Der sidder 13 unge mennesker viklet ind i hinanden i kæmpesofaen foran fjernsynet på P. Carl Petersens kollegium i Skovshoved.

De læser human biologi, jura, økonomi og er blomsten af Danmarks ungdom.

Dårlige vitser og mysterier
Men sådan ser de ikke ud. De har tømmermænd og opfører sig også sådan. De ser fjernsyn, drikker cola, kakaomælk og spiser pizza.

De lugter dårligt, deres vittigheder er dårlige, men de synes selv, de er ret sjove.

Desuden er der en del, de ikke fatter. De fatter ikke, hvordan nogen kan finde på at lave rom og cola-krig i køkkenet. De fatter ikke, hvorfor en af pigerne dansede vandret mavedans med en spirituspyt midt på gulvet midt om natten.

De fatter heller ikke, hvad det kondom, der sidder på væggen ved toilettet, laver der, heller ikke, hvordan det endte der, og slet ikke, hvordan det stadig kan sidde fast.

Hvilket er ret ulækkert. Ingen af dem har i hvert fald lyst til at pille det ned, så det hænger der stadig, selv om resten af dette fantastiske kollegium med den forrygende udsigt over Øresund er gjort rent.

Bryster på springtur
De husker dog, at de var 74, at maden var fantastisk, at de så forrygende ud i smoking og gallakjoler, og at det var en fantastisk fest, hvor alle dansede og ingen sloges. Lasse husker også, at Annes bryster sprang ud af kjolen.

»Men som en ægte gentleman hjalp han dem selvfølgelig på plads igen«, siger en af de andre.

»Men han så ikke noget«, siger Anne.

I går delte hun en flaske Lambrusco med Zazia. Under middagen delte de to flasker hvidvin, hvorefter de drak gin og lemon. Så var klokken 12, og de drak champagne og herefter igen gin og lemon. Lasse drak fire guldøl før middagen, en flaske hvidvin under middagen, og derefter blandede han gin og børnechampagne resten af natten. De gik i seng omkring klokken syv.

Set i det lys har de det glimrende. De er her i hvert fald i live. Det er Andreas ikke.

Det hele kommer op igen
Der findes tømmermænd, og så findes der Andreas. Han har sved på overlæben, svømmende øjne, taler langsomt, er træt, har en kvalmende fornemmelse i maven og hovedpine:

»Hver gang, jeg har brækket mig, får jeg det lidt bedre, men så kommer det igen«.

I læderstolen ligger noget, der en gang var en smoking, rundt om står halvt fyldte glas, og på bordet et pilleglas med hovedpinepiller:

»Jeg har forsøgt at spise to. Men jeg brækkede dem op«.

Ni piger til bords
Det begyndte ellers så godt. Andreas, der er et ganske stilfærdigt gemyt, havde inviteret en masse venner fra jurastudiet til festen. Men alle mændene meldte afbud, så da festen begyndte, havde Andreas ni piger til bords. De andre var lidt sure over, at han på den måde ødelagde bordplanen, men Andreas mente, at det var hans opgave at sidde sammen med de ni piger.

»Måske var det også derfor, det gik galt. Jeg drikker ikke særlig meget og kan heller ikke lide at danse. Men jeg lovede alle pigerne, at jeg ville danse, og så måtte jeg jo drikke for at glemme, at jeg ikke kan lide at danse. Jeg havde ligesom lagt et vist pres på mig selv«, siger han med et let forpint smil.

Andreas dansede, Andreas drak, klokken blev 12, og han hoppede ind i det nye år i absolut topform. Han husker ikke alt, men dog at det var en forrygende fest. Hvornår det præcis gik galt, ved han ikke, men »jeg fik en to-tre drinks efter klokken 12 og de var nok ret stærke, og så slog det hårdt, fordi jeg dansede«.

»Hun tog mine sko af«
Fra dette tidspunkt er det svært at få detaljer ud af Andreas.

Ifølge Anne begyndte han langsomt at ligne en mand, der trængte til omsorg, og da han omkring klokken tre om natten forliste på kollegiets toilet, forbarmede hun sig over ham, og hjalp ham op på værelset.

»Jeg tror aldrig, jeg har set nogen have det så dårligt«, siger Anne.

»Jeg kan huske, at hun tog mine sko af, men ikke andet«, siger Andreas. Han kan også huske, at der sad en del kvinder og pudrede næse på hans værelse, men »hvad de videre gjorde, husker jeg ikke så tydeligt«. Han mener ikke, at han talte med dem. Romantik kan han godt udelukke.

»Men det var heller ikke meningen. Det var helt igennem platoniske invitationer. Det er jo gode venner, og vi havde det rigtig hyggeligt under middagen«, siger Andreas.

Manden er jo syg
Mens han taler, får han det tydeligvis dårligere. På spørgsmålet, om det set i bakspejlet her 12 timer efter, at Anne lagde ham i seng, har været det hele værd, siger han:

»Det var det hele værd, men kun fordi det er så gode venner, og fordi det er nytår. Hvis jeg havde det sådan her efter alle fester, så ville jeg have et problem«.

Det har han faktisk også nu. Ikke bare fordi han skal ofre sig igen. Men fordi alle, der ikke var mødt op klokken 12.00 til kollektiv rengøring, vil få uddelt en straf i form af ganske omfattende pligter, og Andreas mødte ikke op klokken 12.00.

»Måske vil de vise lidt barmhjertighed, men jeg er ikke sikker«, siger han.

Men stemningen nede foran fjernsynet er mild. Det er den første dag i det nye år, og festen var forrygende. Desuden har de aldrig set nogen have det så dårlig som Andreas. Han vil kun få tildelt normal rengøring.

»Manden er jo syg«, siger Lasse om Andreas, der her sent på eftermiddagen kun har et enkelt nytårsønske:

»Jeg håber, at jeg i løbet af i aften vil være i stand til at spise en pizza«.