Københavns overborgmester Frank Jensen (S) mener, at Karsten Ifversen ikke har gjort sit hjemmearbejde ordentligt.
Foto: Jacob Ehrbahn

Københavns overborgmester Frank Jensen (S) mener, at Karsten Ifversen ikke har gjort sit hjemmearbejde ordentligt.

Danmark

Frank Jensen svarer igen på »frontalangreb« i Politiken: I stedet for at blive sur vil jeg invitere jer på tur i Nordhavn

Overborgmesteren fik forstyrret roen under sin morgenkaffe, da han læste Karsten Ifversens anmeldelse af Nordhavn. Og så gik han på Facebook ...

Danmark

Lørdag morgen med morgenavisen og en kop kaffe er normalt en rolig stund, men jeg må indrømme, at roen blev forstyrret af Karsten Ifversens frontalangreb på Nordhavn i Politiken. Han skriver, at det nye Nordhavnskvarter bliver en velhaver-ghetto – og der har han faktisk ikke gjort sit hjemmearbejde ordentligt. For Nordhavn er nemlig ved at blive udviklet til en reelt blandet bydel, hvor folk med mange penge og folk med almindelige indkomster kommer til at bo dør om dør, og hvor deres børn kommer til at gå i børnehave og skole sammen. Helt i tråd med min socialdemokratiske vision for København. Og det har krævet hård politisk armlægning at nå dertil.

Men det er jo forår og dejligt vejr, så i stedet for at blive sur, vil jeg invitere Karsten Ifversen ud på en tur i Nordhavn. Han ved rigtig meget om arkitektur, men jeg tror, jeg kan fortælle ham lidt nyt om byplanlægning. For Karsten Ifversen overser, at der det seneste år har udspillet sig en kamp om Københavns fremtid: Nemlig om vi i København skal have ret til at kræve, at der bygges op til 25 procent almene boliger til helt almindelige mennesker, også i dyre kvarterer som Nordhavn. Den ret fik vi under Thornings regering, og da Løkke og Thulesen Dahl kort efter forsøgte at afskaffe den, fik Socialdemokratiet forpurret det. Nu er den endegyldigt stadfæstet.

Hvad betyder det så? Ja, det er Nordhavn faktisk et perfekt eksempel på. I den første etape af Nordhavnsbyggeriet, Århusgadekvarteret, havde vi endnu ikke fået ret til at stille krav om almene boliger. I det kvarter kommer der, som Karsten Ifversen ganske rigtigt skriver, kun syv procent almene boliger. Her havde vi ingen mulighed for at styre markedskræfterne og de buldrende boligpriser - kun udbud og efterspørgsel. Sådan en by er ikke, hvad jeg som socialdemokrat kæmper for.

Takket være en socialdemokratisk regering og et rødt styre på Rådhuset bliver det en helt anden virkelighed i de næste etaper. Her bliver hhv. 20 procent og 25 procent af boligerne almene lejeboliger. Det bliver en markant anden boligsammensætning - og slaget om retten til at kræve almene boliger kommer til at påvirke København i mange, mange årtier fremover. Dén helt centrale lovændring har Karsten Ifversen øjensynligt fuldstændig overset. Så jeg håber, at han siger ja til min invitation, så jeg kan vise ham, hvilken massiv forskel plankravet gør - forskellen på en blandet bydel, og en kopi af den velhaverghetto, man ser over på fra Nordhavn, nemlig Tuborg Havn lige på den anden side af kommunegrænsen.

Ude i Nordhavn vil jeg derfor kunne fortælle Karsten om de ca. 1.300 almene boliger, der er på vej Levantkaj og Sundmolen. Det er boliger, som i snit er 40 % billigere end nye, private lejelejligheder. De vil blive hjem for sygeplejersker, politibetjente, pædagoger - folk med helt almindelige indkomster.

Den bydel, der er ved at spire frem i postnummer 2150 Nordhavn, bliver derfor ikke det nye 2900 Hellerup, men tværtimod en ægte københavnsk blandet bydel som 2100 Kbh. Ø og 2200 Kbh N. Det håber jeg at få lov til at vise Karsten Ifversen. Nu sender jeg ham en mail - I skal nok høre mere.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce