Tiltale: Mand blev tævet ihjel med vægtskiver og bat

Retten i Hjørring skal over 12 dage behandle en voldsom drabssag fra Skagen.

Danmark

Et blodigt hævntogt kostede i januar en 20-årig mand livet.

Der var tale om decideret mishandling, som fandt sted i hans lejlighed i Skagen 16. januar.

Det viser et anklageskrift, som Ritzau har fået aktindsigt i.

Tæskene fra fire mænd, der nu er blevet tiltalt for drabet, gik på skift. Ifølge anklagen blev der brugt et baseballbat, vægtskiver, vægtstænger, en stol og en hjulnøgle mod manden.

Den 20-årige blev desuden stukket med knive og en saks i ryggen.

Tæskene resulterede i blødning i hjernehinderne og flere brud i på kraniet.

De fire nægter sig skyldige.

Den ene blev lam i benene

Det er anklagemyndighedens opfattelse, at de fire mænd var på et hævntogt. Ifølge anklagen havde de set sig sure på den 20-årige mand, fordi han havde givet stoffet ketamin til to af de tiltalte.

Det medførte, at den ene af dem blev lam i benene, og det satte angiveligt gang i hævntogtet.

Ketamin er et stærkt stof, der blandt andet bruges til bedøvelse af dyr.

Alle fire mænd kommer fra Skagen. Det bliver Retten i Hjørring, der over 12 dage skal behandle den voldsomme sag, der kommer til at køre som en nævningesag.

Det sker i sager, når anklagemyndigheden kræver over fire års fængsel.

Den ene af de fire kræves idømt tidsubestemt forvaring frem for en fængselsstraf.

Første retsdag er 24. november.

ritzau

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce