Defekt finsk jagerfly forsinker flytrafikken i Aalborg

Et finsk F18-fly måtte nødlande i Aalborg Lufthavn med defekte bremser. Det forsinkede et Norwegian-fly.

Danmark

Aalborg Lufthavn fik en uventet gæst søndag eftermiddag lidt før klokken 15.

Her måtte et finsk F18-jagerfly nemlig have hjælp til at lande sikkert ved hjælp af en såkaldt bremsewire, som man kender fra hangarskibe.

Flyet var på øvelse i Sverige, da det pludselig fik problemer med bremserne.

Flyvestationen i Aalborg var nærmeste egnede sted at sætte flyet ned, fordi den deler landingsbane med Aalborg Lufthavn og tidligere har huset en eskadrille af F-16-fly.

Derfor blev den finske pilot gelejdet ned her med henblik på at blive fanget af bremsewiren.

Forsvarets Operationscenter fortæller, at landingen blev fulgt af en redningshelikopter og i øvrigt forløb udramatisk.

Der gik kun cirka 15 minutter fra nødkaldet indløb, og indtil flyet landede.

Til gengæld betød nødlandingen, at den civile lufttrafik blev forstyrret en smule.

»Wiren skulle rulles ind igen, inden landingsbanen kunne benyttes igen«.

»Derfor måtte en Norwegian-afgang udskydes en halv time«, siger Søren Svendsen, der er direktør i Aalborg Lufthavn.

Det finske fly venter nu på, at finske mekanikere kommer til Aalborg og reparerer bremserne.

Det kan muligvis allerede komme på vingerne mandag igen.

ritzau

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce