Københavns hoteller hænger i telefonkøen efter en taxa

Restaurations- og hotelbranchens gæster venter for længe, klager de. Men Taxinævnet og chaufførerne peger på opgørelser, der viser, at ventetiden efter en taxa er faldet. Måske skyldes det hele metro- og vejarbejdet.

Danmark

Carsten tager et hiv af smøgen, smider den fra sig og retter lidt på den farvede vest. Taxachaufførernes velkendte uniform.

»Man skal jo tage sig godt ud, når kunderne kommer«, smågriner han.

Det er midt på en overskyet eftermiddag ved Københavns Hovedbanegård. Bag Carstens sølvskinnende taxa holder en kort række med hyrevogne i grå-blå nuancer.

»Her på det her tidspunkt sker der sgu ikke så meget. Der er altid nogen, der skal fra toget til et hotel. Jeg ville hellere ud i lufthavnen, der sker lidt mere«, konstaterer han. Men selvom der ifølge Carsten og flere af chaufførerne her ved Hovedbanegården ikke sker så meget, så viser en ny undersøgelse fra restauranters og hotellers brancheorganisation Horesta, at der i København er en decideret mangel på taxaer.

Ifølge undersøgelsen svarer 83,6 procent af hovedstadens hoteller og restauranter, at de har udfordringer med at skaffe taxaer til deres kunder. Og at det er blevet værre over det sidste år. Arne i taxaen bag Carsten trækker lidt på skuldrene, når han hører om undersøgelsen.

»Taxamangel? Haha, det er sgu da sjovt. Jeg holder dælme stille meget af tiden. Det er i korte perioder, hvor der virkelig er knald på, men ellers kører jeg lidt tilfældigt rundt eller holder ved de ellers travle steder«.

Men spørger man Jens Zimmer Christensen, formand for Horesta, så er virkeligheden for hans medlemmer altså anderledes.

»Det er et problem for de gæster, der besøger København. Hvis det er et generelt indtryk, man efterlades med som besøgende, så er det rigtig skidt«.

Flere biler på gaden

Ifølge Horesta-formanden kan det på sigt skabe økonomiske problemer for flere hoteller og restauranter, hvis kapaciteten ikke øges. Ifølge undersøgelsen er problemet i særdeleshed lav kapacitet i spidsbelastningsperioderne på hverdage før kl. 10 og i weekenderne efter kl. 18.

»Det er en vanskelig situation. For på den ene side vil vognmændene gerne have flere biler på gaden, men man kan ikke få tilladelse til det. Når man nu efterspørger flere tilladelser, så burde det i min optik ligge lige til højrebenet«, siger Jens Zimmer Christensen.

Og i efterspørgslen efter flere bevillinger til taxaer støttes han af John Lindbom, der er formand for Dansk Taxi Råd, brancheorganisationen for vognmænd i Danmark.

»Overordnet er det et problem, at en servicebranche ikke kan servicere sine kunder. Når alle skal afsted til lufthavnen om morgenen og lignende, så er der ikke taxaer nok uden ventetid. Vi kan ikke bygge en taxiflåde op på to timer om morgenen eller to timer om eftermiddagen. Men omvendt er det klart, at vi som branche har bedt om at få flere bevillinger fra Taxinævnet, så vi kan få flere biler på gaden. Men det har Taxinævnet afvist så sent som 12. juni«, siger John Lindbom.

Taxinævnet i Region Hovedstaden, der som fælles kommunal myndighed udsteder tilladelser til taxakørsel i 28 kommuner i Storkøbenhavn og Nordsjælland, har ganske rigtigt afvist nylige ansøgninger om flere bevillinger.

Men det er der en ganske enkel forklaring på, siger formand for nævnet Jens Jørgen Nygaard, der udover dette formandshverv også er konservativ viceborgmester i Egedal Kommune.

»Det er virkelig en mystisk diskussion. Vi har i interne undersøgelser dokumenteret, at ventetiden på taxaer er faldet støt i perioden 2014 til 2016. Det er et faktum. Så resultaterne af Horestas undersøgelse fremstår for mig en kende absurde. Det er et faktum, at man i gennemsnit venter i kortere tid«, fastslår Jens Jørgen Nygaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»De holder jo stille«

For Taxinævnet er det et decideret fejlskud, hvis man tror, at det bare handler om at få flere biler på vejene.

»De holder jo stille i flere timer hver dag. Det hjælper ikke noget, at man indretter kapaciteten efter spidsbelastningssituationer, for så har man for mange chauffører, der ender uden arbejde, hvis de skal holde stille i seks timer på deres vagt. Det er der ganske enkelt ikke nok penge i«, siger Jens Jørgen Nygaard og fortsætter:

»Det er for nemt, når Horesta siger, at der er for få taxaer, når deres medlemmer ikke benytter dem størstedelen af dagen«.

Samme syn på sagen har fagforeningen 3F Københavns Chauffører, der repræsenterer mange taxachauffører. De nævner også opgørelsen fra Taxanævnet om den lavere ventetid. For Bo Weyde, der er fagpolitisk talsmand i fagforeningen, er der en langt mere simpel forklaring på, at kunderne kan opleve ventetiden i nogle perioder som lang.

»Hovedsageligt er det, fordi København er én stor byggeplads. Man bruger ufatteligt lang tid til at nå frem til kunderne«. For ham er det dog heller ikke en løsning at få flere biler på gaden.

»I forhold til at udstede flere bevillinger, så er det en nem løsning her og nu, men det løser reelt set ikke problemet. Som det er skruet sammen nu, vores taxasystem, så skal der være basis for, at der er økonomi til flere vogne. Det er der ganske enkelt ikke«, siger Bo Weyde.

Både 3F og Taxinævnet henviser til, at man i andre europæiske hovedstæder giver taxaer lov til at benytte busbaner og –sluser. Noget, som man ikke giver tilladelse til i København.

Og for chaufførerne ved Hovedbanegården ville det være herligt, hvis man kunne komme hurtigere rundt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Men byen skal jo også fornys, ikk’?«, siger Carsten henkastet og finder solbrillerne frem. Solen har brudt skydækket.

»Så, nu er der en rotte i fælden«, udbryder Arne, da centralen melder om en kunde, der skal til lufthavnen. Klokken nærmer sig den såkaldte spidsbelastningsperiode sidst på dagen.

»Så er det slut med at holde stille«, griner Arne, inden han starter motoren og tøffer væk.

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce