Overblik: Her er Kundby-sagen

Det var i januar 2016, at en dengang 15-årig pige blev anholdt. Hun er tiltalt for forsøg på terrorisme.

Danmark

I en helt usædvanlig sag har en nu 17-årig pige siddet varetægtsfængslet i 15 måneder. Hun er tiltalt i den såkaldte Kundby-sag for forsøg på terrorisme.

Få et overblik over sagen her:

13. januar 2016:

Midt- og Vestsjællands Politi finder under en større politiaktion sprængstoffer på en adresse på Trønningevej i Kundby tæt ved Holbæk. Bomberyddere arbejder det meste af dagen på adressen.

Politiet afviser at kommentere sagen, men en 15-årig pige, der er konverteret til islam, bliver anholdt klokken 12.22.

14. januar 2016:

Pigen bliver fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Holbæk, hvor hun bliver varetægtsfængslet. Det sker for dobbeltlukkede døre, så offentligheden får ikke at vide, hvad pigen er sigtet for.

Det kommer senere frem, at hun sigtes for besiddelse af sprængstoffer og for at planlægge angreb mod to skoler.

15. januar 2016:

En 24-årig mand fremstilles i grundlovshør, der - ligesom pigens - foregår for dobbeltlukkede døre. Han bliver varetægtsfængslet.

Manden har tidligere været i Syrien og har her lært at håndtere våben. Han meldte sig selv til politiet.

8. marts 2016:

Både den 16-årige pige og den 24-årige mand bliver ved Retten i Holbæk sigtet for at planlægge angreb mod Sydskolen i Fårevejle og Carolineskolen i København.

21. april 2016:

Det kommer frem, at en amerikansk kaptajn stationeret på en base i Irak har fået en medalje af det danske forsvar. Ifølge USA var hans tip årsag til, at et angreb mod en skole i Danmark blev forpurret.

10. februar 2017:

Politiet vælger at frafalde sigtelsen mod den nu 25-årige mand, der løslades. Samtidig bliver der rejst tiltale mod pigen, der fortsat sidder varetægtsfængslet.

17. februar 2017:

Anklageskriftet mod pigen om forsøg på terror bliver frigivet. Her hævdes det, at pigen ventede på at få ordre til at udføre angrebet på den ene skole.

Desuden anklages hun for vold af særlig farlig karakter. Under opholdet på en institution skal hun efter et halvt års varetægtsfængsling have stukket en pædagog i maven med et stikvåben. Det var fremstillet af knust spejlglas.

23. marts 2017:

Anklagemyndigheden oplyser, at pigen kræves idømt forvaring på ubestemt tid. Det sker, efter at sagen har været forelagt Retslægerådet.

Efter straffeloven kan en person idømmes forvaring på ubestemt tid, hvis vedkommende bliver fundet skyldig i meget alvorlig kriminalitet, og i tilfælde hvor den dømte vurderes at være farlig for sine omgivelser.

Kilde: Ritzau.

ritzau

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce