Foto: Stine Tidsvilde

Henrik er ved at skrive Margrethe ind i den ældgamle historie om kongehusets ægteskabelige skandaler

Ved at nægte at lade sig begrave i Roskilde Domkirke sammen med dronningen rammer Prins Henrik den historisk bevidste Margrethe, hvor det gør allermest ondt: på eftermælet. Hun vil blive husket som dronningen, der ligger alene, en snedig udtænkt hævn for, at han aldrig har fået den status, han ønskede.

FOR ABONNENTER

Prins Henriks forskellige udsagn gennem årene har naturligt nok fremkaldt en del reaktioner. De fleste synes dog at være enige om, at han denne gang er faldet ud af rollen. Sympatien samler sig om dronningen, som i offentligheden fremstår som forurettet og skidt behandlet.

Det er ikke første gang, en prinsgemal er utilfreds med sin rolle. Dansk historie har ganske vist ingen fortilfælde, da vi ikke tidligere har haft en prinsgemal, men europæisk historie har en del. Mange ved, at Storbritanniens dronning Victoria i 1840 blev gift med prins Albert af Sachsen-Coburg-Gotha, der efter årelang diskussion fik titlen ’prince consort’, hvad han bestemt ikke var tilfreds med. Han ville som Henrik være ’kongegemal’, king consort, men Lord Melbourne, den engelske premierminister, gjorde det klart for Victoria, at det ikke ville blive accepteret af parlamentet.

Knap 140 år tidligere havde en anden regerende dronning i England, Anne Stuart, forsøgt at få sin ægtemand, danske prins Jørgen (George) anerkendt som konge, men hun kunne heller ikke få parlamentet med på ideen. Afvisningen af prins Jørgen var bemærkelsesværdig, idet Anne Stuart efterfulgte William III, der gennem sit ægteskab med den regerende dronning Mary var blevet anerkendt som konge. William afviste at være underordnet i forhold til Mary. Men det hang sammen med en ganske særlig politisk situation, idet William som statholder i Nederlandene i forvejen havde fyrstelig magt, vigtigst var det, at han militært havde bidraget til fordrivelsen af den katolske James II i 1688.

Kongetitlen var i hans tilfælde en belønning, man ikke kunne undslå sig for, men normalt ønskede man at begrænse dronningemændenes indflydelse. Karakteristisk er den danske kongelov fra 1665, hvor det hedder, at ægtefællerne til en regerende dronning intet skulle have at gøre med »enevoldsherskabet«. Ligegyldigt hvor mægtige de var i deres hjemland, skulle de ikke »tilegne« sig nogen form for magt i Danmark, men udelukkende ære og støtte arvedronningen, det vil sige den regerende dronning. Man ønskede ingen udenlandsk indblanding i indre anliggender gennem dronningens ægtefæller, derfor skulle deres muligheder for at handle politisk begrænses. Et af midlerne var at sørge for, at de ikke fik for høj status. Og dermed er vi tilbage ved prins Henrik. Han kan næppe mistænkes for at repræsentere udenlandske interesser, men hans adfærd er måske alligevel et eksempel på, hvad det var, Frederik III og kongelovens forfattere var bange for. Henrik er ikke tilfreds med sin status, og som så ofte ser vi, at personlig forfængelighed bliver begrundet ideelt med udgangspunkt i herskende ideologiske strømninger. Henrik begrunder sit krav med ligestilling, men historisk set er han en karakteristisk utilfreds prinsgemal.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent og få fuld adgang til Politiken i en måned for bare 1 kr.

Bliv abonnent for 1 kr

Mest læste

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce