Utåleligt. Det skal være så »utåleligt som overhovedet muligt« at være på såkaldt tålt ophold i Danmark, mener udlændingeminister Inger Støjberg (V).
Foto: PETER HOVE OLESEN (arkiv)

Utåleligt. Det skal være så »utåleligt som overhovedet muligt« at være på såkaldt tålt ophold i Danmark, mener udlændingeminister Inger Støjberg (V).

Støjberg vil »utåleliggøre« tålt ophold

Udlændingeministeren vil isolere personer på tålt ophold i en midtjysk skov.

Danmark

Det skal være så »utåleligt som overhovedet muligt« at være på såkaldt tålt ophold i Danmark, mener udlændingeminister Inger Støjberg (V), som i dag indleder et lynforløb for at stramme reglerne yderligere for personer på tålt ophold og blandt andet vil straffe dem med elektronisk fodlænke.

Strammerpakken indebærer, at alle personer på tålt ophold, i dag 69, skal flyttes til Kærshovedgård i en midtjysk skov ved Ikast, hvor de får uhyre svært ved at fortsætte deres dagligdag. Inger Støjberg forklarer, at mange personer på tålt ophold i dag lever et »mere eller mindre normalt familieliv i og omkring København«. Med skærpede regler, sanktioner i form af fængselsstraf og fodlænke ønsker hun at spolere deres liv i Danmark.

»Formålet er netop, at personer på tålt ophold ikke skal opretholde et almindeligt familieliv. Vi skal have styr på dem, de skal være på Kærshovedgård, og de skal leve deres liv der«, siger Inger Støjberg.

Med regeringsudspillet indføres en ny underretningspligt, som forpligter personer på tålt ophold til at meddele myndighederne, hvis de opholder sig et andet sted end indkvarteringsstedet fra klokken 23 om aftenen til 06 om morgenen.

Allerede i dag forpligter opholds- og meldepligtsreglerne personer på tålt ophold til som hovedregel at overnatte på indkvarteringsstedet og melde sig daglig hos det stedlige politi. Men strafferammen for at overtræde pligterne skærpes fra i dag 1 år til 15 måneder. I dag straffes grovere overtrædelser af ovenstående pligter med op til 40 dages fængsel. Det skal forhøjes til 60 dage – og i gentagne og grove tilfælde med fængsel i op til 9 måneder. Elektronisk fodlænke skal som noget nyt indgå som en del af denne straf. Ifølge Støjberg handler det om at give folk på tålt ophold en »hård tilværelse«:

»Det, vi har med at gøre, er krigsforbrydere, voldtægtsmænd og mordere. Det er mennesker, der ikke er ønskede i Danmark og er udvist, men som af den ene eller anden grund ikke kan blive sendt ud af Danmark. Så vi må tåle dem i Danmark, derfor er de på tålt ophold«.

Ministeren har gennem et stykke tid været under pres fra et politisk flertal med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Liberal Alliance, som i dag har et beslutningsforslag til behandling i Folketinget, hvis formål er at pålægge regeringen at gøre et udvalgsarbejde færdigt om skærpede regler for gruppen på tålt ophold. Det forslag forsøger Støjberg at komme i forkøbet ved at præsentere sit eget udspil. Hendes ambition er at lande en politisk aftale inden det bornholmske Folkemøde om to uger – og lovgive i næste folketingssamling. Den fysiske flytning af personerne ventes senest gennemført i oktober.

Retsordfører Trine Bramsen (S) støtter forslaget, men undrer sig over Støjbergs langmodighed. Forslaget flugter ifølge Bramsen med et udvalgsarbejde, der næsten var færdigt for et år siden, da Mette Frederiksen (S) var justitsminister.

»Hvis ministeren virkelig havde villet de her anbefalinger, før vi kom med vores beslutningsforslag, har hun haft et helt år til at fremlægge det. Men vi bakker op om initiativerne«, siger Trine Bramsen.

Radikale: Hvad bliver det næste?

Hos Socialdemokratiets tidligere regeringspartner, Radikale Venstre, vender integrationsordfører Sofie Carsten Nielsen sig imidlertid skarpt imod forslaget:

»Det lyder som politik, der skal undergrave og nedbryde mennesker. Man kunne også begynde at vække dem om natten – altså hvad bliver det næste? Politik på Christiansborg er blevet sådan, at hvis nogen vil stramme, så skal DF, V og S ikke lade hinanden noget høre, og derfor løber alle i samme retning«.

Sidste år kaldte Folketingets ombudsmand de nugældende regler for personer på tålt ophold for »belastende og begrænsende«. Adspurgt til ombudsmandens kritik og den nye stramning siger Støjberg, at forslaget ligger »inden for rammerne af konventionerne, men vi går klart til grænsen af konventionerne«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Dansk Folkeparti og Konservative bakker ligeledes op om stramningerne. DF ønsker yderligere fokus på at få udvist flere personer på tålt ophold. For udlændingeordfører Naser Khader (K) er det afgørende, at stramninger kombineres med, at Danmark forsøger at lave aftaler om diplomatiske garantier med de hjemlande, personer på tålt ophold kommer fra.

»Jeg vil gerne have, at man i alle sager forsøger at indgå i en dialog med deres hjemlande om diplomatiske garantier. Det vigtigste er, at de ikke bliver tortureret og henrettet«, siger Naser Khader.

Gruppen på tålt ophold kommer fra så forskellige steder som Algeriet, Eritrea, Irak, Iran, Kina, Libanon, Libyen, Somalia, Syrien og flere andre lande.

Retsordfører Simon Emil Ammitzbøll (LA) siger om Støjbergs udspil:

»Umiddelbart lyder det godt, men vi må have tid til at grave dybere ned i det og se, om der er leveret på alle punkter«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce