Tabu. Også i avisen er  nøgne børn efterhånden en sjældenhed. Dette billede  er fra indvielsen af naturlegepladsen i Valbyparken en varm dag i august 2001.
Foto: Niels Hougaard

Tabu. Også i avisen er nøgne børn efterhånden en sjældenhed. Dette billede er fra indvielsen af naturlegepladsen i Valbyparken en varm dag i august 2001.

Nøgne børn og doktorleg er forbudt i børnehaver

Børnene overvåges konstant, og vandpjaskeri skal foregå i badetøj. Daginstitutioner har mange regler for børnenes nøgenhed.

Danmark

Angsten for seksuelle overgreb i daginstitutioner fører ikke kun til regler for personalet. Landets vuggestuer, børnehaver og skolefritidsordninger har i vid udstrækning særlige regler, som børnene skal overholde.

Forskningsgruppen Paradox fra Aarhus Universitet har i denne uge vakt opmærksomhed med sin undersøgelse af omfanget af retningslinjer, som skal forebygge seksuelle krænkelser og mistanken om pædofili blandt pædagoger i daginstitutioner.

Undersøgelsen afslører imidlertid også, at der er betydelige regler for børnene.

KOMMENTAR I undersøgelsen, som omfatter omkring hver fjerde af landets vuggestuer, børnehaver og sfo’er, svarer 64 procent, at de har særlige regler for børnene.

De mest almindelige er, at børnene ikke må tage tøjet af, at de skal have badetøj eller underbukser på ved vandlege, og at de ikke må lege doktor- eller numselege, eller at der er restriktioner for den slags lege.

Nogle steder er reglerne detaljerede. Et eksempel kan være, at børnene gerne må tage en langærmet trøje af, men ikke en kortærmet.

Eller som i flere sfo’er, hvor det ikke er tilladt at gå med bar overkrop – en regel, der nogle steder kun gælder for piger. En del steder er der også regler for, hvor man må skifte tøj – for eksempel at det skal foregå på badeværelset og ikke må ske i garderoben.

Slut med doktorlege
Når det gælder doktorlegene, hvor børnene udforsker og piller ved hinandens kønsorganer, er de nogle steder helt forbudt, mens de andre steder kun må leges påklædt eller under opsyn af de voksne.



Reglerne vedrørende doktorlege forekommer oftest i børnehaver. Det hænger ifølge forskerne sammen med, at det er i den aldersgruppe, at egen og andres kroppe undersøges.

Undersøgelsen viser, at mange aspekter omkring børnenes nøgenhed, nysgerrighed over for det andet køn og doktorlege problematiseres, forklarer en af forskerne fra forskningsgruppen Paradox, projektleder Else-Marie Buch Leander:

»Der er tendenser til, at man seksualiserer børnene. Ord som ’sex’ og ’sexleg’ optræder enkelte steder om doktorlegene. Personalet er endvidere meget opmærksomme på, at børnene ikke krænker hinanden. Ord som ’krænker’ og ’overgreb’ optræder decideret flere gange, og der kan spores en lille tendens til, at overgrebet tænkes ind som en tolkning i børnenes lege med hinanden. Det kan i mine øjne også hænge sammen med pædofiliproblematikken. Børnene ses generelt i højere grad som mål for overgreb«.

Forskerne har været overrasket over at finde en sprogbrug om børn, som man normalt ser om voksne.

Flere institutioner er desuden opmærksomme på, hvem der kunne se på børnene ude fra vejen. Og netop reglerne for, at børnene altid skal være påklædte, er en stor ændring, beskriver deltagerne i undersøgelsen.

Børn har en diffus seksualitet
Flere pædagoger og ledere tænker tilbage på tidligere tider, hvor børnene for eksempel måtte bade nøgne, og nogle giver udtryk for, at man med reglerne er ved at tabuisere det, som kunne være helt almindelig nøgenhed og ved at lære børnene, at det er skamfuldt at udforske en barnlig seksualitet.

Men børnenes lege er en del af deres naturlige udvikling, og gennem legen lærer de deres egne og andres kroppe og grænser at kende.

Og børnene selv ser ikke doktorlege som seksuelle, det er først noget, de forstår, når de kommer i puberteten, forklarer Christian Graugaard, professor i sexologi ved Aalborg Universitet og formand for Sex & Samfund.

Det betyder, at når vi tolker børnenes nøgenhed og deres lege i et seksuelt lys, så lægger vi en voksentolkning ned over en børneseksualitet.

»Børn har naturligvis en seksualitet, men den er diffus, legende og nysgerrig. Den er ikke målrettet og bevidst som voksnes. Men det er typisk svært for både forældre og pædagoger at håndtere børns seksuelle univers, for vi har svært ved at huske, hvordan det var, da vi selv var børn. Derfor kommer vi let til at dramatisere og gå i panik«, siger Christian Graugaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvis man mistænkeliggør erotisk ladede lege og problematiserer nøgenhed og kropskontakt, så er det også den helt naturlige nysgerrighed, der knytter sig til et børneliv, man begrænser



Han kan godt forstå pædagogernes behov for retningslinjer, men reglerne kan gøre mere skade end gavn, indvender han.

»Hvis man mistænkeliggør erotisk ladede lege og problematiserer nøgenhed og kropskontakt, så er det også den helt naturlige nysgerrighed, der knytter sig til et børneliv, man begrænser. Og så risikerer man i bedste mening at gøre ungerne vagtsomme og skræmte i stedet for at styrke deres livsglæde og integritet, som i virkeligheden er de allerbedste værn mod grænseoverskridelser«, siger Christian Graugaard, som mener, at retningslinjer kan være o.k., så længe de ikke fører til »en politistat i børnehøjde«.

Bedre ordvalg
Den opfattelse deler psykolog Mimi Strange. Hun er leder af JanusCenteret, der behandler børn, som har seksuelt bekymrende adfærd.

»Retningslinjer for børnenes lege kan være et fornuftigt del af beredskabet, hvis de gør det nemmere for personalet at tale om de her ting. Men jeg tror ikke, at de kan stoppe de få børn, som føler sig drevet til overgreb på andre børn, fordi de udlever et overgreb, de selv har været udsat for. Dér virker regler ikke«, siger Mimi Strange.

Hun er enig i, at man skal være varsom med sprogbrugen, og at det er grelt at kalde en for eksempel femårig for ’krænker’. Derfor foretrækker hun også det lidt tunge ’børn med seksuelt bekymrende adfærd’.



Omvendt mener hun, at børn, som forulemper andre børn seksuelt, skal have hjælp, for billedet er, at jo yngre barnet er, jo større er sandsynligheden for, at barnet selv har været udsat for et overgreb.

Hun efterlyser, at pædagoger skal vide mere om børns seksualitet. For hendes erfaring er, at når de på centeret får børn i behandling, har barnet ofte haft seksuelt bekymrende adfærd i årevis uden at få hjælp. Det kan være et børnehavebarn, som har et pornografisk ordforråd, eller som berører voksne på en seksuel måde.

Et skred siden 1970’erne

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Henning Pedersen, som er formand for pædagogernes fagforening Bupl, mener, at reglerne især afspejler forældrekrav. »Som pædagoger ved vi noget om kroppen og om den naturlige udvikling, mens forældrene oftest vil undgå doktorlege og ikke bryder sig om, at børnene løber rundt uden tøj på«. Han kan selv huske, at da han begyndte i faget i 1970’erne, var der en anden naturlighed omkring nøgenhed. Og der er noget vej derfra og så til det ramaskrig, der har lydt, når kunstnere viser afklædte børn på fotoudstillinger de senere år, mener Henning Pedersen. Han forklarer, at det også handler om, at der i mange institutioner i dag er forskellige nationaliteter og kulturer repræsenteret, og at det stiller nye krav. »Det er også en ændring i det omkringliggende samfund, og det er vi jo som pædagoger del af. Det er blevet mere tabubelagt, at børn ikke har tøj på, og jeg vil ikke afvise, at det også hænger sammen med pædofilidiskussionen«.







Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce