Foto: Sofia Busk
Danmark

»Tillidskrise«: Sundhedsministeren holdt usædvanligt møde med klinikchefer om problemerne på sygehusene

Klinikchefer fra hele landet fortalte i dag sundhedsministeren om de problemer, som de har svært ved at få deres egne ledelser til at forstå.

Danmark

Der er både en »tillidskrise« og »mangel på ledelse« på en række danske sygehuse, mener sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), der i dag holdt et usædvanligt møde med 15 klinikchefer fra sygehuse i hele landet for at høre om de problemer, som lægerne oplever i hverdagen.

Det fortalte klinikcheferne »råt for usødet«, sagde ministeren efter mødet, hvor hun havde fået beretninger om, hvornår det går galt, og forslag til løsninger.

Ministeren havde inviteret til møde, efter at 100 klinikchefer på Rigshospitalet havde set sig nødsaget til at skrive en fælles udtalelse om, at de »oplever en kritisk udvikling« med for lidt tid til patienterne, øget risiko for fejl, forringet patientsikkerhed og et presset arbejdsmiljø.

Det blev fulgt op af lignende erklæringer fra andre hospitaler i Region Hovedstaden og resten af landet, og nogle af udtalelserne blev sendt direkte til ministeren. Normalt vil en minister henvise den slags problemer til regionerne, der har det daglige ansvar for sygehusene, men i denne situation mente Ellen Trane Nørby, at det var nødvendigt at tage et møde med klinikcheferne og inviterede derfor tre fra hver af de fem regioner.

Tillidskrise

»Det gælder om at få nedbrudt den tillidskrise, der er visse steder mellem det faglige niveau og dem, der træffer beslutningerne, hvad enten det er på det politiske eller administrative niveau«, sagde ministeren.

»Jeg kunne jo høre regionerne sige, at ’de der breve er ikke til os, de er til sundhedsministeren’. Jeg siger, at jeg lytter gerne. Noget af det, jeg har hørt, er mit bord, andet er til regionerne«.

Og klinikcheferne var glade for, at sundhedsministeren lyttede til det, de havde at fortælle om hverdagen ude på klinikkerne.

»Det er unikt for os at komme til at tale med det højeste niveau. Det har vist sig, at vi ikke kan være sikre på, at det, vi siger op igennem vores eget system, også kommer videre til dem, der træffer beslutningerne. Vi er meget glade for, at ministeren har lyttet til os«, sagde Henrik Sillesen, der er klinikchef på Rigshospitalets karkirurgiske afdeling.

Undgik snak om flere penge

Ministeren og lægerne var ikke kun glade for at tale og lytte til hinanden. De var enige om, at det ikke nytter bare at bede om flere penge.

»Vi undgik helt at tale om flere penge. Vi er klar over, at vi er tæt på grænsen. Derfor gælder det om at se på, om der er noget, vi ikke skal lave, og om, der er noget, vi skal gøre på en anden måde«, sagde Henrik Sillesen.

Ministeren og klinikcheferne var også enige om - som et flertal i Folketinget - at sygehusene i fremtiden ikke længere skal styres efter et krav om, at de hvert år skal blive to procent mere effektive. Og ministeren forsikrede, at der til juni, når der skal indgås aftale om regionernes økonomi for 2019, vil være en ny styringsmodel klar for sygehusene.

»Det bliver der. Hvis ting skal blive til noget, skal man sætte en deadline«, sagde ministeren.

»Kravet fungerede godt, da opgaven var at øge kapaciteten. Nu er opgaven en anden. Derfor skal vi have et nyt styringsinstrument«.

Lægerne og ministeren var enige om, at man fremover skal styre efter at sikre kvalitet i behandlingen og gode samlede patientforløb. Til gengæld kunne ministeren ikke tilslutte sig et ønske om at slække på kravene om, at patienter skal udredes og behandles inden for en måned.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Forskel på regioner

»Patientrettighederne står vi ved. De er ubøjelige«, sagde Ellen Trane Nørby, der har forståelse for, at »der er frustration over, at ressourcerne ikke slår til«.

Klinikcheferne pegede på, at der er nogle behandlinger, man må vælge fra. Det er ikke patienterne, der skal vælges fra. Men nogle af de nye dyre behandlinger, der ikke er bedre end de gamle, kan godt vælges fra, mener de.

Sundhedsministeren mener, at der er »milevid forskel« på, hvordan ledelsen i regioner og på sygehuse håndteres deres opgave rundt om i landet.

»Mangel på ledelse er det, der skaber problemer mange steder. Nogle steder går lægerne bare til ledelsen og får det løst, mens det ikke sker andre steder«, sagde Ellen Trane Nørby, der mener, at problemerne ser ud til at være størst i Region Hovedstaden.

»På nogle områder oplever jeg, at vi har et hovedstadsproblem«, sagde hun. Klinikchef Henrik Sillesen var enig i, at der mangler læger i ledelsen mange steder.

Redaktionen anbefaler:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce