Annonce
Annonce
Annonce
Danmark 11. sep. 2007 KL. 21.59 opdateret 11. sep. 2007 KL. 23.54

Fogh klar med regeringsrokade

Karen Jespersen (V) bliver ny socialminister, når statsministeren formentlig kommer med en ministerrokade.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Regeringen

Ministerlisten før statsminister Anders Fogh Rasmussens forventede rokade:

  • Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V)
  • Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K)
  • Udenrigsminister Per Stig Møller (K)
  • Finansminister Thor Pedersen (V)
  • Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V)
  • Justitsminister Lene Espersen (K)
  • Kulturminister Brian Mikkelsen (K)
  • Undervisningsminister og kirkeminister Bertel Haarder (V)
  • Transport- og energiminister Flemming Hansen (K)
  • Minister for videnskab, teknologi og udvikling Helge Sander (V)
  • Fødevareminister Hans Christian Schmidt (V)
  • Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V)
  • Minister for udviklingsbistand Ulla Tørnæs (V)
  • Forsvarsminister Søren Gade Jensen (V)
  • Socialminister og minister for ligestilling Eva Kjer Hansen (V)
  • Miljøminister og minister for nordisk samarbejde Connie Hedegaard (K)
  • Skatteminister Kristian Jensen (V)
  • Minister for flygtninge, indvandrere og integration Rikke Hvilshøj (V)
  • Minister for familie- og forbrugeranliggender Carina Christensen (K)

Kilde: Statsministeriet

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) er på vej med en regeringsrokade, erfarer Politiken.

Rokaden vil formentlig kun berøre et par ministre.

Rokadens mest markante nye navn er Karen Jespersen (V), der ifølge Politikens oplysninger skal være ny socialminister.

Hun afløser Eva Kjer Hansen (V), som rykker over til Fødevareministeriet i stedet for Hans Christian Schmidt (V).

Socialprofil for slap
Eva Kjer Hansen har ikke formået at levere den politiske profil, som Fogh ønsker på socialministerposten i en tid, hvor velfærdsdebatten er allerhøjest på den politiske dagsorden.

Tværtimod har hun flere gange bragt regeringen i vanskeligheder med f.eks. sine udtalelser om fordelene ved økonomisk ulighed.

Jespersen var en populær minister
Forventningen er, at Karen Jespersen som tidligere socialdemokrat kan blive et vigtigt aktiv i regeringens velfærdskamp med Socialdemokraterne.

Hun var en højt profileret og meget populær socialminister i flere år under Poul Nyrup Rasmussen (S).

Den nye socialminister vil få en vigtig rolle, når regeringen i efteråret indleder de politiske forhandlinger om regeringens store prestigeprojekt – kvalitetsreformen og investeringsplanen for den offentlige sektor.

Usynlig Hans Christian Schmidt droppes
Eva Kjer Hansen får en ny chance som fødevareminister, mens Hans Christian Schmidt ser ud til at få en fyreseddel.

Han kan blive ny formand for Venstres folketingsgruppe i stedet for Svend Erik Hovmand, der ikke opstiller ved næste valg. Schmidt har været en af regeringens mest usynlige ministre, der ikke har formået at markere sig.

Kønsfordelingen bliver rettet op
Socialministeren blev i går kaldt hjem fra Berlin, hvor hun var på rejse med Folketingets Boligudvalg og skulle have været vært ved en middag for udvalget i aftes.

Meldingen fra Eva Kjer Hansens embedsmænd var, at der var opstået en sag, som hun var nødt til at tage hjem til.

Ved at sætte Eva Kjer ind i stedet for Hans Christian Schmidt får Anders Fogh Rasmussen også rettet lidt op på kønsfordelingen i regeringen. Nu er der 13 mænd og 6 kvinder på ministerholdet.

Flemming Hansen mangler på ministerbillede
Også transport- og energiminister Flemming Hansen (K) står til udskiftning. Han har selv meddelt, at han ikke genopstiller ved næste valg og har dermed nærmest selv sagt op som minister.

Allerede nu mangler Flemming Hansen da også på det billede af det konservative ministerhold, som ligger på partiets hjemmeside.

Skatteordfører får ministerpost
Politiken erfarer, at den nye transport- og energiminister bliver den konservative skatteordfører Jakob Axel Nielsen.

Han har kun siddet i Folketinget siden valget i 2005, men har klaret den for de konservative så besværlige skattedebat til partiformand Bendt Bendtsens tilfredshed.

Den nye transport- og energiminister vil stå over for store opgaver i efteråret.

Regeringen skal i gang med de vanskelige politiske forhandlinger om en ny klimaaftale. Og om kort tid kommer udspillet fra regeringens infrastrukturkommission, som skal danne grundlag for forhandlinger om en større trafikinvesteringsplan.

Højtprofileret energipolitik flyttes ikke
Der har været spekuleret i, at Anders Fogh Rasmussen planlagde en større regeringsrokade, der også ville flytte rundt på nogle ressortområder.

En af mulighederne kunne være, at miljøminister Connie Hedegaard (K) fik sit ministerium udbygget med energipolitikken, som regeringen har sat højt på dagsordenen. Men det bliver der ifølge Politikens oplysninger ikke tale om.

K's kronprinsesser bliver
Der bliver ikke flyttet på de to konservative kronprinsesser, Connie Hedegaard og justitsminister Lene Espersen.

Derfor giver rokaden intet fingerpeg om, hvem af de to, der står stærkest til at tage over, når Bendt Bendtsen en dag skal afløses som konservativ leder.

Med en regeringsrokade nu sender Anders Fogh Rasmussen et meget tydeligt signal om, at der ikke kommer et hurtigt efterårsvalg.

Dermed kommer valget formentlig tidligst i begyndelsen af 2008.