Længslen efter Danmark og vennerne voksede og voksede under Mustafas ufrivillige ophold i Bagdad, og han kom aldrig til at føle sig som en iraker.
Foto: Jacob Ehrbahn

Længslen efter Danmark og vennerne voksede og voksede under Mustafas ufrivillige ophold i Bagdad, og han kom aldrig til at føle sig som en iraker.

Mustafa al-Saadi: »Jeg fik at vide, at vi skulle på bilferie med min onkel i Europa i et par uger, og det ville jeg gerne. Men det blev til 11 år i Bagdad«

Da Mustafa al-Saadi var 13 år, sendte hans far ham til Irak. Han var blevet for dansk. Regeringen har afsat 90 millioner kroner til at bekæmpe denne slags æresrelaterede konflikter. Dette er første del af historien. Anden del kommer fredag.

FOR ABONNENTER

Ved den tyrkisk-irakiske grænse sidder 13-årige Mustafa al-Saadi på bagsædet af en bil sammen med sin søster. Det er hans onkel, der kører den mørkeblå Mercedes Benz. Bilen har kurs mod Irak, men det ved Mustafa ikke. Det er tidligt på sommeren 2004, og det er seks dage siden, de tre forlod København, hvor Mustafa har tilbragt næsten hele sin barndom.

Mustafa har en fornemmelse af, at der er noget galt, men han tier stille, for han tør ikke spørge sin onkel, hvad der skal ske. Hans far er blevet tilbage i København, og Mustafa havde fået at vide, at han og søsteren skulle med onklen på en to uger lang bilferie i Europa. Men ruten er gået længere mod syd.

Først forsøger onklen at krydse grænsen og køre fra Tyrkiet og ind i Irak. Men de bliver afvist og må køre tilbage gennem Tyrkiet og gennem Syrien, inden de gør et nyt forsøg på at komme ind i Irak. Det lykkes, og Mustafa ser det irakiske rød-, hvid- og sortstribede flag med de arabiske tegn, der betyder Allahu akbar (Allah er større).

Mustafas barndom i Københavns Nordvestkvarter lignede noget, de fleste danske børn kan genkende. Der var computerspil, drengestreger og ungdomskærester. Mustafas familie kom til Danmark i begyndelsen af 1990’erne, fordi de var truet af Saddam Husseins regime. Hans forældre går fra hinanden, og Mustafa fortæller, at hans far afskar kontakten til moren, og Mustafa fik i mange år fortalt, at hun var død. Derfor tilbragte han sammen med sin søster skiftevis sin barndom hos deres far og onkel. Men i hverdagen var Mustafa ofte overladt til sig selv.

Eftermiddagene blev brugt i fritidsklubben Kantorparken i Emdrup sammen med hans bedste ven, Charlie, og veninderne Nikita og Belinda, som han på skift var kærester med.

På vej ned til klubben skulle de andre børn hjem til deres forældre og lægge skoletasken. Det gjorde Mustafa alt for at undgå.

Prøv Politiken i en måned for 1 kr.

Med et digitalt abonnement får du fuld adgang til politiken.dk og e-avisen leveret hver aften.

Kom i gang med det samme

Mest læste

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce