Han slynger sig hjemmevant op på den sorte lægebriks og lægger sig på det ru hvide afdækningspapir. Fra sit sideleje hiver han ned i et par hvide Björn Borg-boksershorts og slipper en bleg balle ud i det fri. Kvinden i hvid lægekittel knuser halsen på den lille flaske med brungullig væske i. Høflighedsfraser udveksles, mens væsken løber til i kanylen.

»Er du klar«, spørger hun med kanylen i hånden.

Et nik senere siver væsken ind i den let sammenkrøbne krop på briksen. Manden på briksen er 31 år og tidligere kvinde.

LÆS ARTIKELFlere kvinder bliver lavet om til mænd

Han ønsker ikke, at offentligheden skal kende hans rigtige navn, da han ikke ønsker at være en »attraktion« i byen, som eventuelt nysgerrige yder særlig opmærksomhed, så vi kalder ham ’Silas’. Hver 12. uge får han skudt en dosis testosteron ind i kroppen hos sin egen læge. Det har han gjort i fire år nu.

Voksede op i en flække
Silas er transseksuel og voksede op i en lille vestjysk flække uden for Ringkøbing. Med masser af legekammerater, grønne haver og vejfester. I det hvide etplansmurstenshus med de flotte blomster i forhaven boede Silas med sin tre år ældre storesøster, far og mor og gravhunden Snipper.

Dengang var Silas en pige – vi kan kalde hende Sara. Sara vidste godt, at hun var en pige, men inden i den lille pigekrop lå et hav af splittede følelser, som hun endnu ikke havde sat ord på. [Fakta]

Når Sara cyklede rundt på de små villaveje på sin røde og hvide børnecykel, satte hun en stang fast mellem styret og sædet, så den lignede en drengecykel. Sara legede tit rollelege med sin bedste veninde fra kvarteret. I legene forvandlede hun sig til den mørkhårede Silas fra yndlingsbogen ’Silas og den sorte hoppe’. Når Sara var Silas, faldt brikkerne på plads.

»Det var et eventyr med den bedste følelse i kroppen, for så var jeg jo den, jeg gerne ville være. Lige fra jeg var helt lille, har jeg følt, at jeg var blevet snydt. At der manglede noget«, siger Silas på klingende vestjysk fra stolen bag det mørke spisebord i sin etværelses lejlighed i Århus.

Kun behandling på Riget
I Danmark er det udelukkende Rigshospitalets Sexologisk Klinik, der har med behandlingen af transseksualitet at gøre, når det handler om at vurdere, om kønsskifteoperation er det rigtige for den transseksuelle.

I mindst to år går de transseksuelle til samtaler med en psykolog eller psykiater en gang om måneden. I forløbet skal de leve som det modsatte køn over for deres omgivelser i mindst et år, inden de begynder på hormoner og kønsskifteoperationen. Der bliver lavet en IQ-test og en psykologisk test af patienterne for at teste, om de er almindeligt begavet og ved deres fulde fem.

Mange transseksuelle har et hæmmet forhold til deres kønsorganer. Det giver et akavet sexliv, fordi de ikke kan lide, at andre rører ved dem. Forholdet til sex og kønsorganerne er blandt de ting, Sexologisk Klinik noterer i de transseksuelles journaler.

Ellids Kristensen vil ikke svare på, om det tæller ned, hvis man har et meget aktivt sexliv med andre, men kalder det »problematisk« at fjerne et kønsorgan, som den transseksuelle har stor fornøjelse af.

»International forskning viser, at i gruppen med dem, der har haft meget glæde af deres kønsorgan, er der en større procentdel, der ikke har en så god livskvalitet efter en kønsskifteoperation«, siger hun.

Modvinden er brysternes fjende
For Sara blev ønsket om at være en dreng hængende også i teenageårene. Godt nok hængte hun også idolplakater af Brandon og Dylan fra serien Beverly Hills 90210 op på væggene i sit ungdomsværelse ligesom de andre piger. Men hvor de gjorde det for at savle over de lækre unge mænd, gjorde Sara det, fordi hun gerne ville være en mand som dem.

Når hendes forældre ikke var hjemme, stillede hun sig foran det store spejl i vasketøjsrummet med et par sammenrullede sokker stoppet i bukserne, så hun kunne tjekke, hvordan hun tog sig ud med en bule i buksen. Senere kom der buler på brystkassen, og det var mildest talt ikke nogen glædens dag for Sara.

»De kunne lige så godt have siddet på ryggen af mig – de var slet ikke en del af mig. Jeg følte bare, at de var sat på for at irritere mig«, siger Silas om brysternes ankomst. Slut var friheden. Slut var det med at løbe rundt i bar overkrop og shorts ved stranden eller mærke vandet mod sit flade bryst, når Sara svømmede i Ringkøbing Fjord. I stedet kom en periode fyldt med komplekser over sin krop og en ny udpeget fjende.

»Modvinden var det værste, for så var det næsten umuligt at skjule brysterne«.

Forsøgte at skjule brysterne
Sara begyndte at gå foroverbøjet og holdt gerne lidt ud i T-shirten for at skjule brysterne mest muligt. Billeder fra dengang viser en teenagepige med halvlangt kommunefarvet hår og pigede ansigtstræk, men altid iført store trøjer og T-shirt, gerne i yndlingsfarven blå.

Ordet ’lesbisk’ var endnu ikke en del af hendes ordforråd, men i det skjulte var hun tiltrukket af flere af veninderne. Da Sara var omkring 17 år gammel, hørte hun ordet ’lesbisk’ for første gang. Hun slog det op i leksikon og fandt ud af, at beskrivelsen passede på de følelser, hun havde over for veninderne.

Omtrent samtidig stiftede hun første gang bekendtskab med ordet transseksualitet, da hun i Se og Hør læste om en mand, der gerne ville have lavet en kønsskifteoperation. Tankerne hvirvlede rundt i Saras hoved.

»Det er jo det, jeg er, det er jo det, jeg skal«, tænkte hun.

De satans fedtklumper
Indeni rumsterede følelsen af, at brikkerne endnu ikke var faldet på plads. Hun tog på efterskole, hvor hun lærte at spille guitar og sætte ord på sine tanker. »Nobody know me/ nobody care/ Nobody listen/ nobody dare/ They think I’m a fool/ they think I’m weird/ maybe it’s better if I just disappeared«, står der på en håndskreven lap fra efterskoletiden.

På efterskolen tog Sara det første skridt ud i flere år med hang til tungsind. Både familie og venner mødte ellers hendes tanker med åbent sind. Uden større dramatik accepterede hendes forældre det både, da Sara fortalte, at hun var lesbisk, og da hun som 19-årig, meddelte, at hun gerne ville skifte køn. Alligevel sneg de sorte dage sig ind på Sara, og hun overvejede i øjeblikke, om livet overhovedet var værd at leve.

»Det føles, som om kroppen ikke tilhører en. Som om man er kommet ud ad døren med det forkerte tøj på – hver eneste dag«, siger Silas.

Pakkede brysterne ind
Sara pakkede brysterne ind i bittesmå T-shirts, så de synede af mindre, og det kunne ikke betyde mindre for hende, at brysterne blev så klemte, at de tog skade af det. Klam, afskyelig og pinlig var de ord, hun satte på sin krop.

Sex og orgasmer var noget, der foregik med boksershortsene på, og selv om hun havde mange flirts og pigekærester, fik de aldrig lov til at røre ved hende. Ikke fordi hun ikke havde lyst til sex, men hun væmmedes ved sit eget underliv, og den hæmmende følelse gav sig ofte til udtryk i tårer undervejs.

»Jeg var flov og ked af det. For jeg ville jo gerne, men jeg kunne bare ikke«.

Henvist som 25-årig
Da Sara var 25 år gammel, blev hun henvist til Sexologisk Klinik. Hun gik til samtaler med en fast psykolog, og hendes forældre var også med til en af samtalerne. »Det på tide, at Sara endelig bliver glad«, svarede hendes far, da psykologen spurgte, hvordan han ville have det, hvis hans datter blev til en søn.

Sexologisk Klinik gav hende en recept på testosteron, og hun indledte sin transformation til Silas. Hormonerne gjorde stemmen dybere allerede efter en måneds tid, og efter et halvt år voksede musklerne, og der kom gradvist mere skæg og behåring på kroppen.

Efter lidt over to år fik Sara som 27-årig Sundhedsstyrelsens godkendelse til den endelige kønsskifteoperation. Med godkendelsen i hånden betalte Sara selv 30.000 for at få fjernet brysterne fjernet på en privatklinik, fordi hun ikke kunne overskue at tabe de kilo, som kirurgen på Rigshospitalet krævede af hende. »Jeg ville bare have de satans fedtklumper væk«, siger Silas.

Vågnede op med hår på brystet
Års opgør mod en mangeårig fjende var væk, og Sara vågnede op med store ar tværs hen over brystkassen. Endelig var brystkassen flad, og så betød det mindre, at det kirurgiske arbejde var noget sjusk, der krævede flere følgeoperationer. Brysterne var væk, skægget piblede frem, selvtilliden steg, og Sara fik et sexliv foræret.

»Det var fedt. I så mange år havde jeg ikke haft et sexliv – nu begyndte mit liv for alvor«.

Efter et stykke tid lagde hun sig endnu en gang på operationsbordet for at få den sidste kvindelige rest i kroppen fjernet. Æggestokke, æggeledere og livmoder blev skåret væk. Sara var blevet til Silas, og det officielle Danmark anerkendte ham som en mand ved at udstede et nyt cpr-nummer med ulige endelse.

I forhold til de homoseksuelle har de transseksuelle ikke vundet tilnærmelsesvis samme opmærksomhed, anerkendelse og forbedring af deres rettigheder. Svagere organisering og interesseorganisationerne præget af få ildsjæle er blandt forklaringerne, og derudover vender transseksualitet op og ned på nogle grundlæggende forestillinger om køn hos os.

»Det rykker helt grundlæggende ved den opfattelse, folk har af, hvad køn er. At køn ikke er noget, der udelukkende er knyttet til biologi, men også er socialt og psykologisk betinget«, siger Mads Drud-Jensen, sociolog konsulent i afdelingen for menneskerettigheder og minoriteter i rådgivningsvirksomheden Cowi.

Når der bliver pillet ved forestillingen om, at verden er delt op i to køn, skaber det rod i kasserne i vores overvejende heteroseksuelle samfund, og det kan fremkalde stærke reaktioner.

»Køn er en grundlæggende måde at forstå sig selv og andre mennesker på. Når man stiller spørgsmålstegn ved det, kan det fremprovokere nogle reaktioner heriblandt en usikkerhed ved en selv«, siger Mads Drud-Jensen.

Penis eller ej?
Silas er ikke den højeste mand i flokken, og hans hænder er måske også til den mindre side, men han ligner en mand. Alligevel hænger den kompleksfyldte usikkerhed ved – for bulen i buksen mangler stadigvæk.

»Jeg bliver død misundelig, hver gang jeg ser biologiske mænd, der står op og tisser. Jeg lægger mærke til, hvordan deres bule ser ud i bukserne, og det giver mig mindreværdskomplekser, at de har noget, jeg ikke har«.

Mens transkvinder relativt enkelt kan få skabt en vagina, der fungerer, er det mere risikabelt at sige ja tak til at få opbygget en penis. Faren er et resultat, der hverken ser pænt ud eller fungerer til urinladning og seksuelt. Silas har endnu ikke besluttet sig for, om han skal springe ud i en penisoperation.

Definitionen af det maskuline og det feminine er et evigt tilbagevendende emne i Silas hoved. Han føler sig mest maskulin, når han går rundt på stranden i shorts og bar mave, og mest feminin, når han bruger timer på at tale om følelser med veninderne.

Vil gerne møde en pige
Det stereotypiske billede af den heteroseksuelle mand, der har svært ved at snakke om sine tanker og følelser, er langtfra Silas, men den maskuline følelse bor i hans krop. »Jeg forsøger ikke at være noget, jeg ikke er, og jeg føler ikke, at jeg skal måle mig med det billede, verden har af, hvad en mand består af. Jeg er en mand på mange måder, men mest af alt på min egen måde«.

Silas er single, men vil gerne møde den rette pige, som han kan se sig selv med på længere sigt. Det kan godt bekymre ham, om der er en pige derude, der kan acceptere ham som den transseksuelle mand, han er og er klar til hele familiepakken – også selv om han ikke kan give hende børn. Bekymringerne kan godt sætte de sorte tanker i gang af og til, men der er meget længere i mellem end før.

»Jeg ved ikke, om jeg bliver 100 procent lykkelig, for jeg altid vil føle, at jeg er blevet snydt for noget. Men jeg arbejder på at blive tilfreds og få det bedre med mig selv. Livet er værd at leve nu – det havde det ikke været, hvis jeg fortsat havde haft en kvindekrop«.