Anne-Ditte Nordmaj blev afhørt af politiet få timer efter et seksuelt overgreb. Hun oplevede afhøringen som et angreb. Anmeldte hun »for at få opmærksomhed?«. I dag ville politiet have grebet forløbet anderledes an. Kilde: Politiken / Johannes Skov Andersen

Danmark

Kvinde havde nummeret på manden, hun ville anmelde. Politiet var ikke interesseret

Anne-Ditte Nordmaj konfronterer politiet seks år efter, at hun var gennem en afhøring, som hun fandt ydmygende. Tolv timer efter at hun var blevet ydmyget af en anden mand.

Danmark

Anne-Ditte Nordmaj havde været til fest med en veninde i København og fortsatte til en privat fest, hvor der også var en gruppe unge fra Jylland på besøg.

Hun husker, at hun var faldet i søvn, da hun vågner ved at en af fyrene tager kvælertag på hende. Hun gør modstand, men han presser en pude mod hendes ansigt og forgriber sig på hende.

I dag seks år efter er den nu 27-årige kvinde stadig ikke i tvivl om, hvad der skete: Hun blev voldtaget. Men da hun og kæresten skulle afhøres af en politimand tolv timer efter, blev hendes følelser skubbet fra frygt og chok til yderligere chok, forvirring – og skam.

For politimanden gennemførte det, Anne-Ditte Nordmaj beskriver som et intimiderende og mistænksomt krydsforhør frem for at spørge ind til, hvad der egentlig var hændt. Han spurgte, om hun ikke bare ville foretage en voldtægtsanmeldelse for at få opmærksomhed, og at han ikke ville gå videre med sagen.

To dage efter konstaterede en medarbejder fra Center for Voldtægtsofre, at Anne-Ditte Nordmajs blodsprængte øjne og mærker på armene vidner om, at hun er blevet kvalt og fastholdt.

Anne-Ditte Nordmaj beretter om sin oplevelse i dagens kronik i Politiken, som hun har stilet direkte til politibetjenten.

Frygtede ny mistænkeliggørelse

Hun har først nu fundet modet til at gøre noget ved den følelse af skam, som hun mener, at politiet den dag påførte hende.

»Hvis gerningsmanden skulle dømmes, skulle jeg starte sagen med at klage over politimanden, og jeg frygtede at blive mistænkeligt endnu engang«

I tiden efter hændelsen talte hun nærmest ikke med nogen om det, der var sket – ud over kæresten.

»Jeg lukkede helt ned i mit hoved. Jeg kunne ikke rumme det. Betjentens angreb på mig slog mig helt ud. Jeg kunne pludselig ikke finde ud af at møde til aftaler, og jeg så faktisk ikke andre mennesker i en lang periode. Jeg begyndte at kaste op og udviklede en spiseforstyrrelse, som jeg kæmpede med i flere år«

Men nogen omkring dig må da have reageret på din adfærd?

»På arbejdet begyndte min chef at spørge ind til, om der var hændt noget, fordi jeg meldte sig syg i længere perioder. Men jeg ville ikke dele det med chefen. Jeg er sikker på, at hvis jeg havde følt mig hørt og anerkendt af politiet, havde jeg selv været bedre til tale med andre«.

En politimand er vel nødt til at bore i, om der kan være tale om noget andet end voldtægt?.

»Ja, men man bør starte med at skabe et rum, hvor kvinden føle sig tryg ved at fortælle om overgrebet, i stedet for gentagne gange at skulle forholde sig til konsekvenserne for gerningsmanden. Jeg fik ikke muligheden for at fortælle politimanden, hvordan voldtægten egentlig fandt sted eller vise ham de blå mærker på min hals og mine arme, som under afhøringen var dækket af en højhalset trøje«.

Politimanden spurgte blandt andet, om du havde danset med manden, der overfaldt dig eller flirtet med ham. Er det et problem?

»Nej, det er i orden. Men det var ledende spørgsmål som indirekte sagde, at det er kvindens egen skyld, hvis hun har kontakt med det modsatte køn og går i byen uden sin kæreste. Jeg kendte slet ikke manden og tog blot til en fest. Hvorfor skal jeg mistænkeliggøres for det? «.

Ville det overhovedet være muligt for politimanden at efterforske sagen dengang, når du ikke kendte overfaldsmanden?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Ja, for jeg havde udleveret mobilnummeret til betjenten. Jeg snuppede gerningsmandens telefon, da det lykkedes at vriste mig fri og flygte ud på toilettet. Derfra ringede jeg til min kæreste efter hjælp, mens manden stod udenfor og hamrede på døren og sagde, at han ikke ville gøre noget. Så nummeret fremgik af min kærestes mobil«.

Hvorfor klagede du ikke over betjenten?

»Jeg var bange for at opleve det samme igen. En afvisning, mistænkeliggørelse«.

Anne-Ditte Nordmaj fortæller, at hendes daværende kæreste helst er fri for at fortælle Politiken om, hvordan han oplevede politiafhøringen dengang.

At hun overhovedet orker at konfrontere politiet nu skyldes blandt andet, at hendes nuværende kæreste har reageret med vrede på at høre om hændelserne dengang.

»Så nu tillader jeg også mig selv at være vred. Jeg har desværre ellers været tilbøjelig til at vende vanskelige ting indad, men jeg har også fået professionel hjælp. Og for at komme videre er jeg nødt til at fortælle politimanden, at det ikke var i orden, det han gjorde«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce