Danmarkshistoriens kendteste bladtegner, Kurt Westergaard, ligner ikke umiddelbart en mand, som potentielle attentatfolk helst ser sprængt i stumper og stykker.

Den tidligere tysklærer og skoleinspektør fra Thy runder snart de 73 og har de sidste par år levet som en jaget mand, på flugt fra terrorister og islamister og med Politiets Efterretningstjeneste (PET) som sin evige følgesvend.

Da politiet i november kom på sporet af de potentielle gerningsmænd, der havde konkrete mordplaner mod Kurt Westergaard, indledte han endnu en odyssé rundt på forskellige lokaliteter, hvor han kunne leve inkognito med hustruen og mødes med medlemmer af sin store, multikulturelle familie.

»PET har reddet mit liv«, pointerer han og forklarer dermed i ultrakort form de betingelser, der definerer hans og familiens tilværelse.

Har et sted nede i Europa
PET ved altid, hvor han opholder sig, men det er et liv på den evige flygtnings betingelser. Vi kan kun gisne om, hvor mange sommerhuse i Jylland Kurt Westergaard har adgang til.

»Foruden en lejlighed, jeg har et sted nede i Europa«, forklarer han, da vi sætter os ved det runde mødebord på chefredaktør Carsten Justes kontor i bladhuset i Viby ved Århus.

»Jeg slipper aldrig ud af det her«, konstaterer bladtegneren nøgternt, efter at han med sin chefredaktør har diskuteret fordele og ulemper ved at tage imod et tilbud om at stille op til debatprogram i tv om et par dage.

Diskuterer længe med sin hustru
Kurt Westergaard træffer ingen afgørende beslutninger i sit liv uden at have konsulteret sin faste kontaktmand i PET og uden først at have diskuteret grundigt, ofte i mange timer og flere døgn, med sin hustru.

»Tænk på din personlige sikkerhed«, råder Carsten Juste.

Hvortil Kurt Westergaard svarer: »Et interview i tv kan komme til at virke enten præventivt eller inspirerende i de miljøer, som vil mig til livs. Det må jeg lige tænke over«.

En byrde på tegnerens skuldre
Carsten Juste har for længst erkendt, at hvis en terrorist vil have ram på Jyllands-Posten som en hævnakt for Muhammedtegningerne, behøver de ikke at bombe bladhuset i Viby.

De kan begrænse sig til at ramme personen Kurt Westergaard. Bladtegneren bærer hele bladhusets skæbne på sine nordjyske skuldre.

Kurt Westergaard ligner ikke en mand, der skriger på krisehjælp. Hans datter er ’næsten-færdig’ som psykolog, som han udtrykker det.

Den rødmossede, skæggede vendelbo med en overflod af smilerynker definerer sig selv om en ægte kulturradikal. De to års underjordiske tilværelse har blot gjort ham endnu mere ateist, end han var, inden tegningsagen eksploderede.

Betegner sig selv multikulturel
Tegneren hæfter gerne etiketten ’multikulturel’ på sig.

Kulturer, som engang blev betragtet som eksotiske, er blevet gift ind i Westergaardfamiliens store netværk: en svigerdatter fra Peru, en adoptivdatter fra Albanien og en nieces ægtefælle, der kom fra Iran.

»På et tidspunkt blev jeg kaldt en karikulturtegner, og den betegnelse er ganske præcis. Jeg har set mig selv som en, der har været katalysator for en proces, hvor folk fra forskellige kulturer kunne nærme sig hinanden, når de levede op og ned ad hinanden i samme land. Når jeg så i kølvandet på tegningerne har oplevet, at der bliver udøvet forhåndscensur på en kunstudstilling på et anset galleri i London og på en operascene i Berlin, så er jeg for alvor blevet bekymret«.

Opdraget til at tale sig til rette
»Jeg er vokset op i et land, hvor vi er opdraget til at kunne tale os til rette med hinanden og leve fredeligt med, at vi er uenige om det ene og det andet. Jeg har for år tilbage fået danske kristne på nakken, når jeg tegnede en jesusfigur, der trådte ned fra korset i et dyrt jakkesæt og med en moderne attachetaske, og hvor der på et skilt på korset stod: Træffes kun på søndage. Jeg har lavet tegninger af palæstinensere, der lignede mellemkrigstidens forfulgte jøder, og måtte efterfølgende ud i en lang dialog med et meget fremtrædende medlem af det jødiske samfund i Danmark. Efter tegningkrisen for to år siden mødtes jeg i et tv-studie med formanden for Islamisk Trossamfund, som er en højtuddannet og veltalende mand. Jeg troede, jeg kunne vinde forståelse for det synspunkt, at uenighed er demokratiets salt. Alligevel endte han med at insistere på undskyldning«, forklarer Kurt Westergaard.

For at forklare tegningsagens betydning bruger han en anekdote, som den spanske kunster Pablo Picasso er ophavsmand til. Picasso blev verdensberømt for sit billede af byen Guernica, som blev sønderbombet af tyske fly i 1937. Da Picasso nogle år senere møder en nazitysk officer i Sydfrankrig, siger tyskeren: Nå, det er så Dem, der lavede Guernica? Nej, svarer kunstneren. Det var Dem, der lavede Guernica.

Dybt skeptisk over for religion
Hvordan Guernica 1937 hænger sammen med tegningkrisen? Jo, forklarer Westergaard: En karikaturtegner er ikke per definition en provokatør. Han reagerer mod situationer i virkeligheden, som han opfatter som provokationer.

Hvad mener så nationens berømteste bladtegner om sammenhængen mellem islam og terrorisme, om imamernes påvirkning af deres yngre trosfæller, om forskellen på moderate og fanatiske muslimer i Danmark?

»Terrorismen finder sin åndelige ammunition i islam. Enhver religion har sine bureaukrater. Hos islam er det imamerne. Da jeg i sin tid debatterede med nu afdøde Abu Laban, sad jeg med en oplevelse af, at han havde magten til at slippe rabiate kræfter løs eller at kommandere dem til at holde igen. Det ligner sadomasochisme og handler om at kontrollere andre mennesker. Når præster påberåber sig en guds ord, kræver de, at tilhængerne underkaster sig eller bliver martyrer«.

En mand der er trådt i karakter
»Jeg er dybt skeptisk over for religion som middel til magt og kontrol. Det er en opfattelse, der går tilbage til min barndom, hvor jeg blev mere eller mindre tvunget til at gå i søndagsskole. Når jeg kom ud og spejdede op mod den blå himmel, stod det klart for mig, at Vorherre var meget langt væk, men at Djævelen befandt sig lige under fødderne på os«.

Den kulturradikale bladtegner, der er flere år forbi den obligatoriske pensionsalder, ligner overhovedet ikke en mand, der er slået ud af situationen. Han er snarere en mand, der er trådt i karakter.

»Min psykologdatter er bekymret, og nu skal jeg hjem og tale med konen. Den personlige sikkerhed kommer først. Men terroristerne skal ikke bestemme over mit liv, og de skal ikke bestemme, hvad der skal stå i Jyllands-Posten«, siger han.