BYNATUR. Københavns Kommune arbejder i øjeblikket på et lokalplanforslag for det kommende Ørestad Fælled Kvarter på den gamle strandeng på den ene side af Ørestad Boulevard - hvor der allerede er bygget på den anden side.

BYNATUR. Københavns Kommune arbejder i øjeblikket på et lokalplanforslag for det kommende Ørestad Fælled Kvarter på den gamle strandeng på den ene side af Ørestad Boulevard - hvor der allerede er bygget på den anden side.

Biolog: 70 procent af den mangfoldige natur på Amager Fælled trues af boligbyggeri

Byggeri på oprindelig natur på Amager Fælled er blevet et stort emne i den københavnske kommunalvalgkamp. Alle regner på, hvor store eller små skaderne bliver.

Danmark

Det er misvisende at tale om, at ’kun’ seks procent af Amager Fælled berøres af de omstridte planer om at bygge 2.500 boliger på området, og dermed konkludere, at forringelsen af naturværdierne er tilsvarende små.

Det fastslår lektor på Københavns Universitet Hans Henrik Bruun, efter at fortalerne for projektet har sagt og skrevet, at det kun er en meget lille del – seks procent – af hele fælleden, som berøres af byggeriet af en ny bydel, der skal være fuldendelsen af Københavns satellitby, Ørestad.

Han har en anden måde at regne på:

Hans Henrik Bruun peger på, at fælleden for langt den største del består af affald, der gennem årtier er blevet hældt ud i vandområder som opfyld.

Og det har ikke den store naturbevaringsværdi – om end det kan være til glæde for friluftsfolket.

Af den resterende – og mindre – del af fælleden, som er den biologisk værdifulde del med mange sjældne dyre- og plantearter, er det dermed hele 70 procent, der forsvinder med byggeriet, lyder hans beregning.

De tilbageværende 30 procent af den artsrige del får samtidig meget ringere værdi, fordi de mange arter af dyr og planter næppe vil kunne opretholde levedygtige bestande på et så reduceret areal.

»Hvis man fjerner 70 procent af den biologisk værdifulde del af fælleden, vil det for de fleste sjældne planter og insekter være slut over en periode. Måske kan en del af padderne overleve, men som sammenhængende naturområde, som det er i dag, vil det ikke kunne overleve«, siger Hans Henrik Bruun.

Tabet er allerede stort

Af den del af fælleden, der ligger inden for den gamle kystline, og som stammer tilbage fra stenalderen, er det meste allerede forsvundet på grund af byggeriet af Ørestad og Bella Center.

»Så tabet er allerede stort, men der er tale om dødsstødet til den allersidste del af den gamle strand, hvis de byggeplaner, som er på bordet, realiseres«, lyder advarslen fra Hans Henrik Bruun.

Han tilslutter sig et forslag fra De Radikale om at flytte byggeriet nogle hundrede meter mod vest til et – fredet – område på den anden side af det nuværende vandrehjem. Og til gengæld frede de hektar, der nu er planer om at bygge på.

Men han erkender også, at det er svært at ophæve en fredning for at bytte den med en anden.

Regnestykkerne fyger

Der bliver også lavet andre regnestykker på omfanget af det kommende byggeri.

Erhardt Franzen fra Amager Vest Lokaludvalg mener, at det er politisk manipulation, når tallet seks procent bringes på bane af byudviklingsselskabet By & Havn som udtryk for, hvor meget af hele fælleden der forsvinder.

Efter Erhardt Franzens beregninger er det snarere 15 procent af hele fælleden som naturområde, der bliver forstyrret.

Det regner han ud sådan her: Hele Amager Fælled alt inklusive er på 325 hektar, og trækker man vandrehjemmet, boldbaner, et område udlagt til campingplads og andet fra, kommer man ned under 275 hektar. Lokalplanen for det nye byggeri udlægger 40 hektar som projektområde. Det er cirka 15 procent af de 275 hektar.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jakob Hougaard, socialdemokratisk medlem af miljø- og teknikudvalget i København, synes stadig, at det er relevant at hævde, at det kun er seks procent, som berøres.

»Hvis man er biolog, fokuserer man på, hvor der findes vokshatte og brændeskærm (en svamp og en plante, red.), og så er man mere interesseret i dem end den natur, der gror oven på en gammel losseplads med opfyld. Men er man børnefamilie og vil på udflugter og spille bold, er man interesserede i de områder, der plejes af kommunen, og som ikke nødvendigvis er så biologisk enestående. Det afgørende er øjnene, der ser«.

Jakob Hougaard mener, at »nogen prøver i debatten om biodiversitet på Amager Fælled at skabe en illusion om, at disse planter og dyr kun findes her, og at det nærmest er det hvide næsehorns sidste levested«.

»Det er forkert. Mange af de planter og dyr vokser også andre steder på Vestamager. Meget af den natur på Amager Fælled, der er så meget diskussion om, findes flere steder på Kalvebod Fælled og ned til Kongelunden«, siger Jakob Hougaard.

Efter hans opfattelse kommer aktivisternes kamp for det særlige strandengsområde på Amager Fælled alt for sent.

»Det er korrekt, at der fortsat er en ret stor biodiversitet der, hvor der skal bygges, men området er ikke ret stort og byudviklingen og lossepladser, som indkapsler området, betyder, at de økologiske forhold for dyr og planter langsomt vil blive undermineret, også selv om vi undlod at bygge. Derfor er modstanden mod byggeplanerne nærmest lidt sørgelig«, siger Jakob Hougaard.

I stedet anbefaler han, at der gøres mere for at fastholde større sammenhængende naturområder.

Han understreger også, at byggeriet af Ørestad og anlæggelsen af metro har åbnet adgangen til de store naturområder for københavnerne, og i den proces »vil menneskers behov altid skulle opvejes mod rene naturinteresser«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Steffen Rasmussen fra byggemodstanderne i organisationen Amager Fælleds Venner mener ikke, at Jakob Hougaard har ret i, at der er helt tilsvarende naturværdier på resten af Vestamager:

»Der er muligvis små kolonier med den slags sjældne planter og dyr nogle steder på Kalvebod Fælled, men den største koloni er på Amager Fælled, hvor de nye bygninger skal stå. Og så snakker Jakob Hougaard om områder, der ligger i Tårnby Kommune. Men vi mener, at vi i Københavns Kommune skal passe på vores egen natur og bevare noget af det oprindelige«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce