»Det her er vist ikke til en reportage i Bo Bedre«, siger 32-årige Karin Christensen og skubber den store gule vaskepose fra Netto ind i det uredte soveværelse.

Hun er en af Københavns 157.000 singler, men som enlig mor ikke prototypen på de caffelatte-drikkende singler, der trives i reklamerne.

Karin Christensen sætter sig på gulvet og pumper langsomt den lyserøde cykel til sin seksårige datter, Esther, der står og tripper for at komme ud at lege. I dag bor de to på 78 kvadratmeter i en almennyttig boligblok på Østerbro, men for tre år siden var Karin endt i desperat bolignød efter flere års flytterier.

»Københavns Kommune var dengang ret uinteresseret i at hjælpe mig. De var for at sige det kolde i røven«, siger hun.

»Singler frem i boligkøen«
I 2005 trådte en politiker dog frem på scenen med et klart budskab til de enlige. Det var den radikale spidskandidat til Københavns Borgerrepræsentation, Klaus Bondam. 2. marts 2005 proklamerede han på forsiden af Politiken, at singlerne – alle dem, der bor alene – skal frem i boligkøen og have »en vis fortrinsret« til lejeboliger i København.

Bondams budskab kom i TV-avisen og TV/Lorry, og 26. maj 2005 fik den radikale gruppe Borgerrepræsentationen til at støtte en undersøgelse af singlerne i København.

I morgen får Økonomiudvalget den endelige rapport ’Single i København’, der viser, at singlerne – dem over 18 år, der bor alene eller med hjemmeboende børn – har 58 procent af Københavns i alt 273.000 beboede boliger. Lidt over en tredjedel af byens 30-64-årige bor single.

Det er en uhomogen og blandet gruppe, men deres indtægt og uddannelse ligner gennemsnittet. Ingen by i Danmark har så mange singler som København.

Afviser singlepolitik
Klaus Bondam, der i mellemtiden er blevet teknik- og miljøborgmester, hilser rapporten velkommen, men vil ikke tage særlige initiativer:

»Det har aldrig været intentionen at lave særlige initiativer for singlerne. Vi snakker ikke singlepolitik. Vi snakker virkelighedspolitik«, siger han.

Men i 2005 sagde du, at du ville give singler en vis fortrinsret til lejeboliger?

»Ordene er taget ud af en sammenhæng og stammer fra en samtale, der varede 45 minutter«, svarer Klaus Bondam og afviser nu, at han nogensinde har lagt op til en specifik singlepolitik.

Venstres kulturborgmester, Martin Geertsen, er også uforstående over for ideen:

»Singler er socialt set lige så forskellige som alle andre. I København er der ført kampagnepolitik. Men det er altså ikke mig, der står bag forslaget om en singlepolitik og skal ned fra den høje hest«.

Klaus Bondam siger nu, at rapporten vil indgå som værktøj i diskussionen om at bygge 5.000 billige boliger i København. Eller som han formulerer det: »Enlige med børn eller folk, der bliver enlige, har svært ved at finde fodfæste på det københavnske boligmarked«.

»Det var hæsligt«
Netop det kan Karin Christensen tale med om. Hun vil helst ikke tænke tilbage på det værelse, hun boede i sammen med sin datter tilbage i 2004.

»Det var hæsligt«, husker den spinkle lyshårede kvinde og trækker benet op under sig ved egetræsbordet. »Jeg havde ingen penge, var stadig studerende, usikkerheden var enorm, og min datter havde det ikke godt. Vi boede i et værelse hos en udlejer, der ikke var ret behagelig«.

Redningsplanken blev kommunens botilbud Egmontgården, hvor hun søgte hjælp i 2004 og boede i otte måneder.

»De var fantastiske, og jeg følte mig i gode hænder der. Det var fedt at få et fællesskab med andre«.

Leflen for 'caffelatte-folket'
Karin Christensen, der er cand.mag., underviser nu halvdags på gymnasiet og er gravid igen. Kæresten er hun dog ikke flyttet sammen med. Hun håber på, at kommunen får bygget flere billige boliger, for »dem er der stor mangel på«.

Det synes hendes 33-årige veninde Britt Lisbjerg også. Hun er single, bor med sin lille søn i en toværelses på Amager, klarer sig på barselsdagpenge og advarer politikerne mod at »lefle for caffelatte-folket og søge at score stemmer på de stakkels singler«:

»Man burde være mere solidarisk. Der er mange familier med børn, der mangler en billigere bolig. København er en by, der løber tør for politibetjente, lærere og sygeplejersker, fordi det er alt for dyrt at bo i byen. Sådan kan et samfund ikke køre«, siger Britt Lisbjerg.