Julefrokoster kulminerer i masseslagsmål i Jomfru Ane Gade

Det har været en travl nat for de nordjyske politipatruljer. I Nørresundby angreb vred kunde taxichauffør.

Danmark

Mange nordjyder indledte lørdag årets sæson for julefrokoster, og ud på natten udviklede den gode stemning sig til vold.

Særligt i Aalborgs Jomfru Ane Gade har der været uro i løbet af natten.

Søndag formiddag oplyser Nordjyllands Politi, at der klokken 05.50 opstod et masseslagsmål mellem 10-15 personer.

Ifølge politiet er det 'ganske uvist', hvorfor slagsmålet opstod, og efter få øjeblikke var det hele tilsyneladende forbi.

»Vagtcentralens personale så uroen på videoovervågningen, og patruljerne var på stedet få sekunder efter. Alle parter forsvandt hurtigt fra stedet«, skriver politiet i en pressemeddelelse.

I løbet af natten registrerede politiet mindst otte episoder i Jomfru Ane Gade i tidsrummet fra klokken 02 og frem til klokken 06.30.

»Det har resulteret i en række sager vedrørende overtrædelser af restaurationsloven samt ordensbekendtgørelsen«, lyder det fra politiet.

I alt blev fem personer anholdt og anbragt i detentionen i Aalborg. De sover nu deres branderter ud og vil alle blive afhørt og løsladt i løbet af søndagen.

Mens konsekvenserne af julefrokosterne i Aalborg således er til at overse, udviklede aftenen sig mere alvorligt for en taxichauffør i Nørresundby.

Da chaufføren kort efter midnat skulle hente en kunde ved et værtshus i Smedegade, blev vedkommende bedt om at efterlade sin ølflaske uden for bilen.

Den besked var tilsyneladende så hård at kapere for manden, at han slog chaufføren flere gange i ansigtet med knyttet næve.

»Gerningsmanden løb herefter fra stedet og er forsvundet«, oplyser politiet.

Voldsmanden beskrives som dansk af udseende, 20-25 år gammel og 190 centimeter høj. Han var iført sorte bukser og jakke.

ritzau

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce