Bandelederen Shuaib Khan fra Loyal to Familia blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør og derefter varetægtsfængslet - sigtet for trusler mod betjent.
Foto: Jesper Mortensen

Bandelederen Shuaib Khan fra Loyal to Familia blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør og derefter varetægtsfængslet - sigtet for trusler mod betjent.

Danmark

Bandeleder fra Loyal to Familia fængsles for trusler mod betjent

30-årig bandeleder nægter sig skyldig i trusler mod betjent under visitation.

Danmark

Lederen af banden Loyal to Familia, Shuaib Khan, blev lørdag varetægtsfængslet i 17 dage ved et grundlovsforhør i Københavns Byret.

Han er sigtet for at have truet en betjent under en visitation på Nørrebro. Men ved grundlovsforhøret nægtede han sig skyldig.

Ifølge anklager Louise Nielsen har Shuaib Khan lige før midnat den 31. juli på Blågårds Plads på Nørrebro truet en betjent.

På det tidspunkt var betjente ved at visitere omkring 10 medlemmer af banden Loyal to Familia (LTF), fordi Nørrebro er visitationszone, og de blev visiteret i en opgang.

Ifølge anklageren var det her, at Shuaib Khan erklærede til de omkringstående bandemedlemmer om en bestemt betjent:

»Husk hans ansigt«.

Den sigtede skulle også have sagt til betjenten: »Pas på din ryg« - og derefter opfordret bandemedlemmer til at tage billeder af politibetjenten.

Det har både betjenten og flere af de andre politifolk forklaret i afhøringer til politiet. De har også forklaret, at der var en »dårlig stemning« under visitationen.

Khan indrømmede under grundlovsforhøret, at han er medlem af LTF. Men da han blev spurgt, om han havde en ledende rolle i banden, svarede han: »Ingen kommentar«.

Han ville dog gerne udtale sig, og han nægtede sig skyldig.

Han forklarede, at han og de andre bandemedlemmer blev visiteret af politiet, men at én af betjentene havde en »negativ attitude«. Det påtalte Shuaib Khan over for betjenten, men han afviste, at havde truet betjenten.

Udtrykket »pas på dig selv« var ikke ment truende, sagde han.

»Hvis han følte sig truet, hvorfor anholdt han mig så ikke?«, spurgte Shuaib Khan retorisk.

Hans forsvarer, advokat Michael Juul Eriksen, protesterede mod varetægtsfængslingen. Han undrede sig også over, hvorfor politiet først lang tid efter episoden anholdte Shuaib Khan.

Desuden fremhævede advokaten, at Khan har tilbragt ni ud af de seneste ti år i fængsel, hvor han var vant til at blive visiteret og undersøgt af betjente - og siden hans løsladelse i marts i år var Khan adskillige gange blevet visiteret, uden at der var episoder.

Michael Juul Eriksen fremhævede også, at det ordvalg, som anklageren havde nævnt, at Khan brugte under visitationen ikke var alvorlige nok til at blive varetægtsfængslet.

»Det er godt nok overdrevet«, sagde Michael Juul Eriksen og nævnte adskillige sager, hvor der enten skulle være dødstrusler eller trusler om vold, før de førte til en varetægtsfængsling.

»Alle skulle varetægtsfængsles, hvis dette skulle gælde«, sagde advokaten og fremførte, at »hvis det ikke lige var Shuaib Khan, der sad her, så havde man aldrig fremstillet nogen under de her forhold«.

Anklageren afviste, at det var underligt, at Shuaib Khan først nu var blevet anholdt. Hun pegede på, at allerede lige efter episoden havde betjentene rapporteret den internt.

Dommeren lagde i sin kendelse vægt på, at flere betjente har vidnet om Shuaib Khans ordvalg, og at betjentene var omgivet af en række bandemedlemmer fra LTF. Desuden fremhævede dommeren, at Khan flere gange tidligere er blevet dømt for vold - udover at han også blev dømt for dødsvold i 2008.

Shuaib Khan skal foreløbig sidde fængslet frem til 29. august. Han overvejer, om han vil kære kendelsen til Østre Landsret.

Redaktionen anbefaler:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce