Annonce
Annonce
Danmark 27. okt. 2007 KL. 16.13

Fupmagere er løs på dating-sider

Forelsket kvinde blev snydt for 60.000 kroner af mand, hun mødte på Dating.dk.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Han sagde, han hed John Heasley og kom fra USA.

Han sagde, han havde mistet sin kone til cancer og sine børn til orkanen Katrina.

Han sagde, han var geolog, og at han var kommet til Danmark for at begynde på en frisk.

John ligner en drømmefyr
50-årige Hanne Nielsen faldt pladask for den amerikanske mand.

Han havde fundet hendes profil på mødestedet Dating.dk, og kommunikationen glødede mellem de to på alle linjer - mail, MSN Messenger-chat, sms'er, telefonsamtaler ... Det hele foregik på engelsk.

'John Heasley' sendte billeder af sig selv. Billeder, der forestillede en pæn og velklædt, umiddelbart venlig herre med blide, næsten feminine ansigtstræk.

Hanne Nielsen fattede ikke mistanke om, at hun var ved at blive offer for en udspekuleret fupmager.

»Jeg opfatter mig selv som et meget rationelt menneske, og jeg ville have forsvoret, at jeg skulle hoppe på sådan en historie«, siger hun.

Et uheld i Nigeria
Men det gjorde hun. Også noget så eftertrykkeligt:

'John Heasley', der angiveligt bor i Odense, fortæller en dag, at han skal til Nigeria for at undersøge nogle jordbundsforhold.

Han ringer og sms'er jævnligt hjem til Hanne Nielsen fra Nigeria. Kontakten mellem dem bliver stadig tættere, selv om de aldrig har mødt hinanden.

Efter en uges tid sker der en ulykke. 'John Heasley' er kommet til at køre en lokal pige ned, og han skal nu betale for hendes operation. Men han har ingen penge på lommen. Han beder Hanne Nielsen om hjælp.

»Han vil have 2.000 euro, og jeg gør virkelig, hvad jeg kan for at tjekke tingene. Jeg skriver en mail til det lokale hospital, der bekræfter historien. Og så overfører jeg de 2.000 euro via Western Union«, siger Hanne Nielsen.

John mangler flere penge
Men det er bare begyndelsen:

Dagen efter dør pigen - i hvert fald ifølge 'John Heasley'. Han er bange for at blive anklaget for uagtsomt manddrab, siger han, men hvis han betaler pigens forældre 6.000 euro, så slipper han.

Han er desperat, for den amerikanske ambassade i Nigeria vil ikke hjælpe ham. Hanne Nielsen er hans eneste håb, bedyrer han, og dermed lykkes det for ham at hive de 6.000 euro ud af hende.

Nu har hun i alt 8.000 euro - cirka 60.000 kroner - ude at svømme.

»Han siger, han kun har mig. Han kalder mig elskede og spiller på alle tangenterne. Og nu vil jeg bare have ham hjem«, fortæller Hanne Nielsen.

Hanne sætter foden ned.
Men 'John Heasley' er slet ikke færdig med at malke Hanne Nielsens konto.

Da han skal med flyet tilbage, er hans billet pludselig udløbet. Han beder sin danske 'elskede' om flere penge.

Denne gang sætter hun foden ned. Hun nægter at sende flere penge til Nigeria.

Kort tid efter får hun en opringning. Det er en nigeriansk læge, der fortæller, at 'John Heasley' er blevet indlagt på et hospital, og at han nærmest er døden nær. Hanne Nielsen bliver nødt til at sende penge, insisterer lægen.

»På det her tidspunkt er jeg 80 procent sikker på, at jeg er blevet snydt, så jeg nægter at sende mere«.

Et par timer senere skriver lægen en mail om, at 'John Heasleys' tilstand er så kritisk, at de har måttet skride til operation. Mailen er selvfølgelig ledsaget af endnu et krav om penge.

Men Hanne Nielsen holder fast i, at pungen er lukket. Og hun undrer sig noget, da 'John Heasley' samme aften logger på MSN Messenger.

»Han kalder mig elskede og siger, han aldrig vil snyde mig. Han skriver, at han nok skal betale pengene tilbage, men jeg tror ham ikke længere«.

Sagen er meldt til politiet
Hanne Nielsen har meldt sagen til politiet, men hun har forliget sig med, at pengene efter al sandsynlighed er tabt.

Hun antager, at 'John Heasley' har opholdt sig i Nigeria hele tiden, og at det er en medsammensvoren, der har spillet læge i sagen, og som har svaret på det antageligt fiktive hospitals vegne.

Hun har korresponderet med det amerikanske konsulat i Lagos, Nigeria. Konsulen har oplyst, at man kender til massevis af historier som hendes.

»Jeg fortæller min historie for at advare andre. Selv om alle advarselslamper burde blinke, så sker der et eller andet, når ens følelser bliver bombarderet så massivt«, siger Hanne Nielsen.

Hanne Nielsen er et opdigtet navn. Hendes rigtige navn er redaktionen bekendt.

 
Annonce

SKOLE OG UDDANNELSE – Fokus på skolernes fremtid

Læs Politiken hver TIRSDAG BESTIL I DAG

- Få mail ved breaking news

Annoncer
Livsstil
11. feb. KL. 20.51
Koldt gys. Egon og Konny Nystrup regner ikke med at efterlade en arv til børnene, men til gengæld har de inviteret børn og børnebørn til USA i år. - Foto: MARTIN BUBANDT

»Måske er vi her ikke i morgen«

Konny og Egons livsfilosofi er, at pengene skal bruges, mens de lever og har det godt.

Internationalt
11. feb. KL. 17.35
Foto: JENS MEYER/AP

Over 550 er bukket under for europæisk kulde

Kulden over Europa har kostet mere end 550 mennesker livet. I Italien har sneen lukket Colosseum.

Terror i Norge
11. feb. KL. 16.50
Retfærdighed. Pårørende og vidner vil komme til at sidde tæt på Anders Behring Breivik ved den kommende retssag. - Foto: HEIKO JUNGE/AP

Pårørende får første parket ved Breivik-sag

Tingretten i Oslo er ved at fordele de 190 pladser i hovedsalen under terrorsagen mod Anders Behring Breivik.

Annoncer
Annoncer

Det sker
Facade. Gary Oldman er fremragende og giver den anonyme Smiley noget truende bag det ikkeeksisterende smil. - Foto: SF-film
11. feb. KL. 18.00

Truende spionfilm er en fascinerende filmisk tidslomme

ibyen anbefaler

restaurant & cafe