Springende blåfinnet tun. Fisken kan veje adskillige hundrede kilo.
Foto: Brian J. Skerry/National Geographic Stock/WWF

Springende blåfinnet tun. Fisken kan veje adskillige hundrede kilo.

Danmark

Forskere kan næsten ikke få armene ned igen: Kæmpestore tun er tilbage i de danske farvande

De første blåfinnede tun er blevet fanget og mærket i danske farvande som led i et projekt, der skal afklare, hvorfor den store fisk er vendt tilbage efter et halvt århundredes fravær.

Danmark

Et af havets rovdyr, den blåfinnede tun, er atter dukket op i danske farvande. De første blev fanget, mærket og genudsat forleden som led i et projekt, der skal bidrage til opklaring af, hvorfor den blåfinnede tun er vendt tilbage.

Den blåfinnede tun er en eftertragtet spisefisk. Der var kommerciel fangst af blåfinnet tun i Danmark fra 1920'erne til 1960'erne, hvorefter fisken forsvandt fra Danmark. Bestandene er flere steder i verden under pres på grund af fiskeri.

De to bestande af atlantisk tun, som gyder i henholdsvis Middelhavet og Den Mexicanske Golf, er også pressede. Mærkningsprojektet vil gøre det muligt at følge fiskenes vandringsruter.

Øverst i fødekæden

Mærkningen gennemføres i et samarbejde mellem WWF Verdensnaturfonden, DTU Aqua og Sveriges Lantbruksuniversitet (SLU).

»Tunen hører hjemme i de danske farvande som et toprovdyr på linje med løven på den afrikanske savanne«, siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

At få tunen tilbage vil genoprette de naturlige fødekæder i de danske farvande, tilføjer han.

Den blåfinnede tun har en tophastighed på over 80 kilometer i timen. Det største eksemplar af fisken, der kendes, vejede 725 kilo.

Det er en fantastisk art, som svømmer tusindvis af kilometer hvert år for at komme her

Projektet har fået tilladelse af den internationale kommission til for bevarelse af tunfiskebestanden i Atlanterhavet til at fange, mærke og udsætte 40 tun - 20 i Danmark og 20 i Sverige. Blåfinnet tun må ellers ikke fiskes i Danmark.

Selve fangsten udføres af et større antal sportsfiskere. Fiskene mærkes med en elektronisk chip, og der tages vævsprøver af dem. Det sidste kan bruges til at afklare, hvilken af de to bestande de tilhører.

De tun, der blev fanget og mærket i Skagerrak i lørdags vejede 130-285 kilo.

»Det er en fantastisk art, som svømmer tusindvis af kilometer hvert år for at komme her. Vi kan næsten ikke få armene ned igen, fordi vi endelig har tunen i danske farvande«, siger professor ved DTU Aqua, Brian MacKenzie.

Nu også set i Øresund

Mærkningen af tunene skal gennemføres inden 21. september.

Den blåfinnede tun er igennem det seneste par år blevet set i større stimer både i Skagerrak og Kattegat. Og sidste torsdag blev en stor flok tun på 100-130 kilo ifølge Helsingør Dagblad set i Øresund mellem Gilleleje og Hornbæk.

En begejstret chef for Øresundsakvariet i Helsingør, Jens Peder Jeppesen, bekræftede observationen overfor avisen.

»Det er et syn, vi ikke har set i Øresund siden 1960'erne«, tilføjede han.

Redaktionen anbefaler:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce