Østjysk betjent frifindes for vold efter anholdelse

Byretten mener ikke, at en betjents opførsel under voldsom anholdelse var over stregen. Betjenten er lettet.

Danmark

En 30-årig østjysk betjent er tirsdag eftermiddag ved Retten i Aarhus blevet frifundet for vold.

Det oplyser hans forsvarer, advokat Mette Grith Stage.

Politiassistenten var tiltalt for at have sparket og slået en person i forbindelse med en anholdelse, mens vedkommende sad på bagsædet i en patruljevogn med håndjern på.

»Retten mente, at det var inden for rammerne af hans politifaglige skøn og lovlige magtanvendelse«, siger Mette Grith Stage.

Det var Den Uafhængige Politiklagemyndighed, der havde efterforsket anholdelsen, hvor betjenten sammen med en kollega foretog anholdelsen.

Sag mod den ene betjent

På den baggrund besluttede Statsadvokaten, at der skulle rejses en sag mod den ene betjent.

En privatperson havde optaget en video af anholdelsen, der blev brugt som bevis i retten.

Anholdelsen fandt sted i Tilst ved Aarhus i september 2016.

»Min klient er meget lettet. Hvis han var blevet kendt skyldig, kunne han risikere en fængselsstraf, og han ville have mistet sit job som politibetjent«, siger Mette Grith Stage.

Anklagemyndigheden har nu 14 dage til at beslutte, om byrettens dom skal ankes.

ritzau

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce