Selv om Özlem Cekic oplever en drejning i Tyrkiet-debatten, hvor samtalen bliver erstattet af trusler, vil hun fortsætte med at være debattør.
Foto: Finn Frandsen (arkiv)

Selv om Özlem Cekic oplever en drejning i Tyrkiet-debatten, hvor samtalen bliver erstattet af trusler, vil hun fortsætte med at være debattør.

Danmark

Özlem Cekic: Jeg kan ikke ringe til forkontoret hos Erdogan og høre, om jeg er på stikkerlisten

Debattør Özlem Cekic har flere gange oplevet trusler om at blive angivet for landsforræderi til de tyrkiske myndigheder.

Danmark

»Jeg kan ikke ringe til forkontoret hos Erdogan og høre, om jeg er på stikkerlisten. Det finder jeg ud af, når jeg står i lufthavnen i Tyrkiet, og der er det lidt for sent«.

Det siger forkvinde for foreningen Brobryggeri og tidligere folketingsmedlem for SF, Özlem Cekic.

Som Berlingske fortæller søndag, har avisen været i kontakt med flere end ti personer, der fortæller enslydende historier om, at de kan være blevet angivet for landsforræderi til de tyrkiske myndigheder. Få af dem står frem, men Özlem Cekic vælger at gøre det:

»Jeg har ikke dobbelt statsborgerskab, også fordi jeg altid har blandet mig i debatten om Tyrkiet, og så har jeg den danske stat, der går ind for ytringsfrihed og retssikkerhed, i ryggen. Selv om jeg har fravalgt et tyrkisk statsborgerskab, viser det sig nu, at det ikke er nok at være dansk statsborger«.

Tyrkiet er mine forældres land, og der foregår nok menneskerettighedsovertrædelser til, at vi ikke kan vende det blinde øje til

Truet på sociale medier og mail

Konkret har debattøren, der beskriver sig selv som dansker med kurdiske rødder, oplevet at modtage trusler ved, at folk skriver åbent på hendes facebookside eller sender e-mails om, at de vil eller har angivet hende til de tyrkiske mydigheder.

Hun mener, at de profiler, der bliver benyttet på Facebook, virker troværdige. Blandt andet peger hun på, at det er realistiske tyrkiske for- og efternavne.

Er der forskel på tonen, når folk skriver en mail, eller når de skriver offentligt til dig på Facebook? Holder folk igen, når de skriver på et offentligt forum?

»Nej, det er der faktisk ikke, og det er det, som overrasker mig allermest«, siger hun.

Hverken gülenist eller for Erdogan

Når nogle skriver til Cekic, at de har anmeldt hende til udlændingeministeriet i Tyrkiet, tænker hun:  ’Er folk godt klar over, at det kan betyde en strafferamme på seks år at gøre det?’. »Men den pris er folk øjensynligt villige til at betale for«.

Cekic mener, at det er voldsomt at opleve, fordi hun hverken anser sig selv for at være Gülenist, PKK’er eller AKP’er. Gülen-bevægelsen har Recep Tayyip Erdogan anklaget for at stå bag militærkuppet i Tyrkiet, mens PKK er Kurdistans Arbejderparti, og AKP er Erdogans parti.

»Jeg har bare blandet mig i debatten. Tyrkiet er mine forældres land, og der foregår nok menneskerettighedsovertrædelser til, at vi ikke kan vende det blinde øje til«, siger hun.

Enten med eller imod

Om baggrunden for at stikkerlinjer og trusler splitter herboende tyrkere, siger Özlem Cekic, at især Recep Tayyip Erdogan har indført en særlig retorik.

»Hvis du kritiserer Erdogan, er du enten terrorist eller landsforræder«, siger hun.

»Den retorik har eksisteret i rigtig lang tid, og mange nationalistiske tyrkere støtter den linje. Jeg har svært ved at forstå, at nogle, der bor i Danmark, ikke har forstået en dyt af de demokratiske rettigheder, og hvad det vil sige at ytre sig. Hvis folk har problemer med mig, og de er utrygge ved det, jeg mener, kan de gå til de danske myndigheder«.

Özlem Cekic siger, at når hun står på gaden eller kører med taxa, er der nogle, som kritiserer hende, fordi hun »hele tiden kritiserer overtrædelser af menneskerettigheder i Tyrkiet«.

»Det, synes jeg, er fair, for det er en demokratisk samtale. Men når man truer et andet menneske med en udenlandsk efterretningstjeneste, er det noget andet. Og så er den grundlæggende mistillid, som er opstået mellem grupper, der har levet side om side i Tyrkiet, stærkt bekymrende«, siger hun.

Det er fuldstændig uacceptabelt

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vil stadig blande sig

Özlem Cekic siger, at i sagens natur ved hun ikke, om hun er købt eller solgt, for hun kan ikke bekræfte, om hun er anmeldt. Det vil hun finde ud af, når hun næste gang besøger sin familie i Tyrkiet.

Ved at stå frem og fortælle om det, du har oplevet, er der vel større chancer for at havne på en stikkerliste?

»Ja, for nu bliver de danske myndigheder involveret, politikere vil have udenrigsministeren til at kommentere det, og den tyrkiske ambassade bliver kontaktet, selv om de ikke svarer«, siger hun og nævner, at store personlige konsekvenser kan være, om hun i fremtiden hverken vil kunne deltage i bryllupper eller begravelser i Tyrkiet.

Hun kan også blive tilbageholdt eller fængslet, når hun er i Tyrkiet. På grund af undtagelsestilstanden kan man varetægtsfængsle folk i en uendelighed uden at stille dem for en dommer, mener hun.

Selv om Özlem Cekic oplever en drejning i Tyrkiet-debatten, hvor samtale bliver erstattet af trusler, vil hun fortsætte med at være aktiv som debattør. Hun mener, at når »mange« mennesker skriver til hende, at de oplever noget lignende, bør nogen gå forrest.

»Vi er ikke vant til, at ytringsfriheden har en høj pris, som det har i udlandet. I det her tilfælde mener jeg, at prisen er alt for høj«.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) har besluttet at indkalde den tyrkiske ambassadør til et møde mandag om de dansktyrkere, der frygter at være blevet angivet til de tyrkiske myndigheder.

»Det er fuldstændig uacceptabelt«, siger ministeren ifølge Ritzau.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce