

I forslaget lægger Danske Regioner op til, at psykisk syge højst skal opholde sig på den nye institution i tre år, inden de skal videre til et socialpsykiatrisk botilbud. Ifølge Bent Hansen er ideen, at første del af opholdet skal have fokus på psykiatrisk behandling, mens den sidste del af opholdet fokuserer på udslusning og samarbejde med det botilbud, som borgeren skal videre til.

Politikerne er positive

Hvis forslaget skal realiseres, skal loven ændres. Som det er i dag, kan personalet på de socialpsykiatriske bosteder kun støtte og hjælpe beboerne. For at kunne tvinge og fastholde dem i behandling for psykisk sygdom og misbrug skal personalet have yderligere beføjelser i loven.

Noget tyder på, at forslaget kan få medvind på Christiansborg, hvor sundhedsmister Sophie Løhde (V) har forståelse for, at der skal findes en løsning.

LÆS ARTIKEL

»Vi kan alle være enige om, at det skal være sikkert at gå på arbejde for de sundhedspersoner, der arbejder med mennesker, som har psykiske lidelser«, skriver ministeren i en skriftlig kommentar til Politiken.

Både DF, R og S er positive.

»Vi ser alt for mange psykisk syge, som ikke er færdigbehandlet på afdelingerne på de psykiatriske hospitaler, og som har brug for meget mere tid. I gamle dage havde vi afdelinger, hvor man lå i længere tid. Hvor man kunne rekreere, være en del af en længere behandling og et pædagogisk forløb. Det har man ikke i dag, hvor man kommer meget hurtigt ind og meget hurtigt ud«, siger DF’s psykiatriordfører, Liselott Blixt.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce