Det gælder om at tage små skridt her i tilværelsen og have øje for hverdagens gaver. Nogle gange kan en glemt flaske shampoo redde dagen.
Foto: Louise Herrche Serup

Det gælder om at tage små skridt her i tilværelsen og have øje for hverdagens gaver. Nogle gange kan en glemt flaske shampoo redde dagen.

Danmark

Anden halvleg: Små skridt er vejen frem

Det gælder om at glæde sig over de små ting. Som når tyske turister har efterladt en næsten fuld flaske hår- og bodyshampoo i campingpladsens badekabine.

Danmark

»Nå, nu går vi over til torsdagstømning i stedet for tirsdagstømning«.

Min kone sidder og åbner post ved spisebordet fra renovationsfirmaet, der i øvrigt også snart kommer med en biospand til deling med naboen.

Jeg brummer og medgiver, at det bliver en overgang. At skraldespanden nu bliver hentet to dage senere, men efter et par uger har vi nok vænnet os til det, og alt vil være ved det gamle. Bortset fra, som vi minder hinanden om, at vi skal huske at spise skalrejer om onsdagen fremover, i stedet for mandag. Så det ikke ligger og lugter.

Det problem til side så er jeg ellers i store træk tilfreds.

Glæden ved andres flomme

I går var jeg til spinning med en mand, der var om muligt tykkere end mig, og som helt objektivt svedte mere og havde dårligere teknik, når vi stod op, med stive arme og overstrakte knæ.

PFA har lige sendt mig en mail om, at det går rigtig godt med min opsparing til pension, hvad det så end betyder. Og jeg mærker nærmest ikke min slidgigt i venstre tå, medmindre jeg virkelig fokuserer på det.

Så var det, jeg ligesom de fem Yorkshiremænd fra Monty Python-sketchen kom til at tænke på dengang for præcis 28 år siden. Jeg boede på langtidsvilkår på campingpladsen i Nykøbing Falster lige mellem Falckstationen og fodboldbanerne. Og jeg vågnede med rimfrost på posen, som man siger.

1. august var jeg nemlig begyndt i praktik på Ny Dag, en avis der ikke længere eksisterer, og dengang som nu var det svært at få en studiebolig, så jeg havde sat mit kuppeltelt op og nød i store træk efteråret.

Selv om jeg fik overbevist bøllen om, at jeg teknisk set ikke var bøsse, så var jeg jo ganske rigtigt stadigvæk københavner

Jeg havde lånt et dobbelt kassettebånd med James Taylors livekoncert på biblioteket, som jeg sad og hørte om aftenen på redaktionen, når de andre var gået hjem, inden det var tid til at finde campingpladsen. Jeg røg masser af cigaretter, og jeg lå på hi-scoren på pinballmaskinen på grillen under redaktionen. What’s not to like.

Københavnerbøssen

Måske lige bortset fra, at jeg selv havde sagt op fra en praktikplads, jeg ikke kunne holde ud i København, og at jeg dermed for altid havde dømt mig selv ude af det gode journalistselskab. mente jeg. At mit kærlighedsliv lå i ruiner, og jeg ikke kendte et øje indenfor 100 kilometers radius.

Og godt nok blev jeg slået ned på værtshuset Sgt. Pepper, fordi jeg var en ’Københavnerbøsse’. Selv om jeg fik overbevist bøllen om, at jeg teknisk set ikke var bøsse, så var jeg jo ganske rigtigt stadigvæk københavner, hvilket i sig selv sagtens kan udløse en kindhest.

Men egentlig handler den her ikke fortælling ikke om at have det skidt. Men om mulighederne.

For morgenen efter da jeg vågnede og fik banket rim af posen, som man siger, gik jeg op i badehuset. Her fandt jeg, tadaaa, en gigantisk blå shampooflaske, der med tysk skrift bekendtgjorde, at den var økonomistørrelse, og at den var lige god til både krop og hår.

Jeg havde den shampoo i flere år og nød den syntetiske duft og følelsen af at blive rigtig ren, nærmest afsyret i sulfo. Som mindede mig om, at når det først er gået rigtigt galt, så skal der ikke så meget til, for at det føles som om, at det går lidt bedre.

I dag kan jeg købe lige den shampoo, jeg har lyst til, mener PFA. Jeg har fået skånejob på Rådhuspladsen, kone, store børn og eget karbad. Og nu ser jeg frem til torsdagens tømning.

Det går nok alt sammen. Det hele er bare en overgang.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce