Niels Bohr Bygningen til Københavns Universitet er forsinket og voldsomt fordyret.
Foto: Jens Dresling

Niels Bohr Bygningen til Københavns Universitet er forsinket og voldsomt fordyret.

Statsrevisor om skandalebyggeri: »Nogen har sovet i timen her«

Politikere vil have milliardregning for Niels Bohr Bygningen undersøgt. Styrelse melder udskældt entreprenør til politiet.

Danmark

Den enorme ekstraregning på cirka 1 milliard kroner for statens byggeri af Niels Bohr Bygningen på Københavns Universitet bør få Rigsrevisionen til at undersøge det kriseramte projekt.

Det siger formanden for Folketingets statsrevisorer, Peder Larsen, efter at Politiken i dag beskrev, hvordan det forsinkede prestigebyggeri står til at overskride budgettet på 1,6 milliarder kroner med omkring 63 procent.

Den udbredte kritik af tilsynet med arbejdet er yderligere et argument, mener revisorformanden, der er udpeget af SF.

Det er vigtigt at få ryddet helt op, så dette ikke kommer til at ske igen. Det starter altså med selve udbuddet af opgaven.

»Jeg synes jo, at alt taler for, at dette undersøges, fordi det er så stor en budgetoverskridelse, og fordi meget tyder på, at der ikke har været tilstrækkeligt tilsyn undervejs. Nogen har sovet i timen her«, siger Peder Larsen, der vil rejse sagen på statsrevisorernes møde på onsdag.

Ordførere kræver undersøgelse

Ansvaret for byggeskandalen skal placeres, lyder reaktionerne også fra flere af Christiansborgs bygningsordførere.

»Det er en skandale, at overskridelsen er så stor. At der ikke har været bedre styr på byggeprocessen. Og at der tilmed har været brugt ufaglært arbejdskraft til at udføre vvs af en dårlig kvalitet, uden at de tilsynsførende har set det før meget sent«, siger Socialdemokratiets Mette Reismann, der også er partiets uddannelses- og forskningsordfører.

Det rækker ikke at gøre krav gældende over for eksempelvis den fyrede spanske underentreprenør Inabensa, som har stået for det kasserede vvs- og ventilationsarbejde, lyder det:

»Det er vigtigt at få ryddet helt op, så dette ikke kommer til at ske igen. Det starter altså med selve udbuddet af opgaven. Meget tyder på, at man her enøjet har fokuseret på prisen«, siger Reismann med henvisning til Inabensas bud, der lå 51 millioner kroner under det næstbilligste.

Jeg synes jo, at alt taler for, at dette undersøges, fordi det er så stor en budgetoverskridelse.

Enhedslistens Søren Egge Rasmussen bifalder kravet om en undersøgelse. Ifølge ham er det fremover ikke nok, at staten som i dag skriver sociale klausuler ind i sine udbud for at sikre de ansattes forhold.

»Vi må også kræve, at det er uddannet arbejdskraft, der faktisk står for at løse for eksempel en vvs-opgave«, siger han.

Anmodningen om en undersøgelse møder opbakning fra Dansk Folkepartis bygningsordfører, Merete Dea Larsen:

»For nok har byggerier det generelt med at overskride budgetterne, fordi materialer som beton er blevet dyrere, men dette er jo ikke en mindre overskridelse af den type«, siger hun.

Inabensa meldt til politiet

Det er Bygningsstyrelsen, der som bygherre står med det overordnede ansvar for styringen af byggeriet. Her afviste man i denne uge at svare på Politikens spørgsmål om sagen, men henviste til Transport-, Bygnings- og Boligministeriet under Ole Birk Olesen (LA).

Ministeriet ville dog kun oplyse, at det har iværksat en ekstern revisionsundersøgelse af fordyrelsen, og at man siden vil fremsende et aktstykke til Folketinget med anmodning om en ekstra bevilling til at færdiggøre bygningen for.

Bygningsstyrelsen bekræfter dog, at den er skredet til politianmeldelse af Inabensa. Men ønsker ikke at sige noget om, hvilke konkrete forhold anmeldelsen drejer sig om.

Dansk partner vil ikke udtale sig

Det var det danske ingeniørfirma Spangenberg & Madsen, som ifølge firmaets egen hjemmeside varetog »delt projekt- og byggeledelse« sammen med den spanske entreprenør på vvs- og ventilationsopgaven.

Og firmaet, der på hjemmesiden betegner sig som Danmarks »ældste rådgivende ingeniørfirma med elanlæg som speciale«, rådgiver stadig Inabensa i dag.

Spangenberg & Madsens administrerende direktør, Michael Søgaard Rasmussen, vil dog ikke udtale sig til Politiken om kvaliteten af det udførte arbejde, siger han.

Inabensa er ikke vendt tilbage på Politikens henvendelser, men har tidligere annonceret at ville lægge sag an mod Bygningsstyrelsen for uberettiget at have fyret selskabet.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce