Det er mere end tilfældigt, hvordan hverdagen former for nogle af landets allermest udsatte, mishandlede og misbrugte børn, når systemet kommer dem til undsætning.

For tilsynet med de opholdssteder, hvor børnene bliver anbragt, er ofte mere end mangelfuldt.

Det er tilfældet i sagen om de to døtre fra Tønder, der blev misbrugt af deres far, som også stillede den ældste til rådighed for sex med adskillige mænd. De massivt omsorgssvigtede piger er anbragt på et opholdssted, som nu anklages for bizarre pædagogiske metoder. Stedet drives af en privat familie.

»Det er et grotesk omsorgssvigt fra systemets side. Disse piger har brug for professionel omsorg. Et familiedynasti bør stille store spørgsmålstegn ved fagligheden«, siger Benny Andersen, næstformand for Socialpædagogerne.

Lav fælles parameter
Socialpædagogerne mener, at der er behov for højere krav til tilsynet med opholdsstederne:

»Det må ikke overlades til tilfældighederne som i dag«, siger næstformanden.

Benny Andersen foreslår at lave et fælles parameter for, hvad et tilsyn skal indeholde:

»Det er jo ikke nok at konstatere, at der ikke er svamp i bygningen. Tilsynet må forholde sig til pædagogikken på stedet - og deres metoder og dokumentation over for de anbragte børn og deres problemstillinger«, siger han.

Tvivlsomme valg
Kommunerne kunne også kigge på, hvilke steder der har overenskomst med et fagforbund, påpeger Benny Andersen, fordi der er en klar sammenhæng mellem, hvor de uddannede pædagoger søger hen, og hvem der har overenskomst.

Næstformanden finder det tvivlsomt, at kommunerne selv kan vægte behovet for tilsyn:

»En sagsbehandler skal beslutte, om der er mest brug for nye computere til 6.a på den lokale skole, eller om der skal afsættes en medarbejder til at forholde sig til pædagogikken på et opholdssted«.

På bar bund
Kommunerne har overtaget ansvaret med tilsynet fra de gamle amter, da de blev opløst sidste nytår. I amtsregi boksede man meget med tilsynene. Og blev løbende kritiseret for at have for lidt hånd i hanke med pædagogikken ude på opholdsstederne.

På nogle rådhuse har de kunne lukrere på, at de har overtaget medarbejdere fra amterne, som har erfaring med tilsyn. Men i størstedelen af kommunerne har man skullet etablere kompetencen på helt bar bund, fortæller chefkonsulent Pernille Kvarning fra Kommunernes Landsforening (KL):

»Kommunerne har ikke haft overskud til at gå alle opholdsstederne i bedene. Vi har ikke fået voldsomt store ressourcer med til opgaven«.

Kontrol opleves som mistillid
Pernille Kvarning mener også, at spørgsmålet omkring opholdsstederne er følsomt.

Hun peger på, at det er en følsom balancegang, hvor meget kommunerne kan blande sig i pædagogikken på opholdsstederne. Ledere af opholdssteder kan føle det meget grænseoverskridende at få tjekket sin institution og pædagogik, fordi de føler, de står som garant for, at tingene er i orden.

»Som tilsynsmyndighed kan man sagtens puste sig op og sige, at man vil være med ind over og have styr på, hvad det er de går og bedriver. På den anden side vil man heller ikke opleve, at alt for mange opholdssteder kaster håndklædet i ringen og siger, at de så ikke vil være med, for vi har brug for stederne i samfundet«, siger Pernille Kvarning.

Grænser for kontrollen
Hun tilføjer, at det har været stærkt animeret i det politiske system med et meget stort privat engagement:

»Når man har privatiseret området, er der en grænse, hvor man må sige, at man beder nogle om at varetage en af samfundets store opgaver. Man kan stille mange krav til leverandørerne, men der er en grænse - og den er ikke let at finde og beskrive helt klart«.