Støjberg forarger: Fejrer udlændinge­stramning nr. 50 med lagkage

Venstre-politiker svarer: »Jeg er på kur«.

Danmark

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) har på ny bragt sindene i kog med en kontroversiel markering af den stramme udlændingepolitik - og samtidig bidraget til indtrykket af intern splittelse i Venstre.

På sin profil lagde ministeren tirsdag eftermiddag et billede af sig selv op, hvor hun med kage fejrer, at regeringen ifølge Inger Støjberg nu har indført 50 udlændingestramninger.

»I dag fik jeg vedtaget stramning nummer 50 på udlændingeområdet. Det skal fejres!«, skriver hun og linker til ministeriets hjemmeside, hvor alle stramninger er opført.

»Mærkeligt«

Billedet og den medfølgende kommentar fra ministeren har skabt stor debat blandt brugerne på sociale medier, hvor mange undrer sig over Støjbergs måde at fejre stramningerne på.

Venstres egen indfødsretsordfører, Jan E. Jørgensen, konstaterer således lakonisk på Twitter, at han ikke har planer om at smage Støjbergs kage.

»Jeg er på kur«, skriver han i et svar til en Twitter-bruger, der havde spurgt om hans kommentar.

Også på ministerens egen facebookside møder initiativet kritik.

»Der er altså et eller andet helt galt, når det er god reklame i sig selv at gøre livet sværere for flygtninge og indvandrere. Helt i sig selv. Uden forklaring eller argumentation. Det er åbenbart kommet så vidt, at man bager (bestiller) en kage og skriver 50 på den i stedet for at forklare, hvad indholdet i lovgivningen er«, skriver Jakob Lindell Ruggaard til ministerens opslag.

En anden kommenterer, at det »[sg]u noget mærkeligt at fejre. Prøv at skifte udlændinge ud med: ligestilling, social, uddannelses, erhvervs, vækst, justits. Det angiver jo ikke en kvalitet i sig selv at have strammet noget. En tom betegnelse som alene gør sig på udlændingeområdet. Det klinger sgu lidt hult og lugter af leflen for en vælgergrupper, som ellers hører til i andre partier«, skriver Rasmus Hedegaard.

Andre er mere positivt stemt, som f.eks. Lars Møller »Sgu godt gået, når man tænker på modstanden, hun er oppe imod med både vore andre slatne og handlingslammede politikere og EU-modstanden mod at lade os styre vort eget land. Bare klø på, du gør det godt for Danmark.«

Viralt billede

Billedet af Støjberg og lagkagen havde inden for den første time fået mere end 5.000 reaktioner på Facebook og mere end 600 kommentarer. Ifølge analyseværktøjet Whale er opslaget det opslag med flest reaktioner i Danmark netop nu.

Redaktionen anbefaler:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Podcast: Esther levede i to timer

    Hør Marianne og Stephan fortælle om at miste deres datter, Esther, der blev født alt for tidligt.
    Om sorgen, tomheden og om ikke at blive opfattet som forældre.

    Lyt til 'Mit usynlige barn, Esther'Plus En - Politikens podcast om livet med børn

Annonce