Danmark

Jubilæum: Banderne har bekriget hinanden i 40 år

Mens den aktuelle bandekrig ofte italesættes som et integrationsproblem, kan man glemme, at bandekrig som fænomen har dybe rødder i dansk samtidshistorie. Det begyndte med rockerkrigen mellem Bullshit og Hells Angels.

Danmark

I 2017 har det været en af de helt store dagsordener, bandekrigen.

Der har siden forsommeren været over 30 skudepisoder i gaderne mellem forskellige grupperinger af danskere med anden etnisk baggrund, og i foråret fik vi endnu en bandepakke.

Men bandekrig som fænomen i Danmark er ikke nyt, og i denne måned er det præcis 40 år siden, at den første danske rockerkrig tog sin begyndelse.

Fredag 28. oktober 1977 blev en 18-årig fyr ved navn Carsten overfaldet, mens han sad på Amager-værtshuset Løjtehus. Han var medlem af Nøragersmindebanden fra Vestamager og fik den aften tæsk af en gruppe unge mænd fra motorcykelklubben Nomads MC.

Overfaldet førte til en optrapning mellem de to grupper, som voksede og blev til henholdsvis Bullshit og Hells Angels. I tiåret 1977-87 udviklede konflikten sig til de voldsomste væbnede kampe i Danmark efter Anden Verdenskrig, og i alt ti unge mænd blev dræbt i kampene mellem de to grupper: ni bandemedlemmer – heriblandt de to Bullshit-rockere, der døde i dobbeltdrabet på Søpromenaden i 1983 – og et uskyldigt offer.

Da konflikten begyndte i efteråret 1977, var overfaldsmændene fra klubben Nomads MC netop flyttet til nye lokaler på Islands Brygge på Amager, tæt på Langebro. Samtidig holdt Nøragersmindebanden, en gruppe knallertrødder, til på Vestamager omkring deres lokale ungdomsklub.

Banden fra Vestamager bestod primært af hjemmeboende unge. De var vokset op i et kolonihaveområde i faldefærdige huse uden kloakering og indlagt vand. På den nybyggede Skelgårdsskolen var de gruppen af såkaldte problembørn, og nogle af dem var småkriminelle: To af dem havde begået indbrud i en pølsevogn, og en anden havde stjålet en porcelænsfigur fra en lokal kro.

Fra slagvåben til geværer

Nomads MC’s medlemmer var nogle år ældre. De havde tidligere holdt til på Nørrebro, havde motorcykler og begyndte at køre fra Islands Brygge til Vestamager for at søge konfrontation med den lokale knallertbande.

Efter overfaldet 28. oktober 1977 eskalerede konflikten i løbet af en uge. Et opgør 4. november førte til masseanholdelser på Vestamager, og natten til 5. november kørte Nøragersmindebanden til Islands Brygge for at udføre et bagholdsangreb på Nomads MC i deres lokaler. Med sig havde de oversavede kosteskafter, cykelkæder, en morgenstjerne og tre geværer.

Det var første gang, der blev anvendt skydevåben i en dansk bandekonflikt, og resultatet var fatalt. To medlemmer af Nomads MC blev såret, mens den unge pædagogmedhjælper Kim Mortensen fra Nøragersmindebanden blev dræbt.

På det tidspunkt var Nomads MC allerede ved at indgå en alliance med motorcykelklubberne Iron Skulls, Dirty Angels og Galloping Goose, og de bragte fjendskabet til Nøragersmindebanden med sig. De fire københavnergrupper slog sig sammen til Unionen, som i 1980 blev optaget i den internationalt funderede klub Hells Angels.

Samtidig blev Bullshit dannet på Vestamager af tidligere nøragersminderødder og nogle medlemmer af gruppen Filthy Few fra Vesterbro. En af dem hed Henning Norbert Knudsen og gik under navnet Makrel. Han var vokset op i Nyhavn, men havde i en årrække boet på Jyderup Realskole på Vestsjælland, hvor Københavns Kommune anbragte børn fra socialt belastede hjem.

På skolen dannede Makrel sin første bande sammen med tre andre skolekammerater, blandt andet drengen Johnny Jensen, som var søn af en enlig mor med et misbrugsproblem.

11. november 1977, kun seks dage efter, at Kim Mortensen var blevet skudt på Islands Brygge, blev Johnny Jensen dræbt på diskoteket Daddy’s Dance Hall på Axeltorv. Drabsmanden var en ung tatovør, der havde forbindelse til Unionen.

Det var de to drab, der førte Nøragersmindebanden og Filthy Few sammen i Bullshit. Makrel og resterne af Filthy Few drog fra Vesterbro til Vestamager, hvor den nye klub fik sit første tilholdssted i en gammel lade, der hørte til den lokale fritidsklub, hvor de unge i Nøragersmindebanden var kommet i deres skoletid.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Forhærdelsen i 1980’erne

I de følgende ti år blev otte medlemmer af Bullshit dræbt, heriblandt Makrel, der blev præsident for klubben og i maj 1984 likvideret foran sit hjem på Amager.

Et medlem fra en supporterklub til Hells Angels døde i løbet af rockerkrigen, men Bullshit-rockeren, der affyrede det dræbende skud, blev ikke straffet for drabet, som retten skønnede blev begået i nødværge.

Men da Bullshit blev opløst i 1987, havde klubben fået endnu et liv på samvittigheden. I januar samme år var en tilfældig gæst, der var dukket op i klubhuset på Amager, blevet ramt af et skud gennem hovedet. I dagevis lå liget i et bagagerum i en bil og blev siden støbt ned i et betongulv i Multimediehuset på Christiania.

Rockerklubben, der blev dannet af tidligere knallertrødder og kostskolebørn, var på ti år endt som en lille forhærdet kerne af kriminelle. Efter sagen om betongulvet gik klubben i opløsning.

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce