Den svenske journalist Kim Wall døde om bord på en ubåd ejet af en dansk mand, som nu er sigtet for drab. Han nægter.
Foto: Tom Wall/AP

Den svenske journalist Kim Wall døde om bord på en ubåd ejet af en dansk mand, som nu er sigtet for drab. Han nægter.

Danmark

Kaptajn på ubåd nægter at besvare flere spørgsmål fra politiet

Politiet har forgæves ønsket at få hans forklaring efter fundet af Kim Walls hoved og ben.

Danmark

Ubådsføreren, der er sigtet for drab på den svenske journalist Kim Wall, ønsker ikke længere at tale med politiet. Det har han meddelt via sin forsvarer, oplyser Københavns Politi.

»Vi har fået besked fra hans forsvarer om, at han ikke ønsker at udtale sig i øjeblikket«, siger vicepolitiinspektør Jens Møller, der leder efterforskningen.

Meddelelsen fra advokat Betina Hald Engmark modtog politiet tirsdag.

Forleden fandt dykkere i Køge Bugt flere ligdele af den svenske journalist, der var taget ud for at sejle med ubådsejeren i hans ubåd. Hovedet og to ben dukkede op. Desuden blev der fundet en kniv og flere stykker tøj.

Tidligere har den 46-årige mand forklaret Kim Walls død med, at gæsten ved et uheld blev ramt i hovedet af en luge på ubåden.

Imidlertid er der ikke spor af fraktur på kraniet, oplyste politiet i weekenden, og blandt andet den oplysning ønskede politiet angiveligt at konfrontere den varetægtsfængslede mand med.

Politiet håber, at han vil lade sig afhøre senere

Det er en sigtets ret ikke at svare på politiets spørgsmål. Politiet håber dog, at han senere vil lade sig afhøre.

»Vi efterforsker fortrøstningsfuldt videre, og på et tidspunkt vil det naturligvis give mening at foreholde den sigtede de ting, vi finder frem til«, siger Jens Møller.

Kim Wall forsvandt 10. august, og ubåden Nautilus sank. Kort efter at ubådsføreren var kommet i land, blev han af politiet sigtet for drab og for usømmelig omgang med lig, idet han skal have skåret kvindens lig op i flere dele.

Han nægter sig skyldig, men der er en begrundet mistanke om, at han har dræbt Kim Wall, lød det fra en dommer i Københavns Byret i det seneste retsmøde, som fandt sted 3. oktober.

I den usædvanlige sag har politiet fået bistand af blandt andre dykkere fra Søværnets minørkorps, DMI, Aarhus Universitet, retsodontologer og retsmedicinere.

ritzau

Redaktionen anbefaler:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce