Loyal to Familia-bandens leder har to gange undgået udvisning trods domme for meget grov voldskriminalitet.
Foto: Jesper Mortensen

Loyal to Familia-bandens leder har to gange undgået udvisning trods domme for meget grov voldskriminalitet.

Danmark

To betingede udvisninger til bandeleder: »Det er en kæmpe fejl, at han ikke røg ud«

Det er galt, at lederen af den berygtede københavnsk LTF-bande ikke er sendt tilbage til hjemlandet for lang tid siden, mener folketingspolitiker.

Danmark

Den første betingede udvisning fik Shuaib Khan, da han var med til at slå en mand ihjel i Aalborg og fik otte års fængsel.

Den anden betingede udvisning fik han, da han havde deltaget i et meget brutalt overfald på åben gade og under varetægtsfængslingen var med til at angribe en medindsat fra bandemiljøet.

I dag er han løsladt fra fængslet og anses for at være en af hovedaktørerne i den igangværende bandekrig i København, der har tvunget politiet til at advare unge mænd om at være påpasselige, når de går uden døre i hovedstaden. Manden er pakistaner og har trods de to domme undgået at blive sendt ud af Danmark.

Det er helt vildt, hvad han koster i politiressourcer.

Det er helt galt, mener Lars Aslan Rasmussen, der er et af Socialdemokratiets medlemmer i Folketingets retsudvalg.

»Det er helt vildt, hvad han koster i politiressourcer«, siger politikeren.

»Det er en kæmpe fejl, at han ikke røg ud efter første gang. Han er katalysatoren til de her problemer«.

Men det kan være skidt for menneskerettighederne, hvis folkevalgte ikke står samlet bag dem, advarer direktøren for Dansk Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen, efter den kraftige kritik fra Lars Aslan Rasmussens side.

Facebook-kritik af manglende udvisning

I et opslag på Facebook peger folketingspolitikeren på den omstændighed, at Shuaib Khans familie har meget tætte bånd til hjemlandet.

»Derfor undrer det mig, at man dengang vurderer familiens tilknytning til Danmark til at være så stærk, at han undgår udvisning, selv om han har slået en ihjel. Jeg synes virkelig, at man er til grin i det her«, siger han til Politiken efter opslaget.

Men Shuaib Khan er født og opvokset i Danmark. Det er vel rimeligt, at retten tager hensyn til dét i beslutningen om ikke at udvise ham?

»Det undrer mig, at man samlet set laver den afgørelse. Når man ser, hvad andre, der ér blevet udvist, har gjort, så er der noget absurd i det her. Set i bakspejlet er det en kæmpefejl«, siger folketingspolitikeren.

Man har ikke vægtet beskyttelsen af samfundet.

Han peger på, at blandt andre to unge tyrkiske fætre blev sendt ud af Danmark efter at have myrdet en ung italiensk turist på Nørrebro i 2003 som et eksempel på, at der er blevet udvist trods en betydelig tilknytning til Danmark. Og på, at et medlem af den berygtede Levakovic-familie blev udvist i 2013, selv om hans pårørende bor her. Det skete efter en mangeårig kriminel karriere, der kulminerede med et hjemmerøveri mod en ældre mand.

»Han havde ikke slået nogen ihjel«, påpeger Lars Aslan Rasmussen.

Er der en manglende ligevægt i hensynet til den kriminelles menneskerettigheder kontra behovet for at beskytte samfundet?

»Det er vigtigt, at vi overholder de internationale konventioner. Man skal for eksempel ikke udlevere til torturlande eller sende folk til lande, hvor de risikerer dødsstraf. Og det er svært at udtale sig om samtlige domme. Men jeg synes i det her tilfælde, at det har været en forkert domstolsafgørelse. Man har ikke vægtet beskyttelsen af samfundet. Det er en kæmpe fejl, at hensynet til ham og hans familie er større end hensynet til samfundet. Der har man helt klart vurderet forkert«.

Du har som folketingspolitiker mulighed for at gøre noget ved det, hvis der er behov for at lave ændringer i forhold til udvisninger. Gør du det?

»Jeg har stillet justitsministeren spørgsmål om det. Det er vigtigt, at vi finder ud af, hvor mange det drejer sig om og får et samlet helhedsindtryk af banderne. Det her handler ikke om, at han skal ned med nakken, men om at få et ordentligt overblik«.

Udvisninger - eller mangel på samme - har før givet heftige diskussioner

Spørgsmålet om udvisninger af udlændinge, der begår meget voldsomme og grove lovovertrædelser, har i årevis været meget omstridt i den politiske debat.

Det er tidligere lykkedes at få udvist bandekriminelle med den palæstinensiske 'Fisfis' - Mahmoud Khalil Salem - som den mest omtalte. Han kom fra Libanon, havde aldrig haft arbejde i Danmark og havde ægtefælle og børn her i landet samt flere pårørende i hjemlandet.

Men efter flere års bandeaktivitet kulminerende med blandt andet narkohandel, vold, afpresning og våbenbesiddelse blev han til sidst pålagt at forlade Danmark i 2011.

Den Europæiske Menneskeretskonvention betyder, at der ikke kan udleveres til lande, hvor den udviste risikerer tortur og mishandling. Den tilsiger samtidig, at der skal tages hensyn til retten til privat- og familieliv. Det betyder, at der ved udvisningskendelser skal ses på den dømte kæltrings tilknytning til Danmark og på hans eller hendes tilknytning til hjemlandet.

Det sidste har i en lang række højtprofilerede sager beskyttet kriminelle mod at blive sendt tilbage til oprindelseslandet trods endog meget voldsomme personfarlige forbrydseler.

Menneskerettighederne trives bedst, når de nyder bred politisk opbakning.

En del af kritikken er rettet mod Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der gennem sine afgørelser styrer, hvordan landene skal efterleve menneskeretsreglerne. Domstolen er ifølge kritikere gået meget vidt i sine fortolkninger og truffet afgørelser, der er blevet opfattet som krænkende for retsfølelsen i landene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Politikerne har selv tilsluttet sig konventionerne

Direktør Jonas Christoffersen fra Institut for Menneskerettigheder peger imidlertid på, at det er politikerne selv, der i sin tid fik nedfældet menneskerettighederne i Den Europæiske Menneskeretskonvention og oprettede den domstol, der fungerer som international ankeinstans og vagthund. Lars Aslans Rasmussens forgængere på tinge tilsluttede sig menneskeretssystemet årene efter Anden Verdenskrig.

Det skal blandt andet lægge grænser for, hvad de folkevalgte kan gøre i forhold til borgerne. Rettighederne er samtidig afhængige i, at der er politisk og dermed folkelig opbakning til dem.

Derfor er der grund til at fare med lempe, mener han: »Det er skidt for menneskerettighederne, hvis de ligger for langt fra, hvad de folkevalgte ønsker. Menneskerettighederne trives bedst, når de nyder bred politisk opbakning«, siger han.

»Spørgsmålet er i virkeligheden, hvordan man indretter systemet, så rimelige ønsker om at flytte på menneskerettighederne kan finde sted«.

Mens der i Danmark har været fokus på spørgsmål som retten til familiesammenføring eller om udvisninger, så er det i andre europæiske lande andre hjørner af menneskeretten, man kan skændes om.

»Grundlæggende er politikerne i et dilemma. De kan ikke selv bestemme det her, for de har bundet sig op på andre lande i samarbejdet«.

Vi skal gå fremad i flok?

»Ja. Hvis man vil lave generelle ændringer eller sende politiske signaler om det, så skal det ske i flok«.

Danmark vil forsøge at ændre domstolens praksis

»Det er det, regeringen nu gør ved at tage det op i Europarådet. Den er i gang med at se på, hvordan man kan justere praksis, så domstolen er mere lydhør over for politiske argumenter. Danmark siger, at vi godt kunne tænke os et større spillerum. Det er det, man arbejder for«, forklarer Jonas Christoffersen.

»Man kan også fra et lands side forsøge at puffe til grænserne ved at lave grænsesøgende lovgivning. Så håber man, at de nationale domstole vil acceptere det som værende inden for reglerne og at menneskeretsdomstolen finder, at det er inden for skiven. Der er flere eksempler på, at man har gjort lige præcis dét i flere lande - og har haft held til at overbevise domstolen om, at det var o.k.«.

Danske politikere må tage medansvar for, at de har bragt sig i den situation, at de har svært ved at gøre noget ved det, de er uenige i.

Når der fra politisk hold rettes karske ord mod dele af menneskerettighedsdomstolens praksis, så er det værd at huske på, at de folkevalgte hidtil har undladt at gribe ind.

»I Danmark har vi gjort det, at vi holder os til domstolens praksis. Vi har ikke forsøgt at gøre noget ved den. Danmark har aldrig taget initiativ til at justere menneskeretsdomstolens praksis siden 1950 og indtil sidste år. Så danske politikere må tage medansvar for, at de har bragt sig i den situation, at de har svært ved at gøre noget ved det, de er uenige i«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Nu synes vi, at kursen skal justeres og tager det derfor op politisk. Det er helt rimeligt at gøre det. Man skal bare vide, at politikerne aldrig har udtalt sig mod den udvisningspraksis, der er. Man har brokket sig. Men man har aldrig gjort noget ved det«, siger direktøren for Institut for Menneskerettigheder.

Kritik af menneskerettighederne er i orden

Han understreger, at det er fuldt i orden at sætte spørgsmål ved menneskeretsbaserede afgørelser, sådan som Lars Aslan Rasmussen gør det.

»Vor grundopfattelse i instituttet er, at uanset om man er enig i et Folketingsflertals holdning til, at der skal kigges på systemet, så er det politisk legitimt at gøre det. Hvis det ikke sker, så risikerer man, at flere og flere tager afstand fra detaljer i menneskerettighederne. Og så mister man noget, der er vigtigere end niveauet på beskyttelsen af kriminelle udlændinge«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce