Grønland vil være selvstændigt De gamle siger: Nu! De unge siger: Ro på

De fleste grønlændere kan blive enige om, at det ville være godt at blive uafhængig af Danmark. De vil gerne forvandle selvstyre til selvstændighed. Hvad de IKKE er enige om, er, hvor hurtigt det skal gå. Og noget tyder på, at de unge er mere besindige og mindre kategoriske end de ældre danskertrætte grønlændere.

FOR ABONNENTER

Det er nemt nok at forstå Grønland. Det er bare at trave ned ad Aqqusinersuaq, hovedgaden i Nuuk, i minus 12 grader med sne piskende ind i ansigtet, nikke høfligt til souvenir- og hashsælgerne foran Brugseni og så ellers fortsætte rundt om hjørnet, halvt glidende, forbi rådhuset og kulturhuset Katuaqs bølgende facade for til sidst at banke sneen af støvlerne og gå ind i den langstrakte bygning, der både rummer politistationen og selvstyrets kontorer og mødesale.

Mon ikke jeg ved det hele nu, tænker jeg.

Hverken fotografen eller jeg har ganske vist været i Grønland før, men landet rammer os med en sådan kraft, at vi ikke har taget mange skridt ind i hvidheden, før vi føler os som garvede polarrejsende, specialister i arktiske forhold. Det er den chokerende rene og kolde luft, vi hiver ned i lungerne. Det er lyset. Det er fjeldene. Menneskene. Havet. Sneen. Stilheden. Og de enorme sorte ravne, der lydløst glider rundt mellem de hæslige nedslidte boligblokke lige midt i Nuuk.

Det her er Grønland, for helvede, siger vi til hinanden.

Og nu skal jeg tale med nogle unge politikere for enden af en lang gang. Det hele sitrer i selvstyret, for om lidt er der kommunalvalg, og der skal optages nogle valgvideoer. Vi får alligevel plantet Tillie Martinussen fra Demokraterne ved et bord og stillet hende et par spørgsmål om grønlandsk selvstændighed, som er det, alle mere end nogensinde taler om heroppe.

Hvornår befrier Grønland sig helt fra Danmark?

Den snedækkede kirkegård midt i Nuuk ligger ikke mange skridt fra Selvstyrets bygning, hvor den spillevende Tllie Martinussen fra det liberale parti Demokraterne her er ved at indtale en video op til kommunalvalget for nylig. Hun kom ikke i byrådet i denne omgang.

Den snedækkede kirkegård midt i Nuuk ligger ikke mange skridt fra Selvstyrets bygning, hvor den spillevende Tllie Martinussen fra det liberale parti Demokraterne her er ved at indtale en video op til kommunalvalget for nylig. Hun kom ikke i byrådet i denne omgang.

Tillie Martinussen begynder rutineret at gøre rede for situationen. De gamle partier vil helst have selvstændighed i morgen, og de ivrigste nationalister findes i det ret nye Partii Naleraq med den tidligere landsstyreformand Hans Enoksen i forgrunden. Men Demokraterne, som er et liberalt parti, synes, det er en dårlig idé at skære forbindelsen til Danmark.

»Det vil først og fremmest gå ud over vores folkeskoler og vores svage«, siger Tillie Martinussen, der er formand for partiafdelingen her i Sermersooq Kommune.

Imens hun taler, glider en skikkelse på bløde skosåler ind i rummet. Det er kampagnelederen, får vi at vide. Han er dansker, men har været længe nok i Nuuk til at give os en skideballe. Hvad i alverden bilder vi os ind at komme galopperende ind i byen og tro, at vi i løbet af et par dage kan regne ud, hvordan Grønland fungerer, spørger han os. Det er sgu da ikke seriøst!

Vi kigger ned i gulvet og føler os som det, vi muligvis også er: et par opblæste, overfladiske, småkolonialistisk tænkende danske pressefolk, læsset til randen med vage, til dels romantiske forestillinger om Grønland. Vi kan ikke komme i tanke om noget at sige til vores forsvar.

Men dansker blev han aldrig

Vi må vel bare gøre vores bedste. Og vi begynder hos en – har vi hørt – ret danskerfjendtlig trommedanser. Han hedder Leif Saandvig, og vi forestiller os, at det vil tage sig godt ud i avisen, hvis vi bringer et billede af ham med tromme og isbjørnebukser. Passende grønlandsk.

Man lærer om H.C. Andersen, om eventyr og prinsesser, men ikke retmeget om kajakker

Leif Saandvig vil gerne tale med os, men forsøger ikke at skjule, at der er andre ting, han hellere ville bruge sin tid på. Og krybe i udstyret gider han under ingen omstændigheder. Foruden at være musiker og skuespiller er han også lydtekniker, og vi mødes i hans lydstudie. Han sætter sig på en høj drejestol med ryggen til lydpulten. Jeg synker ned i en lav sofa over for ham.

Selv om Grønland i 1979 fik hjemmestyre og i 2009 opgraderede til selvstyre, sidder danskerne stadig på nogle af de vigtigste stole, konstaterer Leif Saandvig:

»Danskerne leger med os. De siger, at de giver os tre milliarder om året, men 80-85 procent af de penge kommer tilbage til Danmark. Vi er ikke dumme«.

Leif Saandvig er født i bygden Kangersuatsiaq nord for Upernavik, den næstnordligste by i Grønland, hvor vinteren er mørk og sommeren kort. Som 15-årig blev han sendt på kostskole i Danmark, så han kunne blive dansker, som han siger. Men han blev ikke dansker, for de 50 andre elever på skolen var også grønlændere, og når timen var forbi, slog de over i deres eget sprog.

Alt dansk var dog ikke dårligt. For eksempel var Christiania i orden og inden for rækkevidde, så man aldrig løb tør for hash.

»Jeg havde lært at ryge hash, inden jeg kom til Danmark, så det gik allerede ned ad bakke for mit vedkommende. Det kørte bare derudad med hashen. Den var også meget bedre dengang ...«.

Hashen blev suppleret med alkohol, som satte ekstra fart på nedturen. Leif Saandvig bruger sit eget misbrug til at illustrere, hvad Grønland har brug for.

»Jeg var som sagt hashvrag og til sidst alkoholiker. Indtil 2002, hvor jeg fik et kæmpe anfald af hyperventilation og troede, at jeg skulle dø. Og så fik jeg sagt til mig selv: Nu stopper du, Leif, hvis ikke du skal dø som 36-årig!«.

Han indrømmede over for sig selv, at han ikke kunne tåle alkohol. Det var vejen frem. På samme måde er Grønland nødt til at indrømme over for sig selv, at landet ikke tåler den måde, folk udefra behandler det på.

»Vi skal få os selv på benene igen. Ingen andre folkeslag kan lære os, hvordan vi skal gøre det«.

På grund af det skide system

Meget havde set anderledes ud, hvis ikke det havde været for Hans Egede, den dansk-norske præst, som i 1721 med kong Frederik IV’s velsignelse sejlede nordpå for at kristne grønlænderne. Han forbød for eksempel trommedans, fordi han syntes, det var en ugudelig disciplin.

»Han har nok troet, at trommen blev brugt til at kommunikere med Djævelen«, siger Leif Saandvig. »Men han tog fejl. Han slukkede for vores trommedans. Og vi blev lagt i benlås, så vi ikke kan komme op igen, selv i dag! Det er hans skyld. Det er europæernes skyld, at grønlænderne har det sådan i dag ...«.

Den selvstændighedshungrende trommedanser Leif Saandvig har ikke tænkt sig at stille op til fotografering i sin traditionelle dragt.

Den selvstændighedshungrende trommedanser Leif Saandvig har ikke tænkt sig at stille op til fotografering i sin traditionelle dragt.

Nu bruger Leif Saandvig og andre trommen som et af de redskaber, der skal genskabe en grønlandsk identitet og en særlig grønlandsk selvfølelse. Det gælder om at gøre grønlænderne stærke nok til at gøre op med det politiske og økonomiske system, som er et dansk system, et alt for tungt og bureaukratisk system, der er roden til en masse splittelse og elendighed, mener Leif Saandvig.

»Vi skal droppe det der skide danske system og lave vores eget system, der passer til en befolkning på 56.000 mennesker«.

Har du personligt dårlige erfaringer med danskere?

»Nej, nej, jeg er sådan en gut, der ikke hader nogen. Jeg har også en dansk kone ...«, glatter Leif Saandvig ud.

»Det er bare et problem, at eliten er dansk. Det er danskere, der hjælper andre danskere med at komme herop og tjene en helvedes masse penge på det. De er blevet bedre til at udnytte systemet og skjule det under overfladen. Men vi ved besked. Vi ved det. Vi kan kan bare ikke gøre noget på grund af det skide system«.

Glem så den offerrolle!

Hvad er det for en benlås, Leif Saandvig taler om? Hvad er problemet? Hvorfor er det her land ikke for længst blevet selvstændigt?

Vi smutter hen på Grønlands Nationalmuseum, der er indrettet i nogle smukke træbygninger på kajkanten i det gamle Nuuk, og traver gennem den grønlandske historie. Vi behøver ikke passere mange kajakker, hundeslæder, harpuner og skinddragter, før vi indser, at mennesker i Grønland i cirka 4.500 år på forbløffende vis har formået at klare sig selv i et ubegribeligt barsk klima og i en natur, der altid har gjort sit bedste for at tage livet af dem.

Det gik først galt, da verden udenfor begyndte at blande sig.

Nu tårner problemerne sig op, det kan der ikke være to meninger om. Når det gælder mord, selvmord, voldtægt, seksuelle overgreb mod mindreårige, dårlig uddannelse, hashmisbrug, alkoholmisbrug og anden elendighed, så ligger Grønland højt på listerne. Og diskussionen om selvstændighed handler i høj grad om, hvordan man vil være i stand til at håndtere alle disse problemer uden penge og mandskab fra Danmark.

Det er også den pointe, Tillie Martinussen fra Demokraterne bliver ved med at kredse om, da hendes kampagneleder er færdig med sin skideballe. Det handler også om, at man måske skal lade være med at hænge sig så meget i fortiden, mener den rastløse, dynamiske unge politiker, som i en sidebemærkning erkender, at det nok er tre år siden, hun har haft tid til at gå i biografen.

Ernst Frederiksen og Julia Ezekiassen i parlamentets mødesal i Nuuk.

Ernst Frederiksen og Julia Ezekiassen i parlamentets mødesal i Nuuk.

»Jeg føler, vi står i en ny brydningstid, hvor vi skal redefinere os selv en lille smule, redefinere vores identitet. I lang tid har man indtaget en offerrolle, synes jeg; danskerne har set ned på os, det er det, jeg hører, men det har jeg aldrig selv oplevet; jeg er også vokset op i Nuuk ...«, siger Tillie Martinussen, der taler hurtigt, nærmest uden punktummer.

Du oplever ikke, at danskerne i dag opfører sig som et herrefolk?

»Overhovedet ikke engang tæt på ...«, siger hun og forsvinder ind til et møde.

Den, der prøver at stoppe de gamle

Ernst Bo Paalu Frederiksen har heller aldrig følt sig undertrykt. Han er en ung fyr, der stormer rundt her på gangene med et videokamera og hjælper Demokraterne i den kommunale valgkamp. Nu sætter han sig på en stol.

For nylig var han vejleder ved noget, der kaldes Ungdomsparlamentet. En gang om året samles en flok unge med forskellige politiske holdninger og fra alle kanter af landet for at diskutere et eller andet emne, der trænger sig på. Denne gang var det selvstændighed. En af deltagerne var Julia Lynge Ezekiassen, som vi også har lokket til at sætte sig ned.

Hvad synes I om den her selvstændighedsdebat?

»Jeg synes, at der er en kæmpe kløft mellem de gamle og de unge. Det er den omvendte verden, for de unge siger: Vent lige lidt! Mens de gamle vil have, at tingene skal gå hurtigt«, siger Ernst Frederiksen.

Hvorfor har de gamle så travlt, tror I?

»Jeg tror, at mange politikere gerne vil være med til at skrive historie og ligesom gerne vil have selvstændighed i deres levetid«, siger Julia Ezekiassen. »Fordi der er en prestige i det. De unge tænker mere kritisk«.

Hvad frygter I ved at blive selvstændige for hurtigt?

»Hvis vi bliver selvstændige uden at have fundet de penge, vi i dag får fra Danmark, så kommer vi måske til at betale for lægehjælp på sygehuset. Måske skal vi selv til at betale for vores uddannelse ...«, siger Ernst Frederiksen.

»En del af befolkningen har ikke så stor viden om samfundsmæssige forhold«, siger Julia Ezekiassen.

»De bliver jo hjernevasket af politikerne, som taler til hjertet. Det gør rigtig mange politikere. Snakker direkte til følelserne: Vi er grønlændere. Vi kan selv. Vi vil selv. Det er der, de henter deres stemmer, og det er især i bygderne og de små steder i Grønland. Det er derfor, de bliver ved med at blive stemt ind, fordi befolkningen lader sig narre«.

Hun tøver lidt, tilføjer så: »Jeg ved godt, at det er lidt groft at sige det ...«.

Både Ernst Frederiksen og Julia Ezekiassen studerer samfundsvidenskab på universitetet i Nuuk. Egentlig havde Ernst tænkt sig at gøre sine studier færdige, inden han selv stiller op til det grønlandske parlament – der hedder Inatsisartut – men nu overvejer han at stille op allerede ved valget næste år.

»For at stoppe den der nationalromantiske politik«, som han siger.

Prøv Politiken i en måned for 1 kr.

Med et digitalt abonnement får du fuld adgang til politiken.dk og e-avisen leveret hver aften.

Kom i gang med det samme
Nede på havnen er fiskeskipper Ole Larsen og hans folk ved at losse krabber. Ole Larsen har ikke videre travlt med at opnå selvstændighed, men han er grundigt træt af, at der sidder danskere på så mange vigtige poster.

Nede på havnen er fiskeskipper Ole Larsen og hans folk ved at losse krabber. Ole Larsen har ikke videre travlt med at opnå selvstændighed, men han er grundigt træt af, at der sidder danskere på så mange vigtige poster.

Er der nogen af jer, der overvejer at flytte væk fra Grønland?

»Jeg bliver og kæmper«, smågriner Julia.

»Jeg vil gerne opleve verden«, siger Ernst. »Men jeg tror, jeg er nødt til at blive og være den, der prøver at stoppe de gamle«.

Når racismen får frit løb

Tillie Martinussen er tilbage på det lille kontor i selvstyrebygningen, vi har okkuperet for en stund. Den skeptiske kampagneleder dukker også op og fortæller, at man jo kalder Demokraterne for ’danskerpartiet’ på grund af modstanden mod løsrivelse fra Danmark. Den bemærkning får Tillie Martinussen til at eksplodere.

»Jeg bliver så rasende, når nogen kalder os danskerpartiet ...«, indleder hun en ophidset ordstrøm.

For hvad vil det overhovedet sige at være grønlandsk? Selv har hun en grønlandsk mor og en dansk far og er altså – som rigtig mange grønlændere – resultatet af et blandingsægteskab, hvilket konstant bliver revet hende i næsen.

»Selv om jeg er født og opvokset i Grønland og taler grønlandsk, skal jeg føle mig som ikkerigtig grønlænder, fordi halvdelen af mine gener tilfældigvis kommer fra en dansk mand. Hvad fanden er det for noget fis! Vi er en kæmpe gruppe!«.

Hun tager luft ind.

»Nu bor mine forældre i Danmark, fordi der har været den nationalisme og den racisme og den fremmarch af de ting her. Når racismen får frit løb, er det altså vanskeligt at leve her med en dansk ægtefælle. Og det er bare ikke i orden at fremmedgøre sine egne, vi har jo brug for alle mand på dæk!«.

Men kan der ikke også være mange gode grunde til at hade danskere?

Når det gælder mord, selvmord, seksuelle overgreb på mindreårige, misbrug, vold mod kvinder og andre mørke handlinger kan de færreste lande hamle op med Grønland. Og den storslåede grønlandske natur har på ingen måde sat sit præg på de nedslidte boligblokke i Nuuk.

Når det gælder mord, selvmord, seksuelle overgreb på mindreårige, misbrug, vold mod kvinder og andre mørke handlinger kan de færreste lande hamle op med Grønland. Og den storslåede grønlandske natur har på ingen måde sat sit præg på de nedslidte boligblokke i Nuuk.

»På nogle områder har grønlænderne været reelle ofre. Eksempelvis da man tvangsforflyttede folk fra et område til et andet, eller da der kom en masse danske håndværkere herop og gjorde en masse grønlandske kvinder gravide, hvorefter de stak af fra regningen ... Det er ikke særlig fedt. Men det er til at tælle, hvor mange mennesker der har været ramt af det. Og så har en hel nation overtaget den offerrolle ...«.

Du er træt af den der rolle?

»Ja. Ja! Jeg har også selv boet på børnehjem. Min lillebror er infantil autist, ham er jeg værge for. Jeg har rejst mig fra noget, hvor den sociale arv skulle have sparket ind, og hvor jeg lige så godt kunne have sat mig ned og sagt: Det er også forfærdeligt, og have givet danskerne eller alle mulige andre skylden. Min bedstefar roede 150 km for at hente min bedstemor. Ha! Der er ikke så meget offerrolle over det, vel?«.

Men samtidig kunne det vel også være fedt at være uafhængig af Danmark, ikke?

»Jeg kan godt forstå, at folk gerne vil føle sig som grønlændere. Jeg kan godt forstå, at de vil føle sig som en nation. Men det skal jo være på en forsvarlig måde, for fanden, vi kan jo ikke bare kaste vores svage for ulvene«, slutter Tillie Martinussen.

Hvem sidder oppe i det der kontor?

Nede på havnen er trawleren ’Ikka’ ved at losse krabber. Kassevis af de spjættende skaldyr svinges ind over kajen, stables og køres væk på en gaffeltruck. Oppe i styrehuset står skipper Ole Larsen, en barket og gråsprængt fisker, som sagtens lige kan sætte nogle minutter af til at sludre om selvstændighed. Han tænder en smøg.

»Hvor langt ned går lasten ... krabberne«, spørger fotografen, der for et øjeblik siden klatrede rundt dernede.

»Ned til bunden af skibet«, skraldgriner skipperen, som nok ikke hver dag får stillet et spørgsmål af den kaliber.

Det haster ikke, men Ole Larsen vil da gerne have mere selvstændighed.

»Man vil gerne være stolt og klare sig selv«, siger han og skodder cigaretten. Oplyser så, at han er kaffetørstig og forsvinder ned ad en lejder. »Skal du have en kop med?«, lyder det fra et sted nede i dybet.

Han var ung i 1970’erne og deltog i musikfestivalen Aasivik i 1977, fortæller han, da vi et øjeblik efter står og balancerer med vores kaffekopper oven på en pult, der flyder med kvitteringer, notater og tabeller. Aasivik var navnet på en årlig sommerlejr, hvor unge mødtes for at diskutere politik og grønlandsk identitet. Det legendariske rockband Sume var en vigtig del af det. Og det venstreorienterede parti Inuit Ataqatigiit (IA) udsprang af Aasivik. Det samme gjorde hjemmestyret.

»Der var en masse politisk musik. Det var vores revolution«, siger Ole Larsen og får ild på en ny cigaret. »Musikken er altid vigtig i Grønland. Grønlændere er musikalske ud over det normale, det ved du godt, ikke?«.

Tillie Martinussen fra det liberale parti Demokraterne indtaler en video op til kommunalvalget for nylig. Hun kom ikke ind.

Tillie Martinussen fra det liberale parti Demokraterne indtaler en video op til kommunalvalget for nylig. Hun kom ikke ind.

Han har altid selv stemt på IA, men han kan ikke snuppe, at IA-politikerne er begyndt at gå med slips og habit. Desuden tænker de kun på de store byer og har glemt bygderne, mener Ole Larsen. Så nu stemmer han på Partii Naleraq, Hans Enoksens parti.

Jamen, det er jo de vildeste nationalister?

»Jae ... nationalister?«, siger han nølende, som var det en nyhed for ham.

»Det handler jo mere om mit erhverv. Hans Enoksen er fra en bygd og forstår fiskerne og fangerne. Han arbejder for dem. Det er ikke, fordi jeg synes, man skal cutte forbindelsen til Danmark. Vi skal bare finde ud af, hvordan vi kommer tilbage til vores egen stolthed og kunnen«.

Ole Larsen bruger fiskeriet som eksempel på, hvor skidt det er gået i Grønland. Da han som ung begyndte at fiske, var der mange flere trawlere, mindre trawlere, som var fordelt på mange selskaber, der alle var ejet af grønlandske fiskere. Han var selv fisker på sin egen trawler i mange år.

Efterhånden blev de små selskaber overtaget af større selskaber, som blev opslugt af giganten Royal Greenland, der satte andre nationaliteter ind som officerer på trawlerne, især færinger.

»Det bliver man sur og gal over, ikke også?«, siger Ole Larsen.

Hvorfor sker det?

»Hvem er det, der sidder oppe i det der kontor og bestemmer, hvem der skal være skipper, og hvem man skal være venner med ...«, svarer han og peger ud ad vinduet mod et stort, blåt skrummel af en bygning, Royal Greenlands hovedkontor i Nuuk.

Det er danskere, gætter jeg på?

»Ja, og færinger. De arbejder sammen ...«.

Skipperen skodder smøgen.

»Og nu har jeg ikke tid længere«.

Der er ikke langt fra fiskerihavnen til universitet. Der er ikke langt til noget som helst i Nuuk. Det lille, men lækkert designede universitet ligger højt oppe og i udkanten af byen. Vi ankommer i frokostpausen, og kantinen er fyldt med studerende. Alligevel er her meget stille. Vi skal op på tredje sal og tale med nogle fra studenterorganisationen. Vi går ind i elevatoren. To kvindelige studerende med sandwiches i hænderne stiger også på. Ingen af os siger noget.

De to studerende følger med os ind på studenterorganisationens lille kontor, og det viser sig at være dem, vi skal tale med. Vi grupperer os omkring to skriveborde.

For meget prinsesse, for lidt kajak

Kvinderne bekræfter min fornemmelse, at unge grønlændere generelt er mindre danskerfjendske end de ældre. Danskerne er ikke helt slemme, siger de og griner. De er begge to bange for at haste den totale selvstændighed igennem.

»Men jeg tror ikke, det har noget at gøre med, at de unge er mindre fjendtlige«, siger Else Marie Petersen med blød stemme. »Det er nok mere ... uvidenhed, der gør en fjendtlig. Hvis man ikke har så stort kendskab til den grønlandske og danske historie gennem kolonisationen«.

Prøv Politiken i en måned for 1 kr.

Med et digitalt abonnement får du fuld adgang til politiken.dk og e-avisen leveret hver aften.

Kom i gang med det samme
 En sejltur ind i Nuup Kangerlua – også kaldet Godthåbsfjorden – kan få selv den mest sludrevorne dansker til at klappe i. Det er Vestgrønlands største fjord-system. Den længste fjordarm er cirka 160 kilometer. Men man behøver ikke at sejle ret langt ind for at mærke storheden.

En sejltur ind i Nuup Kangerlua – også kaldet Godthåbsfjorden – kan få selv den mest sludrevorne dansker til at klappe i. Det er Vestgrønlands største fjord-system. Den længste fjordarm er cirka 160 kilometer. Men man behøver ikke at sejle ret langt ind for at mærke storheden.

Så virker det ikke, som om danskerne bare har trukket det hele ned over grønlændernes hoveder?

»Selvfølgelig var der punkter ...«, siger Vivi Noahsen, der har et mønster af hvide sæler på sin sorte kjole.

Hun rejser sig og griber en rød pen og skriver to ord på et whiteboard: »Selvstændighed« og »rigsfællesskab«. Det er de to yderpunkter. Modsætninger. Neden under skriver hun: »free association«.

»For den grønlandske befolkning er det enten-eller«, siger Vivi. »Hvis man skal være selvstændig, så cutter man helt forbindelsen til Danmark. Men flere lande har opnået en form for selvstændighed med free association, hvor to lande laver aftaler på bestemte områder. Cook Islands, for eksempel. Og andre små lande i Stillehavet ...«.

»Hvis det kunne blive den her model, så måtte det gerne blive snart«, siger Vivi.

»Det synes jeg også«, siger Else Marie.

»Og så ville vi have godt af at få vores egen forfatning«, siger Vivi.

Ikke mindst hvad angår uddannelse, er der brug for en mere grønlandsk linje, ivrer de to, der begge læser kultur- og samfundshistorie. Det hele er kopieret fra Danmark. Her på universitet foregår undervisningen enten på dansk eller engelsk.

Også i folkeskolen er den gal.

Milkshake på grønlandsk.

Milkshake på grønlandsk.

»Meget af det, der undervises i, er alt for abstrakt. Man lærer om H.C. Andersen, om eventyr og prinsesser, men ikke ret meget om kajakker ... Man kan ikke forholde sig til det«, siger Vivi. »Vi har ingen træer. Vi har ingen tog. Vi har ingen ...«.

»Køer ...«, fuldender Else Marie på sin egen lavmælte måde sætningen. »Vi har så travlt med at lære om alt muligt ude i verden. Men hvad med vores egen kultur? Hvis vi kender nok til vores egen kultur, kan vi løfte hele samfundet. Hvis vi ved, hvem vi virkelig er«.

Der er også en anden ting, Vivi Noahsen og Else Marie Petersen lige vil påpege. En væsentlig forskel på danske og grønlandske studerende.

»På baggrund af vores kultur tager vi hensyn ved at være stille«, siger Vivi.

»Tavshed ...«, nikker Else Marie og lader ordet svæve lidt i luften.

»At snakke højt er ensbetydende med konflikter. Man skal ikke konkurrere om, hvem der snakker højest eller argumenterer bedst«.

»Det er det der med at være ...«, siger Else Marie og standser for at lede efter et ord.

»Når jeg kører med metro i Danmark«, går Vivi videre, »og skal op med elevatoren, fordi jeg har en klapvogn, lægger jeg mærke til, at det for folk bare handler om at komme ind først. Jeg bliver ved med at vente ...«.

»Nu kom det«, udbryder Else Marie: »Det der med at være stille, det er simpelthen, fordi vi er høflige. Når I er tavse, så er det uhøfligt. Her er det omvendt«.

Det var f.eks. også derfor, at de ikke henvendte sig til fotografen og mig i elevatoren, selv om de måske nok var lidt nysgerrige efter at vide, hvem vi var, og hvad vi bestilte der. Man snager ikke.

»Og jeg blev jo lidt overrasket, for I sagde ingenting«, siger Else Marie.

Susannes 14-årige datter blev udsat for seksuelle overgreb to gange på et halvt år. Så forsøgte datteren at hænge sig.

Susannes 14-årige datter blev udsat for seksuelle overgreb to gange på et halvt år. Så forsøgte datteren at hænge sig.

Det havde du forventet, fordi vi er danskere?

»Ja, enten at I havde henvendt jer til os eller bare havde snakket sammen uden at tænke på, at vi lyttede. Det er det samme, når man kører i bus med danskere, så hører man bare alle mulige ting, man ikke har lyst til at høre, ikke også? Hvorfor kan I ikke bare tie stille og nyde turen?«.

Et par dage senere prøver vi det: Vi tier stille og nyder turen.

Den danske forfatter Mads Peder Nordbo har inviteret os med på sejltur ind i Godthåbsfjorden – Nuup Kangerlua – og hvis der er noget, man ikke tænker på herinde, så er det at plapre løs om alt muligt ligegyldigt.

Det er en endeløs fjord. Og da de sidste ensomme huse inde på bredderne forsvinder agterude, holder vi respektfuldt kæft.

Ord som: Isflager, snedækkede fjelde og frosne vandfald er latterligt utilstrækkelige i forhold til det, vi rent faktisk oplever. Et lille isbjerg, en isskos, passerer os med kurs mod det åbne hav.

Forfatteren siger heller ikke ret meget. Han sidder bare og bliver fjern i blikket. Det her er jo en af grundene til, at han befinder sig så godt i Grønland, den sindsoprivende natur. Det har han fortalt mig inden sejlturen, da vi sidder hjemme i hans stue og kigger ud over hvidklædte Nuuk.

Mads Peder Nordbo er cand.mag. i nordiske sprog og ekspert i runer. Han har skrevet tre spændingsromaner og udgiver om få dage sin første krimi, ’Pigen uden hud’, der foregår i Nuuk og omegn. For to et halvt år siden flyttede han til Nuuk for at være tættere på sin 14-årige datter, Arendse, og hendes mor, Maiken Nordbo, som havde taget et revisorjob i den grønlandske hovedstad. Mads Peder Nordbo begyndte at arbejde på rådhuset, i kommunikationsafdelingen, hvor han blandt andet skriver taler til Nuuks borgmester.

»På mange måder forelskede jeg mig ret hurtigt i det grønlandske samfund, men samtidig blev jeg hurtigt bevidst om, at det er et meget lille samfund, som stikker alle mørke rekorder, der er at stikke i den moderne vestlige verden«, siger han.

Prøv Politiken i en måned for 1 kr.

Med et digitalt abonnement får du fuld adgang til politiken.dk og e-avisen leveret hver aften.

Kom i gang med det samme

Det var især de mange seksuelle overgreb mod børn, der gik Mads Peder Nordbo på. Så det blev temaet i hans krimi.

Han ved udmærket også godt, at han som dansker skal passe på med at give grønlænderne gode råd om, hvordan de skal indrette deres land, men han kan alligevel ikke dy sig for at sige sin mening.

»Jeg har stor respekt for selvstændighedstanken, men jeg har ikke særlig stor respekt for manglen på realisme i det, man kunne kalde den ældre gruppe af politikere. Jeg synes, de bruger mange kræfter på at puste til en ild, som risikerer at ødelægge deres eget land«, siger Mads Peder Nordbo.

Hvis Grønland mister bloktilskuddet fra Danmark på årligt 3,5 milliarder kroner og selv skal stå for militæret, udenrigspolitikken og alle de andre områder, der stadig styres fra Danmark, vil det kræve så mange ekstra ressourcer, at det i hvert fald ikke kan lade sig gøre, uden at børnene får det endnu værre, er forfatteren sikker på.

»Der er ikke nogen steder i verden, hvor jeg vil acceptere, at så mange kvinder og børn er udsat for vold. Det er sgu lige meget, om det hedder Grønland eller Lolland eller Falster. Det væsentlige er, at det ikke er i orden. Og det vil jeg have lov til at sige fra over for«.

Susanne og den krænkede datter

Maiken Nordbo arbejder ikke længere som revisor i Nuuk, hun er blevet administrationschef i kulturhuset Katuaq.

En morgen for et halvt års tid siden stod en Katuaqs rengøringsassistenter, Susanne, og græd, og Maiken Nordbo spurgte, hvad der var i vejen.

Susanne fortalte, at hun for et par år siden fik et job i Maniitsoq, en by lidt mod nord. Hun rejste derop med sin samlever, Morten, som er født i Maniitsoq, og deres fire børn – den ældste er 14 og den mindste 7. Susanne har desuden tre voksne sønner fra et tidligere forhold. Hun fremlejede sin bolig i Nuuk til nogle bekendte. Da hun og familien efter godt et halvt år vendte tilbage til Nuuk, opdagede hun til sin rædsel, at hendes fremlejere kun havde betalt en enkelt måneds husleje.

Pludselig skyldte Susanne næsten 60.000 kroner til det kommunale boligselskab. De penge havde hun ikke. Så de blev smidt ud af lejligheden.

Kommunen henviste familien til et usselt lokale i en nedlagt vuggestue i underste etage af Blok 5. Seks mennesker på gamle madrasser i et enkelt rum. Det eneste, de fik lov at tage med, var noget tøj. Uden at spørge medbragte de også et fjernsyn.

Vi har så travlt med at lære om alt muligt ude i verden. Men hvad med vores egen kultur?

»Der var ingen møbler. Det var som i en kælder. Åh gud, det var hårdt. Det der støv ...«, siger Susanne, som er gået med til også at fortælle sin historie til os. Vi sidder i Maiken og Mads Peder Nordbos stue. Maiken serverer kaffe og har købt kage.

De måtte kun bo tre måneder i genhusningsboligen. Så var det ud. Og det var den morgen, de skulle flytte, at Susanne stod og græd på arbejdet.

»Jeg havde prøvet alt muligt, men kunne ikke finde noget sted at bo. Selv om jeg har familie og venner og bekendte. De sagde bare: Det er så synd for dig, men vi kan ikke hjælpe ...«, siger Susanne.

Det var ikke hendes eneste problem. Mens de boede i den nedlagte vuggestue, besøgte hendes 14-årige datter en veninde i bydelen Nuusuaq. Da hun om aftenen gik hjem gennem tunnellen, der forbinder Nuusuaq og det centrale Nuuk, så hun ikke den mand, der gemte sig i skyggerne.

»Han tog hende med hjem. Med magt. Og sexmisbrugte hende«, siger Susanne.

»Hun kunne først flygte, da manden var faldet i søvn. Åh, det er rigtig hårdt, det der ...«.

Susanne hvisker beretningen frem og undskylder, at hun ikke kan lade være med at græde.

»Overfaldsmanden er ikke fundet endnu. Det er selvfølgelig også rigtig hårdt at vide, at han går rundt i byen«.

På politistationen fik Susanne at vide, at datteren ikke var klar til at blive videoafhørt, og at de ville genoptage sagen, når det kunne lade sig gøre. Her et halvt år efter er det endnu ikke sket.

Men der er sket noget andet.

For en uge siden sov hendes datter hos en af sine veninder, fortæller Susanne. Og da havde en af lejlighedens mandlige beboere krænket hende seksuelt. Det var ikke en fuldbyrdet voldtægt, men ...

»Dagen efter, da Morten og jeg var på arbejde, forsøgte hun at hænge sig ...«, siger Susanne.

Din datter forsøgte at hænge sig i sidste uge?

»Ja, det var i ... sidste uge ...«. Hun kan næsten ikke få ordene frem.

Susanne og hendes datter har været på politistationen for at anmelde den nye krænkelse. De fik at vide, at politiet desværre havde for travlt den dag, men at de kunne komme igen i morgen. Den følgende dag fik de samme besked.

Da familien ikke længere kunne bo i husvildeboligen, gik Maiken Nordbo med Susanne hen på kommunen for at høre, hvilke muligheder der så var. Kommunen tilbød at sende de fire børn på børnehjem. Så kunne Susanne og Morten selv bo på gaden. Det var det eneste, kommunen kunne finde på.

Is og vand i Nuup Kangerlua - Godthåbsfjorden.

Is og vand i Nuup Kangerlua - Godthåbsfjorden.

Det var for langt ude, syntes Maiken Nordbo. Hun fik midlertidig installeret familien i en af Katuaqs personaleboliger. Det er sådan set det eneste positive, der lige nu er at berette fra Susannes liv. Og så det, at hun har et arbejde og gode kolleger.

»På trods af mine problemer kan vi godt grine ad det. Så lyser jeg lidt op«, siger Susanne, der hverken har rørt kaffe eller kage.

Så gør os da klar, for pokker!

Det er familier som Susannes, der bliver de store tabere, hvis Grønland vælger selvstændigheden. Sådan lyder det fra de fleste af de mennesker, vi møder i Nuuk.

Men det er noget sludder, mener Lars-Emil Johansen, som er den nulevende grønlandske politiker, der gennem de seneste fire årtier har kæmpet mest indædt for at vriste sig fri af den gamle kolonimagt.

»Det behøver ikke at være dem, der har det hårdt, som får det hårdere. Selvstændighed er ikke en økonomisk trussel«, siger han, da vi sidder for enden af mødebordet i hans store kontor i selvstyrebygningen.

På den grønmalede endevæg hænger en snoet narhvaltand. Lars-Emil Johansen er helt i sort, bortset fra den nålestribede vest og den hvide thulemand, der hænger om hans hals.

Han var i 1977 med til at stifte det socialdemokratisk inspirerede parti Siumut, som siden har været en dominerende magt i grønlandsk politik. Han sad i Folketinget i 1970’erne og var grønlandsk regeringschef i 1990’erne. I dag er han 70 år og formand for Inatsisartut – det grønlandske parlament – og lader til at være i upåklagelig form.

På vej hen til interviewet ser jeg en overskrift på en netavis: »Kim Kielsen: Hvad skal man med fjender, når man har Lars-Emil?«, står der.

Kim Kielsen er både formand for Siumut og for naalakkersuisut – den grønlandske regering. Så det er Kim Kielsen, der er chefen, kan man roligt sige. Hvilket på ingen måde afholder Lars-Emil Johansen fra at hegle Kielsen igennem.

»Lige nu er den politiske styring for uklar«, har Lars-Emil Johansen udtalt, »og Siumut kan ikke længere stille sig tilfreds med disse forhold; de bør rettes«.

Ude i gangen overhaler jeg et tv-hold, der jagter en kommentar fra den gamle politiker.

»Jeg er jo slet ikke antidansk eller anti-Danmark, selv om man måske kan få det indtryk«, klukker Lars-Emil Johansen, da vi har sat os med nogle nødder og noget frugt og taler om selvstændighed. Faktisk prøver han at markedsføre den model, som de studerende på universitet underviste mig i: free association.

Altså en model, hvor Grønland politisk og økonomisk er selvstændig, men indgår aftaler om samarbejde med Danmark og andre lande.

»Jeg plejer at sige, at danskerne skal være vores venner, men ikke vores bosser«, siger Lars-Emil Johansen.

Selvstændighedsskeptikernes argument, at Grønland økonomisk ikke vil have en chance uden det klækkelige danske bloktilskud, kalder han »uartikuleret«.

»Et land som Grønland har masser af muligheder, og det er de muligheder, vi skal sætte i system. Vi skal sætte vores fiskeri i system. Vi skal sætte vores minedrift i gang. Vi skal sætte vores turisme i gang. Og vi skal sætte vores internationale forskning i gang. Vi skal bruge vores militærstrategiske og geofysiske vigtige placering til gavn for Grønland og ikke bare for Danmark. Og der er jeg sikker på, at vi kan etablere en grobund for en økonomisk og på alle måder forsvarlig selvstændighed«, siger Lars-Emil Johansen.

I selvstyreaftalen i 2009 fik I retten til undergrunden, så hvorfor har I ikke fået minedriften op at køre på de otte år?

»Det er vores egen fejl. Fordi vi ikke er klare nok i mælet om, at vi vil have minedrift. Vi ligger lidt for underdrejet alt for mange gange ... Minefolk siger, der er for stort bureaukrati. Og nu rasler vi ned ad verdenslisten over, hvor investorer gerne vil drive minedrift. Fordi vi er uklare i vores meldinger«.

Og så er vi tilbage ved Lars-Emil Johansens kritik af regeringschef Kielsen. Det er ikke bare minedriften, der ikke bliver til noget, det er for eksempel også planerne om at udvikle turismen ved at bygge nye store lufthavne i Nuuk og Ilulissat.

»Vi NØLER! Jeg ved personligt, at der står investorer parat«, siger Lars-Emil Johansen.

»Vi skal sætte os ned og regne ud, hvad vi skal gøre. Vi skal i gang med de konkrete forberedelser i stedet for at sige, at det ikke kan lade sig gøre«.

Grønlandske unge lader til at være mere besindige end jer gamle.

Gennem fire årtier har politikeren Lars-Emil Johansen kæmpet for grøndlandsk selvstændighed.
Foto: Ivan Riordan Boll

Gennem fire årtier har politikeren Lars-Emil Johansen kæmpet for grøndlandsk selvstændighed.

»Det er en lidt ondsindet og lidt hurtig måde at gribe diskussionen an på, når du siger, at de unge er mere besindige ... Det er jo langtfra alle unge mennesker. Og mig bekendt viser den seneste undersøgelse et meget stort flertal for selvstændighed. Det er jo ikke bare gamle politikere som mig, Lars-Emil ...«.

Han hidser sig lidt op nu.

»Alle kritikerne af selvstændighed siger: Vent nu lidt, vent nu lidt, vent nu lidt! Altså, hvad er det, man venter på? Selvstændigheden kommer jo ikke flyvende, bare fordi vi venter ti år mere. Selvstændigheden kommer den dag, vi begynder at forberede os konkret. Hvilken økonomi kan vi have under selvstændigheden? Hvilken juridisk status skal vi have? Hvilket demokratisk system? Et konkret arbejde. I stedet for bare at slå ud med armene og sige: Vi er ikke klar. Så gør os klar for pokker!«, siger Lars-Emil Johansen.

Handler det også om, at du gerne vil have taget sidste skridt, selvstændighed, inden du selv takker af?

»Jeg ved godt, at det er den ondsindede teori fra mine kritikere. Men det har altså ikke noget med min person at gøre, overhovedet ikke. Det drejer sig om nationen. Jeg mener bare, jeg har nogle evner, der kan være med til at skubbe det frem ...«.

Lars-Emil Johansen bryder af og spørger, hvornår jeg landede i Grønland?

Hvorfor spørger du om det?

»Det virker, som om du kun har mødt selvstændighedsmodstandere. Som om du er forudprogrammeret ... Jeg kæmper ikke imod nogen. Jeg kæmper for selvstændighed. Jeg kæmper for det grønlandske folk«.

Af en eller anden grund ender Lars-Emil Johansen med at tale om Arctic Winter Games, som sidste år fandt sted i Grønland. Ud over discipliner som langrend, snowboarding og ishockey dystede man også i sådan noget som at lægge arm, fortæller han.

Det giver mig ideen til at udfordre ham i armlægning lige på stedet. Den er Lars-Emil Johansen med på. Først går det okay, synes jeg selv. Jeg er lige ved at tro, at jeg har ham.

Så skriger han: »SELVSTÆNDIGHED!«. Og hamrer min danske arm i bordet.

Prøv Politiken i en måned for 1 kr.

Med et digitalt abonnement får du fuld adgang til politiken.dk og e-avisen leveret hver aften.

Kom i gang med det samme
Grønland selvstændighedshistorie
Foto: Boll Ivan Riordan

Grønland selvstændighedshistorie

JP/Politikens Forlag

Politiken var inviteret til Grønland af

Prøv Politiken i en måned for 1 kr.

Med et digitalt abonnement får du fuld adgang til politiken.dk og e-avisen leveret hver aften.

Kom i gang med det samme

Mest læste

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce