BEGRAVELSE. Der er plads til cirka 1.500 mennesker i Grundtvigs Kirke i København, så rummet føles ekstra stort, når der ikke møder pårørende op til en begravelse, fortæller Palle Kongsgaard.
Foto: MAGNUS HOLM

BEGRAVELSE. Der er plads til cirka 1.500 mennesker i Grundtvigs Kirke i København, så rummet føles ekstra stort, når der ikke møder pårørende op til en begravelse, fortæller Palle Kongsgaard.

Danmark

Præst taler for tom kirke: »Mennesker skal ikke bare kyles ud«

Palle Kongsgaard foretager lidt detektivarbejde for, at kommunale begravelser ikke bliver for fattige.

Danmark

Organisten, koret, kirketjeneren og præsten møder op.

Der synges et par salmer, afholdes en kort tale og ofte et minuts stilhed.

Alt er som det sig hør og bør, når der afholdes en begravelse i Grundtvigs Kirke i Københavns Nordvestkvarter - også når det er en kommunal bisættelse.

»I bund grund handler en kommunal begravelse om det samme som en almindelig begravelse - at få et værdigt farvel og et 'nu må Vor Herre klare resten'«, siger kirkens præst Palle Kongsgaard.

LÆS OGSÅ

»Der findes folk, der ganske enkelt ikke har noget netværk. Så findes der efterladte, der ikke har råd til at betale begravelsen for deres pårørende. Og pårørende, der ikke har lyst til at have noget med afdøde at gøre«.

»Når jeg får at vide af bedemanden, at jeg skal afholde en kommunal begravelse, hvor der ikke er nogen pårørende, prøver jeg altid at lave et forsigtigt detektivarbejde. De fleste har et netværk - en nabo, der vander blomsterne, en der går med hunden eller en kammerat fra bodegaen. Jeg søger på internettet, ringer rundt og er også cyklet ud for at banke på hos afdødes nabo«.

»Det er vigtigt at finde pårørende, så de får lejlighed til at sige farvel og så enhver kan komme herfra med et par personlige ord. Det er ikke kun for de dødes skyld. Det handler om at sende et kulturelt signal og give en fornemmelse nede i rødderne af samfundet af, at vi mennesker har mere værdi end blot det, at vi er til«.

Præsten er mægler
»Der kan være gode grunde til, at der ikke er nogen til at stå for ens begravelse. Jeg har haft en kommunale bisættelser, hvor afdøde måske havde været misbruger eller mistet kontakten med børnene ved en skilsmisse. Måske har afdøde drukket og er kommet skævt ud af det med sin omgangskreds«.

SKRIV

»Der kan være gode grunde til et brud. Og jeg må ofte mægle mellem den afdøde og de eventuelle pårørende. Så er min opgave at forklare, at vi er alle Guds børn for nu at sige det lidt kirkeligt«.



»Det handler ikke om, at jeg er den sortklædte præst, der med autoritet skal forsøge at overtale nogen til at begrave deres pårørende. Det handler om at sætte ord på den vrede eller sorg, man måske kan føle til afdøde. Det handler om at tilgive og holde fast i, at mennesker ikke bare skal kyles ud«.

Værtshusvenner
»Der kommer ofte nogen, selv om det er kommunen, der har arrangeret begravelsen. En hjemmepleje, en gammel ven, eller en flok venner fra værtshuset, der vil sige farvel«.

»Stort set alle bliver kremeret. Dem, der ikke er medlemmer af folkekirken, kommer stadig i en kiste, men kommer direkte fra bilen til ovnen. Uden ord, uden blomster. Set fra min side er det en fattigdom, men det må man respektere i et sekulariseret samfund«.

Et værdigt farvel

»Det føles ikke nyttesløst at gøre afholde ceremoni i en tom kirke. Fra mit perspektiv får du faktisk en bedre begravelse, hvis den er kommunal. Hvis der kun er en kirketjener og mig til at vælge salme, vælger vi de bedste og ikke fra den faste klynge af begravelsessalmer, selv om ’Altid frejdig når du går’ og ’I østen stiger solen op' er fine salmer«, siger han.

På landsplan bliver op mod hver 10. borger begravet af kommunen, og det tal er fortsat stigende.

Tip os

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce