Nahid Reza fik et sår på sit ben, da hun løb efter Støjbergs ministerbil. Her ses hun med sin mand, Mouradbeigi Hooshyar, og parrets barn.
Foto: Olav Hergel

Nahid Reza fik et sår på sit ben, da hun løb efter Støjbergs ministerbil. Her ses hun med sin mand, Mouradbeigi Hooshyar, og parrets barn.

Danmark

Hun overfusede Støjberg: »Man kan ikke ånde på Sjælsmark, og det var det, jeg ville sige«

Nahid Rezay var hovedårsagen til, at Inger Støjberg blev evakueret på udrejsecenter Sjælsmark. Hun mener, at udfaldet mod ministeren er mindre kritisabelt end det, som er gjort mod hendes børn. Hvad skete der den fredag?

Danmark

Nahid Rezay er 25 år og fra Iran. Gift og mor til to drenge på 1 og 9 år. Forrige fredag var hun landets måske mest omtalte kvinde, uden at nogen kendte hende. Det var hende, der var hovedårsagen, til at udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg blev evakueret fra Udrejsecenter Sjælsmark i Nordsjælland.

Hun sidder med benet oppe på sengen sammen med sin lille søn og sin mand, Mouradbeigi Hooshyar. Lige over venstre knæ, har hun et stort, men ikke dybt sår, og hun er nødt til at gå med krykker. For da ministerbilen kørte, løb Nahid Reazy efter den. Hun røg ind over frontpartiet og blev kastet af.

Jeg synes ikke, at jeg gjorde noget forkert. Jeg synes, det var ministeren

Få øjeblikke tidligere havde hun været så tæt på Inger Støjberg, at livvagterne besluttede at evakuere ministeren, men Nahid Rezay afviser, at hun skubbede eller gik fysisk til angreb på Inger Støjberg.

»Jeg råbte: »Jeg vil tale med dig. Jeg har store problemer. Du er minister. Du skal høre på mig«. Så skubbede hun mig meget blødt for at komme væk, og så skubbede livvagten mig hårdt i brystet. Jeg sagde til vagten: »Lad være med at røre mig!«. Min mand prøvede at få mig væk, men jeg råbte jeg til ham, at han ikke skulle bestemme, for jeg ville tale med ministeren. Men jeg skubbede aldrig til hende«, siger Nahid Rezay, der mener at hendes handling er langt mindre kritisabel end det, som hun selv og hendes børn udsættes for.

»Vi kan ikke leve her. Man kan ikke ånde på Sjælsmark, og det var det, jeg ville sige. Jeg synes ikke, at jeg gjorde noget forkert. Jeg synes, det var ministeren«.

Kort efter at Inger Støjberg var kommet væk fra Sjælsmark, skrev ministeren på Facebook:

»Jeg var i dag inviteret til at besøge Udrejsecenter Sjælsmark sammen med Danmarks Radio og Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten. Efter vi havde talt med en familie, der er afviste asylansøgere, og som skal udsendes af Danmark, kom vi udenfor, hvor omkring 40 mennesker havde samlet sig. Her udviklede situationen sig voldsomt, da gruppen blev meget ophidset. Det hele endte med, at jeg blev evakueret ud af centret. Jeg vil gerne sige både livvagter og ministerchaufføren en meget stor tak for indsatsen. Uden jer kunne det være endt helt anderledes galt«.

Hvad skete der egentlig

11.000 vendte tommelfingeren op, 2.300 har kommenteret, og i de sociale mediers malstrøm er de afviste asylansøgere blevet centrifugeret sammen til en hob, der var tæt på at gå amok.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen skrev umiddelbart efter. »For at sige det meget mildt: Nok en rigtig beslutning, at de skal udvises af Danmark«. 5.000 har vendt tommelfingeren opad.

Men opfattelsen af hvad der virkelig skete, afhænger af de øjne, der så det. Den afviste asylansøger Howaida Rostom stod i baggrunden. Hun mener, at episoden er blevet overdrevet.

»Det er et spil, der forgår. Hun ville have os til at se sådan ud. Nu er hun glad, og vi er kede af det«.

Mustafa Jaf, som er manden i den familie, Inger Støjberg besøgte, opfattede det også anderledes. Ifølge ham var det kun to kvinder, der tabte besindelsen. Han forstår godt, at de i desperation råbte ad ministeren. »Det er ikke et center. Det er et fængsel«, har han sagt til TV 2.

Politiken var også til stede, da Inger Støjberg og Johanne Schmidt-Nielsen var inde hos Mustafa Jaf og hans familie. Da det gik op for de andre beboere, at de ikke ville komme til at tale med ministeren, blev de frustreret.

Der blev sparket på døren, og da Inger Støjberg kom ud på gangen, voksede frustrationen.

Det var her, Nahid Rezay kom tæt på ministeren, uden at det var til at se, om der var fysisk kontakt. Hun var tydeligt ophidset, og også en anden kvinde var tæt på ministeren, mens de fleste nøjedes med at se på.

Også Nahis Rezays mand blandede sig, og i første omgang så det ud, som om han kom i håndgemæng med politiet. I den første version af historien, som Politiken bragte fredag eftermiddag, er det sådan, det er beskrevet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Senere oplysninger tyder dog på, at han snarere holdt sin kone tilbage, hvilket sandsynliggøres af DR’s optagelser. Politikens versioner siden sidste lørdag er derfor blevet tilrettet. Det ændrer dog ikke ved, at stemningen var ubehagelig, og at situationen var vanskelig at bedømme. Derfor forekom livvagternes beslutning om at evakuere ministeren fuldkommen rigtig.

Historien om ægteparret Nahid Rezay ogMouradbeigi Hooshyar og deres to børn er på mange måder historien om flygtningene og Europa de senere år. I 2015 flygtede ægteparret med parrets ældste søn til Tyrkiet og videre derfra. Sammen med den store flygtningestrøm gik de op gennem Europa i sensommeren 2015. I september kom de til Danmark og valgte at søge opholdstilladelse. Politiken har ikke haft adgang til familiens papirer, men parret fortæller, at de flygtede, fordi Mouradbeigi Hooshyar, der arbejdede som svejser i Iran, havde politiske problemer.

De valgte Danmark, fordi de havde hørt, at det var et land med menneskerettigheder, og boede her i syv måneder, indtil de fik afslag på at få opholdstilladelse. Derefter flyttede de til Tyskland. Her havde familien det godt, fortæller det. De fik lommepenge og parrets dreng gik i skole. Det var også i Tyskland, at Nahid Rezay fødte parrets anden dreng.

Men så blev de sendt tilbage til Danmark, angiveligt fordi Danmark var det første land, de havde søgt opholdstilladelse i.

»Politiet hentede os og kørte os til lufthavnen, og nu er vi endt her«.

På spørgsmålet, hvorfor de ikke rejser tilbage til Iran, lyder svaret: »Vi kan ikke. Vi har problemer i Iran«. Hvad de vil gøre?

»Vi ved det ikke«.

Nu rejser de

Mens Inger Støjberg mener, at forholdene på Sjælsmark er velegnede til børn, mens Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten mener, at de er uegnede. Forskellen på et asylcenter og et udrejsecenter er, at på et asylcenter må beboerne selv lave mad, de må have elektriske installationer på værelserne, og de modtager lommepenge. Ingen af delene gør sig gældende på et udrejsecenter.

Da det i 2013 blev offentliggjort, at den nedlagte kaserne skulle være udsendelsescenter, stod det i aftalen mellem Socialdemokratiet, SF, Radikale, Liberal Alliance og Enhedslisten, at der skulle tages hensyn til børnene, så de først skulle overføres til udrejsecentret lige før udrejsen. Men den aftale gjaldt, indtil et nyt flertal i 2015 besluttede, at den ikke gjaldt længere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Derfor kan afviste asylansøgerfamilier nu anbringes på Sjælsmark på ubestemt tid, og derfor var der så mange, der gerne ville tale med Inger Støjberg sidste fredag.

I en kommentar til Politiken skriver Inger Støjberg:

»Jeg har forklaret, hvordan jeg oplevede situationen på Sjælsmark den dag. Min oplevelse er helt identisk med den, som Politikens journalist på stedet havde, og som han rapporterede om i en artikel på politiken.dk, der blev publiceret, før jeg skrev mit facebookopslag. Jeg er glad for, at PET handlede så professionelt i situationen, og jeg er meget lettet over, at kvinden, der sprang ind foran ministerbilen, ikke er kommet alvorligt til skade«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce