Line Kjær hjælper Gustav med at snøre. Han stod på venteliste i 2 år, og hun havde ikke haft noget imod at betale mere i kontingent for at få sit barn til for eksempel fodbold og svømning. Selv om hun godt kan se, at det fjerner sig fra den foreningstanke, hun også selv nød godt af som frivillig i FDF.
Foto: Finn Frandsen

Line Kjær hjælper Gustav med at snøre. Han stod på venteliste i 2 år, og hun havde ikke haft noget imod at betale mere i kontingent for at få sit barn til for eksempel fodbold og svømning. Selv om hun godt kan se, at det fjerner sig fra den foreningstanke, hun også selv nød godt af som frivillig i FDF.

»Når min søn stopper, stopper jeg«

Frederiksberg Boldklub kræver to forældre som trænere for at starte et børnehold. Den daglige leder er lønnet, og man overvejer flere ansættelser. Det er modtræk i en frivillighedskultur under forandring.

Danmark

»Kom så. Rigtigt godt. Prøv med indersiden næste gang. Flot«.

15 hvepselignede drenge i gulstribede trøjer i 7-8 årsalderen hvirvler rundt på kunstgræsset mellem Peter Bangsvej og Roskildevej, vest for Valbybakke til torsdagstræning i forårssolen.

De to børnetrænere Morten Dines Johansen og Steen Løgstrup Nielsen, som begge er fædre på holdet, fodrer drengene med bløde indlæg, som ungerne med stor begejstring fyrer i retning af målet. Uanset træfsikkerhed jubles der.

De er trænere, fordi det var den eneste måde, de kunne komme udenom den årelange ventelisten og få en plads til deres søn i en af områdets mest velrenommerede fodboldklubber.

3-2 til de gule. Men det er lige meget. Vi tæller ikke

»Jeg gjorde det for min søns skyld. I det øjeblik, når min søn stopper, stopper jeg også som træner. Men når det er sagt, så synes jeg da, det er rigtig sjovt at være træner, når jeg nu alligevel skulle være her hver torsdag. Samtidig kommer syv drenge fra den samme skole på Frederiksberg, så det betyder jo også noget socialt«, forklarer Steen Løgstrup Nielsen.

Ikke bare han og Morten, men også de andre forældre er meget aktive på Facebookgruppen, med ros og kommentarer, samkørsel og kage til kampene.

»Men når det er sagt, så har jeg da nok ikke den samhørighed med klubben, som man havde i gamle dage«, forklarer træneren.

De små hvepse i de store trøjer er nu blevet delt ind i hold. Halvdelen har fået røde veste ud over de gule striber, og nu er det kamp. Nu er det alvor. Og da det hurtigt står 0-2 til de røde, så er de gule ved at få en kollektiv nedsmeltning. Lárus, der er Steen Løgstrup Nielsens søn, går på en modig enmandsmission. Laver et langt fræk træk. Er alene med målmanden. Og ender i en frygtelig eneulykke.

Som for det utrænede øje godt kunne ligne, at han ramte forbi bolden og snublede. Men alle de gule kræver højlydt straffespark. Og far må ind og trøste.

Løn er vejen frem

Hævet over dramaet mellem de gule og de røde på 1. sal i det grå klubhus sidder Frederiksberg Boldklubs daglige leder Martin Busk. Han er stort set aldrig nede på banerne længere, men har i snart 10 år været på lønningslisten for at kunne få klubben til at fungere. De var en af de første ikke-professionelle klub, som tog det skridt.

»Vi blev kåret af DBU til Årets danske børneklub i 2008, og så væltede vi rundt i succes og havde brug for flere og flere hænder. Vi frivillige måtte stille os til rådighed 24-7. Trænerne ringede klokken 23 om aftenen og skulle bruge et svar her og nu. Det førte til, at klubben tog en beslutning om at hæve kontingentet og ansætte en leder«, forklarer Martin Busk.

»Det betød, at vi kunne vokse fra 6-700 medlemmer til 1500. Vi har ansat en kontorassistent i 10 timer sidste år, og nu er vi på vej med at hyre en trivselsperson, der skal hjælpe med at holde fast i det sociale i klublivet. Vi er også i en indledende fase, hvor vi overvejer at indføre timeløn til de trænere, der tager over efter forældretrænerne omkring 10-årsalderen«.

Frivillige hænger ikke på træerne

»Det er da en lidt trist udvikling. Frivillige hænger ikke på træerne, især ikke København. Hverdagens ræs er bare anderledes. På de sidste 10-15 år er det blevet meget sværere at få folk engageret. Og hvis vi fanger dem ind, så skal vi aktivere dem time for time og forklare dem præcis, hvad de skal gøre«, siger Martin Busk, der til gengæld også mærker, at forældrene forlanger mere for kontingentet på 1800 kroner om året.

»De tænker, ’hey – vi betaler for det her. Hvorfor skal vi så hjælpe med?’ Og jeg skal da lige hilse og sige, vi får hurtig besked, hvis de ikke får varen. Hvis en træner stopper, så ligger mailen der næste morgen. Hvem erstatter ham nu?«

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men Martin Busk er også realist. Han tror, det er en romantisk forestilling, at man kan drive en klub med ildsjæle og forældre alene. Og han ser masser af fordele ved at kunne drive Frederiksberg Boldklub mere professionelt.

»Vi kunne ikke have opretholdt det serviceniveau, hvis klubben ikke havde haft ansat en leder. Det er nødvendig med en topstyring for at spillere, trænere og forældre kan få svar og komme videre. Jeg tror, det er vejen frem, at folk betaler lidt mere. Det styrker jo klubben. Det andet er en romantisk forestilling«.

Egentlig tror Martin Busk godt, han kunne rekruttere flere forældre til ad hoc-opgaver, hvis han gik ned ad trappen og ud på banerne og kaprede forældre, der alligevel bare står og halvfryser i skumringen.

»Men jeg må erkende, at det har vi ikke hænder til lige nu«.

Tæt på selvmål

Tilbage på børnebanen hos U8 har de to trænere besluttet at en af de røde skulle smide vesten, så nu er de gule hvepse i overtal og har fået vendt stillingen. Nu står det 2-2, Hvilket betyder, at de røde nu har en klump i halsen og kræver hårde straffe for enhver forseelse.

Trænerne bliver presset til at lade kampen gå videre, et par minutter over tid. Alle kræver en afgørelse.

En af de gule forsøger. Men brænder.

Målmanden sparker ud, men rammer en medspiller, så der var lige ved at være selvmål.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og så får gul endelig, endelig det afgørende mål.

»3-2 til de gule. Men det er lige meget. Vi tæller ikke«, siger Steen Løgstrup Nielsen.

Det virker nu som om, at han står en smule alene med det synspunkt. I hvertfald må man kæmpe videre endnu nogle minutter, indtil de få røde laver et sidste mål, og alle kan gå hjem med ro i sindet.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce