Også i Tyskland raser debatten om islam og ytringsfrihed. I går gik 20.000 muslimer i Köln i demonstration til støtte for demokrati og tysk retsorden   Foto: Hermann J. Knippertz/AP

Også i Tyskland raser debatten om islam og ytringsfrihed. I går gik 20.000 muslimer i Köln i demonstration til støtte for demokrati og tysk retsorden Foto: Hermann J. Knippertz/AP

Danmark

Moderate muslimer overfuses og trues af ekstremister

Fremtrædende moderate muslimer i Danmark oplever dødstrusler og verbale og voldelige overfald. Afsenderne kommer fra de mere ekstremistiske dele af det muslimske miljø.

Danmark

Dødstrusler, overfusninger og tilråb på åben gade.

Moderate danske muslimer, der offentligt udtaler sig kritisk om islam, oplever et stadig hårdere pres fra de mere ekstremistiske dele af det danske muslimske miljø.

»Og det bliver værre og værre«, siger forfatter og debattør Mohammad Rafiq, der har ytret sig kritisk om arrangerede ægteskaber.

Overfaldet med jernstang
Rafiq bliver ofte verbalt og fysisk truet af ekstremistiske muslimer. Så sent som i weekenden blev han overfuset af en flok unge muslimer, da han var ude at spise med sin veninde.

»Medlemmer af min familie er blevet truet på livet, og min veninde er tidligere blevet overfaldet med en jernstang«, siger Rafiq.

Beskyttelse fra PET
Den radikale folketingspolitiker Naser Khader, der har modtaget dødstrusler fra både danske nazister og muslimske ekstremister, har de sidste to år været nødt til at få beskyttelse fra PET.

»Det værste er ikke dødstruslerne, for dem kan man forholde sig til. Det værste er overfusningerne og tilråbene om, at jeg er en forræder og en hund, når jeg f.eks. er ude med familien på gaden, i biografen eller i Tivoli«, siger Naser Khader.

»Tidligere oplevede jeg kun ubehageligheder, når jeg var til politiske møder og foredrag, men nu sker det ofte også i hverdagen«.

Hold kæft om imamer
Også Ali Maktabi, S-byrådspolitiker på Frederiksberg, har modtaget dødstrusler. Han føler dog ikke, at det er blevet værre.

»Men jeg tænker mig også godt om, inden jeg taler. Jeg ved, at der er emner, jeg skal holde min kæft med, og jeg udtaler mig f.eks. aldrig om islam, men overlader det til de sagkyndige«, siger han.

På Venstres landsmøde i weekenden blæste statsminister Anders Fogh Rasmussen til kamp mod ekstremisme. Et af midlerne er et møde på Marienborg med moderate muslimer. Men det er et forkert fokus, mener Mohammad Rafiq:

»Fogh burde indkalde ekstremisterne i stedet«.

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce