P

En aften i 2013 mærker Julie Haas sit barn for sidste gang

En aften for fire år siden mærker Julie Haas sit ufødte barn sparke for sidste gang. Hendes lille dreng, Blyp, dør, to uger før hun har termin. Her starter hendes historie om at miste og om at håbe.

FOR ABONNENTER

Julie glæder sig til at mærke de første veer. Til at fortælle sin kæreste, Jens-Christian, som er Blyps far, at så er det nu! Andre kan tale nok så meget om frygten for smerten og for at revne under fødslen. Julie doesn’t give a shit. Hun glæder sig bare til at mærke Blyp – føle på ham, se, hvem han ligner, og til at vide, at nu er de en familie: Blyp, Jens-Christian og hende.

Historien her er en historie om 4 år i nu 27-årige Julie Haas’ liv. Det er en historie om at miste, og en historie om længsel, angst, kærlighed og håb. Julie bor med sin kæreste, 35-årige Jens-Christian Ruhrskov, og deres to katte i Slagelse. Julie har kortvarigt været i gang med dyrlægestudiet, men er faldet fra. Jens-Christian har uddannet sig inden for alternativ medicin. Sammen bor de i et lille gult hus, de kalder Dukkehuset. Her drømmer de om at stifte familie.

En aften sidder de i deres sofa. Julie er i uge 38 af sin graviditet, og Blyp har ikke rørt på sig hele dagen. Det er der ikke noget usædvanligt i. Sådan er Blyp – stille. Her i graviditetens sidste fase forsøger hun at berolige sig selv med, at, at hans manglende aktivitet skyldes, at der ikke længere er plads til, at han kan røre sig derinde. Alligevel er hun nervøs. Hun taler med Jens-Christian om det, han plejer at være god til at berolige hende. Og midt i deres snak sker det: Med et kraftigt spark mod maveskindet fortæller Blyp, at han skam stadig er der. Julie og Jens-Christian kan ikke lade være med at smile. Selvfølgelig er han der.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent og få fuld adgang til Politiken i en måned for bare 1 kr.

Bliv abonnent for 1 kr

Mest læste

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce